Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Tribunalets høring er aflyst - arbejdet fortsætter
Fredsbilleder...
Tribunalforeningen skriver, at den sammen med sit nedsatte Tribunal ihærdigt har arbejdet for at afholde en høring om Danmarks krige den 10-11. november 2018. Der var bestilt lokale, der var skaffet økonomi, der var indsamlet dokumentation og fundet vidner. Men desværre måtte foreningen konstatere, at den planlagte høring ikke kunne gennemføres.
Tribunalet havde nemlig set sig nødsaget til at aflyse høringen, og indstillede så deres arbejde som tribunal. Begrundelsen er, at det ikke lykkedes at få samlet nok vidner med fornøden indsigt og erfaring, og at der ikke har kunnet sikres medvirken fra nok eksperter med tilstrækkelig faglig kompetence. Tribunalforeningens bestyrelse har med beklagelse modtaget denne meddelelse, men værdsætter den store arbejdsindsats som Tribunalet har ydet.
Foreningens bestyrelse vil gøre sit yderste for at Tribunalets arbejde med at fremskaffe vidner og dokumentationsmateriale om Danmarks krige i Afghanistan og Irak bliver videreført og fremlagt for offentligheden under andre former. Det videre arbejde vil blive taget op på Tribunalforeningens generalforsamling den 26.1.2019.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018






Flere historier fra 2018...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Forsvarsforbehold uden betydning for dansk sikkerhed
Presset mod Danmarks forsvarsforbehold fortsætter, men seneste angreb gav ikke helt de ønskede argumenter. Den forrige regering havde bedt forskerne hos DIIS om at udrede udviklingen i EU på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område, og svaret blev: Et voksende tab af indflydelse for Danmark.
Dette skaber nu de forventede krav, om at forbeholdet skader og omgående bør afskaffes – men trods alt er den nye socialdemokratiske regering ret ligeglad, og vil ikke ændre på det.
DIIS konkluderer nemlig også, at Danmark alligevel indgår i forsvarspolitisk samarbejde med EU-lande – bare udenom EU. Samt er med i EUs diverse tiltag til hjælp for forsvarsindustrien, hvor private danske virksomheder ikke hæmmes af forbeholdet. Pt er der heller ikke folkelig opbakning bag en afskaffelse. Enhedslisten foreslår nu et udvidet forbehold, så dansk våbenindustri ikke længere kan malke EU-støtte.
Oven i ligger nyeste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der gennemgår en række brudflader langt fra Danmark: Verdensordenen er under pres, hvor det ikke længere er en selvfølge med sammenfaldende interesser i de traditionelle alliancer. Nationale interesser vil i stigende grad komplicere samarbejde, og den regelbaserede verdensorden udfordres om migration mm.
Som noget nyt er Arktis kommet øverst blandt udfordringerne. Om den store nabo mod Øst gentages som sædvanligt, at det er usandsynligt, at Rusland med overlæg vil gå i militær konflikt med USA eller NATO.
Tom Vilmer Paamand - december 2019






... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024