AMK Guide: Frigørelse fra militæret?


  • Hvis du er ung, kvinde eller mand, og har lyst til militærnægtertjeneste ...
    ... kan du opnå dette indtil du fylder 32 år. Meld dig frivilligt som soldat ud fra det antal måneder, du ønsker - afvent indkaldelsesordren, og så kan du nægte :).
  • Hvis du har afsluttet militær kontraktansættelse, og var ansat før juli 2019 ...
    ... kan du forhåndsnægte mobilisering. Alle, der har haft længerevarende ansættelsesforhold i Forsvaret, og var ansat før juli 2019, kan genindkaldes lige indtil pensionsalderen. Men dette kan du sige nej til, ligesom 3-400 andre allerede har, og så er du helt fri.
  • Hvis du er i gang med din frivillige værnepligt ...
    ... kan du i stedet blive officiel militærnægter. Ansøg om overførsel, og så vil du kunne aftjene resten af din periode som nægter. Stort set alle registrerede nægtere er nu frivillige, der har fortrudt militærtjenesten.
At der stadig er mulighed for at nægte selv under frivillig aftjening, skyldes sandsynligvis det rodsammen, som den snigende overgang til en hvervet hær har efterladt lovgivningen i. Netop fordi så få benytter muligheden, risikerer den at blive fjernet - ligesom muligheden for som arbejdsløs at nægte produktion af krigsmateriel, der uden debat forsvandt i 2015.


  • Hvis din værnepligt er mere end fem år siden ...
    ... er du helt fri, da du kun har haft kortvarig ansættelse i
    Forsvaret, og nu er fri af den tilknyttede mobiliseringspligt.
  • Hvis du er ung, og tager på Forsvarets Dag, ...
    ... kan du intet gøre der for at blive officiel nægter.
  • Hvis du ikke har aftjent værnepligt ...
    ... behøver du ikke nægte for at slippe fri af militæret.
  • Hvis du har aftjent militærnægtertjeneste ...
    ... ændrer dette ikke på din generelle status, du er fri.
For alle ovenstående personer gælder, at ingen af dem står til indkaldelse i Forsvarets systemer. Selvom officiel militærnægtelse er værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, betragtes den som en erstatningstjeneste, der kun kan udløses af en indkaldelsesordre. I de sidste år er ingen nye unge blevet tvangsindkaldt, så der er kun ringe behov for at nægte.


  • Hvis du lige har afsluttet din frivillige værnepligt ...
    ... er der meget lidt du kan gøre de første fem år, da du så er blevet løst tilknyttet til et mobiliseringskompagni. Men herefter er du automatisk helt fri, da du kun havde et kortvarende ansættelsesforhold i Forsvaret.
  • Hvis du har afsluttet militær kontraktansættelse, som ansat efter juli 2019 ...
    ... kan du ikke blive officiel militærnægter, og heller ikke forhåndsnægte mobilisering. Alle, der har haft længerevarende ansættelsesforhold i Forsvaret, og blev ansat efter juli 2019, kan genindkaldes lige indtil pensionsalderen – dog afhængigt af helbred.
Det danske samfund militariseres i hastigt tempo, og årgamle mere fredelige love og vedtagelser ændres til gavn for Forsvaret. Mulighederne for at mobilisere tidligere ansatte blev kraftigt opstrammet flere år før Ukrainekrigen, så tendensen er desværre ikke ny.

Militærnægtelse er anerkendt som en menneskeret, og Europarådet anbefaler, at ”professionelle medlemmer af de væbnede styrker bør kunne forlade de væbnede styrker af samvittighedsgrunde". Dette er muligt i en del lande, som fx Storbritannien, Tyskland og USA, der tilbyder sådanne soldater "ærefuld afskedigelse" - men endnu ikke i Danmark.


Den påkrævede samvittighedskonflikt...

Loven: "Værnepligtige, for hvem militærtjeneste af enhver art efter foreliggende oplysninger må anses for at være uforenelig med deres samvittighed, kan af forsvarsministeren fritages ..."
For at blive nægter kræver loven altså, at militærtjeneste er uforenelig med nægterens samvittighed. Hvorledes dette påvirker den enkelte ansøger, anbefaler AMK at vedkommende selv uddyber omhyggeligt og ud fra egne tanker, så dilemmaet står helt klart. Nedenstående er Forsvarets eget simple forslag til at redegøre for den påkrævede samvittighedskonflikt:

Forsvarets standard-ansøgning: "Da militærtjeneste af enhver art er uforenelig med min samvittighed, og da tjeneste i Beredskabsstyrelsen strider mod min samvittighed - idet det vil indebære, at jeg bliver en del af et samlet totalforsvar, som kan blive sat ind til beskyttelse af personer og materiel i tilfælde af katastrofer eller lignende hidrørende fra blandt andet krigshandlinger eller terrorvirksomhed mod Danmark - ansøger jeg om overførsel til militærnægtertjeneste."





Frigørelse fra eventuel tilknytning til militæret?

Medlemskab af Aldrig Mere Krig er betinget af "frigørelse fra eventuel tilknytning til militæret herunder beredskabstjenesten". Om medlemmerne så faktisk er frigjorte, er ikke noget som AMK aktivt kontrollerer. I praksis gælder dette naturligvis kun for folk med en helt aktuel militær tilknytning, jævnfør gennemgangen her på siden. Ingen andre er registreret til mobilisering, og har derfor desværre ikke mulighed at undsige sig yderligere.

Men du kan sagtens være MILITÆR-NÆGTER, også uden udført statslig aftjening!



Ovenstående gennemgang er bl.a. baseret på oplysninger fra Forsvarsministeriets
Totalforsvarsarkiv, uden at dette nødvendigvis er enig i fortolkningerne her!
AldrigMereKrig.dk ©2024
Frigørelse fra militæret?