Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Ved Børge Pehrssons død
Fredsbilleder... Så lyst et sind som her gik under, jeg kun har mødt den ene gang, thi du hvis ben i kisten blunder, var folkets barn i dåd og trang. Disse ord skrev Jeppe Aakjær i 1910 til redaktør Brandsagers begravelse; men for min bevidsthed står det, som det kunne være skrevet i disse dage til Børge Pehrsson, Allerød. Han var født i 1919 af en enlig mor. Han voksede op på Amager under meget små kår, hvilket medvirkede til, at han altid i sit mangesidige samfundsmæssige virke talte de små og svages sag. Efter 7 års skole gang blev han uddannet cigarruller; men han kom aldrig til at virke ved faget, og han var hele livet ikke-ryger. I en årrække arbejdede han på køleskabsfabrikken Atlas, hvor han blev sine kollegers tillidsmand, og som den første i landet, blev han tillidsmand på fuld tid. Børges sidste arbejdsplads var dog som trykkeriarbejder på Politiken, og da han som 62 årig gik på efterløn besteg han, som en af de ældste nogensinde verdens højeste bjerg, Mont Everest. Dette satte ham på verdenspressens forsider og han har holdt mange foredrag om denne bedrift ledsaget af video. Bl.a. har han været i USA, hvor tilhørerne var imponeret af den ikke helt unge dansker. Børge Pehrsson var pacifist og det var i denne sammenhæng han kom inden for mit synsfelt. Han var den af Aldrig Mere Krigs medlemmer, der havde længst anciennitet, idet han blev medlem i 19Så lyst et sind som her gik under, jeg kun har mødt den ene gang, thi du hvis ben i kisten 38. Han var i militærnægterlejr i Grib Skov dels under krigen; men han blev hjemsendt umiddelbart efter 29. august 1943. Straks efter krigsafslutningen blev han atter indkaldt til arbejde i militærnægterlejren i Grib Skov. Mere end 2 år blev det til i alt. Ved afsløring af mindesten i anledning af 90 års dagen for oprettelsen af den første militærnægterlejr i vort land i Grib Skov den 11. november sidste år holdt Børge Pehrsson en gribende tale. Han fortalte hvordan nogle under krigen hånede militærnægterne og spyttede på dem. Han ironiserede over, at en krigsskueplads ofte kaldes "ærens mark", for ham var ærens mark militærnægterlejren i Grib Skov. Han vendte sig i stærke ord mod militær og militarisme, og han karakteriserede den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan som en forbrydelse. Børge Pehrsson blev under meget stor deltagelse bisat fra Unitar- ens Hus. Da afholdsagitatoren og sundhedsapostelen, overlæge Carl Ottosen i 1935 fyldte 75 år, skrev forfatteren Jens Thise et hyldestdigt til ham. Dette slutter med et par linjer der passer som hånd i handske på Børge Pehrsson: En fremskridtsmand i god forstand, en folkeven, en ener. Æret være Børge Pehrssons minde.
Januar 2009: Henning Sørensen





Flere historier fra 2012...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Missilskjoldets fantomsikkerhed
Under den kolde krig arbejdede Sveriges navnkundige statsminister Olof Palme på at skabe en fælles sikkerhed for alle, såvel venner som mulige fjender. Palme forstod at sikkerhed i sin natur var udelelig. Hvis en alliancepart ensidigt ville øgede sin sikkerhed gennem opbygning af militær kapacitet, så måtte en anden alliance uvægerligt opleve sin sikkerhed som forringet, og føle sig nødsaget til at svare igen ved at følge trop med en oprustningsspiral af svar og gensvar til følge. Hvis fx Warszawapagten med Sovjetunionen i spidsen kun tænkte på at øge egen sikkerhed overfor forestillede angreb fra forestillede fjender, som fx NATO, igennem en ensidig militæropbygning, så ville det blot medføre at NATO-landene kunne føle sig mere usikre. Og omvendt på samme måde.
Aktuelt må således Rusland stille sig selv spørgsmålet om, hvilke interesser NATOs planlagte oprustning med et missilskjold med usårlighed til følge, så mon skal tjene? At bruge ressourcer på opbygning og vedligehold af et effektivt missilskjold måtte jo betyde at NATO-landene var usikre på Ruslands fredelige hensigter og faktisk bange for at blive truet med og måske angrebet af Rusland med atomvåben. Men ledelsen i Rusland ved jo, at NATO-landet USA til enhver tid kan svare igen på et militært angreb og smadre Rusland med et angreb med atomvåben - og mht. konventionelt militær så ved russerne, at NATO-landene har investeret for det tidobbelte af Rusland, så hvorfor vil NATO så bruge ressourcer på at opbygge et missilskjold, som ifølge al politisk og militær fornuft må ses som sikkerhedsmæssigt formålsløst og penge ud af lommen?
Den ansvarlige ledelse i Rusland må så blive nødt til at spørge, hvad så mon formålet kan være? Og dette vel ikke mindst set i lyset af at NATO siden murens fald har ekspanderet mod øst - stadigt tættere på det minimerede Ruslands grænser? Derfor - russisk fjendebillede af os eller ej - kan vi fortænke russere i at spørge hverandre, om virkelig NATO med USA i spidsen, snart siddende i sikkert ly bag missilskjoldet, kan tænkes at ville bruge denne nye usårlighed i aggressivt øjemed? Det kunne fx være til næsten omkostningsfrit, at føre en mere aggressiv nationalistisk udenrigspolitik og om nødvendigt true Rusland og alverden til at makke ret, næste gang der kommer uoverensstemmelser om ressourcer og geopolitik? Ja kan vi - med tanke på måske, at se især Donald Trump som USAs næste præsident - fortænke russerne i at føle sig ekstremt usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle-medie-akademiske kompleks, så kan hitte på?
På den baggrund må endog USAs atomvåben opleves som en mulig trussel? Og hvad gør en panisk russisk ledelse så for at beskytte sin befolkning? Forhåbentlig vil russerne henvise til Olof Palmes tanke om den fælles sikkerhed, og så må vi støtte det. Men vi må hellere tage sagen i vores egen hånd og straks stoppe opbygningen af missilskjoldet, og i stedet sætte gang i tillidsskabende foranstaltninger, som led i opbygningen af samarbejde om fælles sikkerhed. Gorbatjov sagde efter afslutningen på den kolde krig, at det var den brede fredsbevægelse i Vesten, der havde givet ham tillid til at det var muligt at stoppe den daværende dødsensfarlige atomvåbenkaprustning.
Arne Hansen - marts 2016





... Aktuelle Indlæg
... Indlæg fra 2017
... Indlæg fra 2016
... Indlæg fra 2015
... Indlæg fra 2014
... Indlæg fra 2013
... Indlæg før 2013

AldrigMereKrig.dk ©2012