Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Krigerisk statsmand hjalp med fredsspørgsmål
Fredsbilleder...
Niels Helveg Petersen er just død. Han var desværre en solid del af Det Radikale Venstres kovending bort fra partiets tidligere mere pacifistiske holdning, så de i nyere tid har støttet 90 procent af alle Danmarks militære eventyr. Men Niels Helveg Petersen skal også mindes som en af Danmarks få reelle statsmænd, hvilket undertegnede fik glæde af i forbindelse med krigen mod Libyen i 2011. Her støttede hele Folketinget, at også Danmark skulle bombe med. Denne totale enighed medførte at samtlige partier nægtede at stille mine kritiske spørgsmål derinde - eneste undtagelse var Niels Helveg Petersen.
"Det er en væsentlig problemstilling at både udenrigs- og statsminister omgås uforsigtigt med begrebet folkemord. Jeg følger op på sagen gennem spørgsmål", svarede Niels Helveg Petersen - selv om han jo selv støttede krigsbeslutningen. Problemet var nemlig, at danske politikere som de eneste anvendte de juridisk vigtige ord "folkedrab" og "folkemord" om den brutale fremfærd, som Muammar Gaddafi brugte mod et oprør.
Gaddafis nedskydning af ubevæbnede demonstranter krævede da også indlysende hårde fordømmelser, men de nævnte ord er en del af FN-juraen, som ikke bør udvandes fra deres oprindelige mening. Folkemord beskriver det utænkelige, der så alligevel er foretaget et antal gange - nemlig målrettet udryddelse af en nøje afgrænset befolkningsgruppe.
Daværende udenrigsminister Lene Espersen svarede langt om længe: "Mine politiske udtalelser om behovet for at forhindre folkedrab i Libyen var således udtryk for en bekymring for risikoen for, at et stort antal menneskeliv skulle gå tabt i forbindelse med Gadaffi-regimets overgreb på civilbefolkningen i Libyen, særligt i Benghazi, og skal ikke ses som en retslig karakteristik af de overgreb, som havde fundet sted."
De danske politikere fik denne opsang fra FNs talsmand: "Folkemord er et ord, som mange mennesker bruger alt for skødeløst. Det er et meget alvorligt ord, der beskriver forsøg på at udrydde en bestemt befolkningsgruppe. At bruge det ord om situationen i Libyen er bestemt at gå alt for vidt indtil videre."
Læs baggrunden for ovenstående fra 2011 på FRED.dk.
Tom Vilmer Paamand - juni 2017






Flere historier fra 2017...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Krig løser ikke konflikten mellem Israel og Palæstina
Yderligere krig og vold løser ikke konflikten mellem Israel og Palæstina. Derfor tager netværket Fredsministerium stærkt afstand fra også de sidste dages overgreb og drab, uanset hvem der står bag.
Det er naivt og farligt at tro, at Israel bare ”en gang for alle” kan løse konflikten gennem et massivt militært gensvar – og der er stor risiko for, at krigen kan brede sig i Mellemøsten. Verdenssamfundet må derfor gå imellem Israel og Palæstina, og forhindre endnu flere blodsudgydelser.
Selv om det ikke i første omgang lykkedes for FN’s Sikkerhedsråd at blive enige, opfordrer vi til hurtigt at få fortsat drøftelserne og finde en fredelig løsning. FN må etablere en fredsskabende og fredsbevarende styrke og holde parterne fra hinanden, som de har gjort det før i Gaza.
Repræsentanter fra det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden har opfordret FN til aktivt at beskytte både det palæstinensiske og det israelske folk. Med den palæstinensiske ambassadør Riyad Mansours ord: "Der er en vej til fred, hvor hverken palæstinensere eller israelere bliver dræbt".
Israels regering har ikke vist vilje til forhandling, og Hamas har ikke retten til at forhandle. En optrappet krig gør kun problemerne værre, så ekstremisterne i Hamas får større støtte blandt palæstinensere, og israelerne samler sig bag landets ellers så upopulære højre-regering.
Den mangeårige passivitet om konflikten fra FN, fra EU og herhjemme fra skiftende danske regeringer må nu omsættes i konkret handling, der tvinger parterne til forhandling. Ikke kun for at stoppe de igangværende myrderier, men for at finde holdbare løsninger på konflikten.
Netværket Fredsministerium opfordrer derfor den danske regering til hurtigt at arbejde for en internationalt sanktioneret våbenhvile, og for at FN kommer aktivt på banen – og fortsætter dette arbejde, til der er en varig fred.
AMK er en del af Fredsministerium, og står med bag denne tekst. Læs hele udtalelsen her.
Tom Vilmer Paamand - september 2023







... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024