Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Kommentarer
Share button


FN-bøn om våbenhvile giver resultater
logoTænk, hvis verden fulgte lige så intenst med i at få afsluttet ufred og ulighed, som i virustallene:
- For at kampen mod coronavirus kan vindes, må de igangværende militære lokale opgør lægges på is.
Denne fornuftige opfordring fra FNs generalsekretær António Guterres fik ikke megen omtale og spalteplads - men ideen ser ud til at gribe om sig.
Mest vigtig er samarbejdet mellem Israel og militserne Hamas og Hezbollah om krisen. Israel og dets besatte områder er vævet tæt sammen, så gevinsten er logisk. I Yemens borgerkrig har de stridende parter indgået våbenhvile, bakket op af Saudi-Arabien, der ellers hidtil mest har hældt olie på bålet.
I en række andre konflikter har opfordringen udløst ensidige våbenhviler. Disse er erklæret af oprørsgrupperne Southern Cameroons Defence Forces (SOCADEF), Libyan National Army (LNA), New People's Army (BHB) i Filipinerne og Syrian Democratic Forces (SDF). Oven i disse foreslår den afghanske regering en våbenhvile med Taliban - regeringen blev ikke inviteret med i USAs nylige aftale med gruppen.
USA vil ikke deltage i projektet, men har alligevel erklæret at "The United States hopes that all parties in Afghanistan, Syria, Iraq, Libya, Yemen, and elsewhere will heed the call of António Guterres. Now is the time for peace and cooperation."
Også Rusland og Iran er hoppet med på vognen, dog hidtil heller ikke i en grad, så de to lande selv ensidigt stopper deres egen støtte til diverse krige. De to lande opfordrer i første omgang andre bagmænd til at komme til forhandlingsbordet, først og fremmest Saudi-Arabien.
Våbenhvile er en god begyndelse, men krig er jo altid nemmere at starte, end at afslutte. Stort set alle de nævnte forsøg vil efter al sandsynlighed blive plaget af overtrædelser, hvor det så afhænger af de indblandede parter om og hvordan aftalerne kan genopstå. Uanset dette, er kontakt mellem selve de stridende parter en absolut nødvendighed - for i det mindste at få holdt en pause, der i bedste fald kan blive starten på en egentlig fredsproces.
Coronatruslen har også på andre måder fået fredelige følger:
I Europa er en række store militærøvelser neddroslet eller helt aflyst. Titusinder af soldater fra USA og Vesteuropa skulle have leget krig i Defender-20 øvelsen i den største mobilisering siden 2. Verdenskrig - men de fleste af krigskammeraterne må nu blive hjemme. Mange af dem var også på vej til den nu afbrudte norske militærøvelse Cold Response, og også den planlagte Aurora 20 i Sverige har mistet de store deltagerlande.
Med disse aggressioner afværget, har Rusland aflyst sine modsvarende krigslege. Også USAs planlagte øvelser med Sydkorea er aflyst, og lokale øvelser i USA foregår i stedet som videomøder. Forårets store salgsmesser for militære våben i Paris og Qatar er aflyst - og selv ISIL har bedt sine krigere rejse væk fra Europa af frygt for virussen.
Danske tropper evakueres hjem fra Irak. Et fransk hangarskib var på vej til Århus som propaganda. Dette blev aflyst, men skibet sejlede alligevel rundt ved Danmark - fulgt af 130 danske soldater, der trods coronakrav blev stuvet sammen på en fregat. Og nu er hele hangarskibet sendt hjem i karantæne.
Det danske militær hjemsendte ellers alt ikke-kritisk personel, som det kaldes, og de løbende sessioner for indkaldte unge er udskudt. 700 værnepligtige holdes dog fortsat i beredskab, men indelukket på kasernerne, hvor smitten alligevel trængte med ind - og selveste Danmarks hærchef blev sat i karantæne.
På baggrund af denne gennemgang har Enhedslisten spurgt, hvad Udenrigsministeren vil gøre for at understøtte generalsekretærens linje. Se svaret her.
Tom Vilmer Paamand - april 2020






Flere historier fra 2020...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Klimaforværring og militariseringens onde spiral
logoUndertegnede magtede ikke at være tovholder helt alene på en Fridaysforfuture-klimademonstration i Frederikshavn den 27. november, som jeg blev opfordret til - efter min efterlysning af unge initiativtagere hertil. Men med 80 somre bag mig, må jeg i kampen for vores fælles fremtid bruge alle mine resterende kræfter på - indenfor klimabevægelsen - at påpege nødvendigheden af, at vi alle må få øje på sammenhængen mellem den omsiggribende klimaforværring og militariseringens destruktive spiral.
Altså at kampen for at redde vores naturgrundlag fra såvel opvarmningen som ressourceudtømningen forudsætter, at vi stopper både misbruget af sparsomme fysiske ressourcer til oprustning, krigsødelæggelser og ressourceslugende genopbygning. Og samtidigt får stoppet den psykiske forgiftning af menneskers tankegang - der før og under krig - sker med opbygning af retfærdiggørende fjendebilleder af de andre som onde. Hvilket igen forhindrer den opbygning af tillid indenfor og imellem befolkningerne, som er helt afgørende for, at vi som verdensborgere kan få opbygget det globale samarbejde om at prioritere kampen for vores, og kommende generationers, fremtid.
Hertil må vi i stedet sammen opbygge en fredskultur, der på alle niveauer bygger på at konflikter håndteres og løses med ikkevoldelige midler, samt at vi hertil opbygger en demokratisk fredsstruktur - med forebyggelse af at måske nødvendige konflikter udarter i vold og krig - og som også må forudsætte en retfærdig fordeling af klodens goder for at blive bæredygtig.
Hertil må føjes, at den militaristiske tankegangs magt- og sejrherrelogik gennem (trusler om) brug af atomvåben i sig selv på øjeblikke, og igennem den voldsomme radioaktive stråling, kan dræbe milliarder. Men også efterfølgende, pga. at paddehatteskyens aske vil dække for solen, og hermed sænke temperaturen med op til 8-9 grader (atomvinteren), hvilket kan forårsage atter andre milliarders langsomme sultedød.
Kampen mod militariseringens spændings- og krigsopbygning med dens forgiftning af vores sind, og dens kriges yderligere ressourcedestruktion, klimaopvarmning og klima- og krigsflygtninge i en ond spiral - og med risikoen for at ende i atomkrig. Dette må vi også have med i fremtidige Klimastrejker/Fridaysforfuture-paroler, for at vi, gennem den nødvendige fælles indsats af os alle, kan redde vores fremtidige liv og livsgrundlag.
Arne Hansen - november 2019







... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024