Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Helten i 1864 burde være militærnægteren
Fredsbilleder... Ole Bornedals TV serie "1864" er som al historieskrivning også historietolkning. Som alt i vores tilværelse er heller ikke "1864" fuldkommen. Den afslører den cocktail af nationalisme, militarisme og kristentro, som altid har været farlig i den vestlige kulturkreds. Den var ideologien bag D.G. Monrad og kredsen omkring ham. Og medførte, at Danmark uundgåeligt måtte i krig med Preussen og Østrig- Ungarn. Det er mit håb, at "1864" vil mindske køen af unge, der frivilligt melder sig til militærtjeneste. Og at antallet af militærnægtere må øge markant.
Ole Bornedal burde i "1864" have fremdraget Danmarks første militærnægter, som eftertiden er vidende om. Det var Ove Petersen fra Horsens, der før krigen i 1863-1864 blev indkaldt til militæret, hvor han fik rang af underkorporal. Så han vidste, hvad han sagde Nej til, da han i 1864 nægtede at efterkomme indkaldelsen til militærtjeneste. Tre gange blev han idømt stokkeprygl samt fængsel på vand og brød, men han fastholdt sit standpunkt. Efter krigen passede han som nyttig samfundsborger sit arbejde og havde omsorg for sin familie.
Efter min forståelse øvede Ove Petersen en større indsats for sit fædreland end de, der lod sig tvinge i krig. Der fortælles mere om ham i min bog, "Krudt uden kugler". Horsens bør opkalde en gade efter Ove Petersen. Byen har i forvejen en Frederik Bajers Gade, opkaldt efter Frederik Bajer (1837-1922), der i 1882 tog initiativ til at stifte Danmarks første fredsforening: Dansk Fredsforening. Frederik Bajer sad i Folketinget fra 1872 til 1895 og modtog Nobels Fredspris i 1908.
Henning Sørensen, Grenaa





Flere historier fra 2012...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord:
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problem
er, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
"Ha ha ha," jeg hører allerede brølet, "hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!"
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.

Tom Vilmer Paamand - april 2015





... Aktuelle Indlæg
... Indlæg fra 2017
... Indlæg fra 2016
... Indlæg fra 2015
... Indlæg fra 2014
... Indlæg fra 2013
... Indlæg før 2013

AldrigMereKrig.dk ©2012