Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Kommentarer
Share button


Stop militariseringen af EUs forskningsmidler!

logo Våbenindustriens lobbyorganisation FAD og Europa-Kommissionen inviterede våbenindustri og universiteter til møde den 26. oktober i Industriens Hus, for at få sat et samlet dansk militær-teknologisk forskningscenter på finansloven.
Lobbyen, der nu består af 84 forskellige industrier som beskæftiger og producerer militært isenkram, ønsker med dette forskningscenter at få snablen i de mere end 10 milliarder kroner, som EUs Forsvarsfond vil uddele om året.
Aalborg Universitetet er allerede i dag langt fremme når det gælder våbenindustri. Universitetet har oprettet et militært center for at koordinere samarbejdet, og til januar sender Aalborg Universitet to studerende til Lockheed Martins kampfly-fabrik i USA.
- Der oprustes til krig i Europa og krigens købmænd lugter profit. Samtidig ser vi overalt i EU, at vores fælles skattepenge bliver stjålet for næsen af os. Prisen er nedskæringer i vores velfærd. Nu må denne sindssyge prioritering stoppe. Forskningspengene går fra almindelig forskning. Ydermere er det et massivt spild af uddannelsesviden.
- Et ofte brugt argument for at bakke op om våbenindustrien, er skabelse af arbejdspladser. Men husk - at der kommer ligeså mange, om ikke flere arbejdspladser, ud af fredelig forskning. 800 forskere og akademikere fra 19 EU-lande har opfordret EU til at droppe planerne om at øge støtten til forskning i våben og andet militært materiel.
- Vi ønsker en forskning for liv og ikke død. Vi mener at et dansk militær-teknologisk forskningscenter finansieret af EU forskningsmidler er i strid med forsvarsforbeholdet, et led i opbygningen af EUs fælles militær og en øget militarisering af EU.
- EU og de europæiske regeringer bør koncentrere sig om fredelig konfliktløsning, i stedet for at udløse et våbenkapløb. Forskning i militær teknologi er også oprustning, NEDRUSTNING NU - militærindustrien ud af vores universiteter.
Underskrevet af diverse danske fredsorganisationer, herunder Aldrig Mere Krig.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018






Flere historier fra 2019...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Folkepres skabte etiske investeringer
logoAlle investeringsselskaber tilbyder i dag mulighed for specificerede etiske fravalg, mere eller mindre halvhjertet. Hvilke investeringer de selv fravælger, eller giver kunder mulighed for til- eller fravalg af, følger efterhånden nogle ret ens og oftest internationale normer. Investeringsselskaber tænker sjældent selvstændigt - det er for svært at begrunde offentligt.
Udover græsrodsagtige selskaber var pensionskasserne de første store, der blandede etik i investeringerne - efter langvarigt pres fra gode aktivister. Rigtig mange almindelige mennesker er nemlig medlemmer, eller medejere gennem a-kasser og lignende.
Pensionskassernes etiske lister ligner efterhånden stort set hinanden, og er et af de ret få tilfælde, hvor presset nedefra har medført det kvantespring, at såkaldt ansvarlige investeringer nu kan trumfe et blindt fokus på økonomisk udbytte.
Sampension har just offentliggjort en fin liste over deres 177 fravalg, der kan bruges som eksempel på omfang og begrundelser. I og med det er nyligt fravalgte, demonstrerer listen også hvem Sampension og alle kollegaerne tidligere gladeligt støttede med deres investeringer.
Langt de fleste investeringer er sorteret fra af Klimahensyn. 57 er i gruppen for Våben, Menneskeret og Sanktioner. Desværre ikke Våben i bred forstand, men snævret ind til Kontroversielle våben - samt særskilt for Atomvåben, Klyngevåben og Landminer.
Syv er valgt fra på grund af klyngevåben og øvrige kontroversielle våben. Internationale sanktioner har kun ramt Rusland, mens hensyn til menneskerettigheder har stoppet investering i elleve selskaber, først og fremmest fra Israel. Størst er gruppen på hele 29 selskaber, der er udelukket for atomvåben, de fleste fra USA.
Ingen danske er fravalgt på denne del af listen. Det tætteste er firmaet Larsen & Toubro, der er oprettet af to danskere, men opererer i Indien, og her har modtaget en stor humanitær hæderspris - men også er førende indenfor våbenproduktion.
Resten af flokken er stort set velkendte gangstere, som BAE, Northrop, Raytheon og Lockheed. Alle faste leverandører til det danske forsvar, der ikke er ret bundet af etiske bånd.
De fleste danskere har altså i dag en del af deres penge bundet i investeringer med en etisk vurdering bag. En række af normerne er baseret på FN-konventioner, som efter et folkeligt pres har gjort atomvåben, klyngebomber og landminer til fy-ord, som ryggesløse investorer kan udskammes for.
Men i modsætning til de to sidstnævnte tabuer, nægter vore danske regeringer fortsat at deltage i fordømmelsen af atomvåben - på trods af, at der et bredt og internationalt FN-forbud imod dem. Så vi må vist lige finde det der folkelige pres frem igen!
Tom Vilmer Paamand - november 2020







... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2023