Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Ingen fred? Ingen fisse!
Fredsbilleder...
En ny fortolkning af Aristofanes drama "Kvindernes oprør" hedder "Chi-Raq", og i denne film er sproget lige så bramfrit som overskriften her.
I den klassiske tekst stoppede kvinder på begge sider af fronten en krig ved at nægte deres mænd sex. Instruktøren Spike Lee har flyttet handlingen til bandeopgør i nutidens Chicago, fortsat med den firkantede præmis, at kvinder vil fred og mænd krig.
Han har desværre forplumret filmens budskab ved interviews med uigennemtænkte forslag om at samme metode også ville være effektiv mod den udbredte voldtægt, der foregår ved universiteter i USA. Ideen bag "Kvindernes oprør", eller "Lysistrate" som det også kaldes, fungerede netop ved at der var tætte bånd mellem de indblandede, så med disse udspil er Spike Lee selv med til at ødelægge budskabet i sin film.
Tanken om at fredelige kvinder med en sexstrejke kan ændre verden har været forsøgt mange steder i tidens løb, og resultatet er langt fra entydigt. Inspirationen fra virkeligheden er en meget omtalt sexstrejke i Colombia i 2006, hvor veninder af gangsterne forsøgte at stoppe bandevolden, men det løb ud i sandet.
Mest kendt er aktivisten Leymah Gbowee for sin sexstrejke mod volden i Liberia. Eller rettere, som hun selv fortæller, var de kortvarige sexstrejker i sig selv betydningsløse, men var en fremragende måde at få medierne opmærksomhed på. Gbowees vigtigere indsats var i 2003 at starte en ikkevoldelig bevægelse med både kristne og muslimske kvinder, der stærkt bidrog til at afslutte Liberias altødelæggende borgerkrig - og som hun fik Nobels fredspris for.
Blandt succeshistorierne er den filippinske landsby Dado, hvor kvinder i 2011 fik stoppet de voldelige kampe om en vigtig vej, som førte til markedspladsen i næste by. I 2013 lykkedes en anden vejkamp ved den colombianske by Barbacoas, hvor kvindernes krydsede ben endelig fik mændene til at reparere en livsfarlig og nedslidt vej. Herhjemme er det gået stik modsat, hvor kvinder som stats-, forsvars- og udenrigsministre samt partiledere har sendt Danmark i krig - uden at deres mænd eller særlig mange andre protesterer.
Tom Vilmer Paamand - december 2015





Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  En container fyldt med fred til børn
imageAalborg har fået sig en Fredscontainer. Projektet er en rejsende udstilling for børn, søsat af Fredsby Aalborg. Formålet med udstillingen i containeren er at skabe opmærksomhed på, at konflikter altid vil ske. Og at det er vores reaktion på konflikten, der har betydning for om denne optrappes eller forløser sig.
Udstillingen skal hjælpe børn til at forstå baggrunden for, hvorfor konflikter optrappes, og hvordan børnene selv kan handle, når dette sker. Containeren ledsages af et fint inspirationsmateriale for lærere og pædagoger, så de kan planlægge undervisning og opgaver om konflikthåndtering.
Første led er, at børnene præsenteres for tre overordnede måder at håndtere konflikter på: Ved at gå, slå eller stå. Måderne at reagere på er vist gennem forskellige dyr, der skal få børnene til at reflektere over deres egne roller. Forslag til aktivitet er fx at tegne et fantasidyr, der ligner dig, når du er værst i en konflikt og et andet, for når du opfører dig bedst i en konflikt.
Vejledningen lægger godt op til fredsudstillingen i containeren, hvor diverse objekter pirker til børnenes nysgerrighed såsom en Batman-dukke. Alt opfordrer til dialog, hvor konfliktforståelse spejles ned i vore egne små og store problemer.
Konflikttrappen er flot illustreret fra uoverensstemmelse, personificering, problemet vokser og dialog er opgivet til fjendebilleder, åben fjendtlighed og polarisering. I containeren kravler trappen grafisk op ad en væg, for der er tænkt meget på at skabe både liv og ro i formidlingen.
Udstillingen fortæller også hvordan sprog kan optrappe og nedtrappe konflikter, og opfordrer så til gruppeøvelse med rollen konfliktmægler, baseret på et problem fra børnenes eget fælles liv. Projektet lægger op til, at konflikthåndtering kan blive en mulighed og et ansvar for børnene selv, og giver dem en værktøjskasse til at kunne løse små problemer i deres dagligdag. Fredscontaineren er skabt lokalt i Aalborg, men burde spredes på landsplan.
Tom Vilmer Paamand - november 2022






... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024