Danmark og Arktis - kold krig eller optøning? Samarbejdet omkring Arktis var temaet for en international
konference
i Århus i november. Fra dansk side spændte de fremlagte analyser nærmest fra krig til fred. På høgesiden taltes om "Dansk balancegang i Arktis" med ph.d., adjunkt Jon Rahbek-Clemmensen. Han er fra "Center for War Studies", hvilket fremgår
klart:
"Danmark kan allerede i dag overveje, hvordan danske kampfly og skibe kan operere i Arktis, og, måske vigtigere endnu, hvordan Danmarks allierede kan bidrage til forsvaret af Grønland. Danmark kan desuden lægge en strategi for, hvordan andre Nato-lande kan overbevises om, at Nato skal inddrages i Arktis. Man skal være varsom med at gå for langt i disse forberedelser, da Rusland kan misforstå danske forberedelser som en eskalering ... På den måde kan man komme til at skabe den virkelighed, man gerne ville undgå ... Den danske kurs fremover bør altså være en balancegang, hvor der lægges mest vægt på samarbejdet, men hvor man er forberedt på det værste."
Fredeligere toner lød fra seniorforsker, ph.d., Kristian Søby fra Institut for Statskundskab ved KU, med budskabet: "Russiske høge vil helst have fred i Arktis":
"Ifølge FEs risikovurdering vil Rusland i de kommende år udgøre en 'betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten, Nato og Danmark'. ... Her er tre grunde til, at det ikke er tilfældet. ... Sikkert er det derimod, at en forudsætning for at udvikle russisk Arktis er regional stabilitet. Investeringslyst og økonomisk aktivitet vokser bedst i et miljø præget af politisk stabilitet, klar og ensartet regulering og forudsigelige rammevilkår. Arktiske militære eventyr vil sætte alle tre over styr."
Kort før konferencen var der gode
nyheder
fra Arktis, der derfor ikke fik særlig omtale. "Historisk aftale åbner ny arktisk bagdør mellem Rusland og Vesten": "Otte landes kystvagter lover at arbejde sammen om redningsaktioner mod nord. ... Aftalen kommer kun 11 dage efter, at den canadiske premierminister Steven Harper blev fyret af vælgerne. Da Canada var formand for Arktisk Råd, måtte man på et møde i Canada opgive at lave en kystvagtsaftale, fordi premierministeren nægtede at invitere Rusland. ... Siden har USA overtaget formandskabet i Arktisk Råd, og USA er mere åben for diplomatisk kontakt end Canada."
Udenrigsministeriet fortæller sin officielle
historie
om det internationale samarbejde om Arktis. Her spiller Canadas nære fortid desværre også en krigerisk rolle:
"Danmark og Canada underskrev i 2010 en bilateral Memorandum om et forstærket operationelt forsvarssamarbejde i Arktis med fokus på bl.a. fælles militærøvelser, stabsudveksling og samarbejde om redningsopgaver. ... Det er forventningen, at det tætte dansk-canadiske militære samarbejde vil blive yderligere udbygget over de kommende år dels via gensidig erfaringsudveksling indenfor bl.a. overlevelsesteknikker i Arktis, patruljering og overvågning dels via fortsat deltagelse i fælles militærøvelser."
Og endelig ser det ud til, at Danmarks pt eneste arktiske konflikt fandt en
løsning
under konferencen: "Forskere vil løse årelang grænsestrid om Hans Ø":
"Hans Ø bør gøres til en international park, der symboliserer de fredelige relationer mellem de arktiske folk, mener lektor Michael Böss, leder af Center for Canadastudier, og hans canadiske kollega Michael
Byers... Ansvaret for parken i det kolde nord skal tilbydes selvstyret i Nuuk og inuit-lokalregeringen i det nordøstlige Canada." Denne "Aarhus-erklæring" blev fremlagt på konferencen.
Og for lige at runde af med Canada, har de just afbestilt masseindkøbet af
F-35
kampfly, og trukket deres soldater hjem fra
Irak og Syrien, samt
Afghanistan. Så forhåbentlig fandt vores græsrødder, samt de mere fredelige forskere og politikere, nogle gode canadiske samarbejdspartnere på konferencen til god inspiration.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
> USAs militær genindfører landminer i Europa Brugen af landminer er fordømt kloden rundt, og kun 35 lande har ikke underskrevet en FN-aftale imod dem. Alligevel har USA nu besluttet at bruge dette morderiske anti-personel våben i stort omfang igen. USA står uden for de nuværende aftaler, og nægtede også under præsident Obama at underskrive, men han indskrænkede dog brugen til udelukkende at gælde grænsen mod Nordkorea. Mange af minerne ligger fortsat på lager, og USA fjerner altså nu sine restriktioner. Planen er også at anbringe nyudviklede miner ved den russiske grænse i de baltiske stater, på trods af at disse selv har afskrevet sig brug af landminer. USA har dog lovet, at udlagte miner med tiden vil selvdestruere, selvom denne teknik har vist sig meget upålidelig. Gamle miner ligger fortsat spredt over store landområder, og invaliderer tusinder hvert år. Troen på påstået "sikre" landminer var også USAs politik i 2004, selv om resultaterne heller ikke dengang var lovende. EU har kritiseret planerne, hvilket naturligvis ikke stopper USA. Om EU så finder nosser til at nægte USA at udlægger sådanne forbudte landminer i EU-lande, vil fremtiden vise - for dette er nemlig ikke sådan direkte forbudt. FN-aftalen rummer diverse tekniske krumspring, fx afgrænser aftalen sig til landminer rettet mod mennesker, så der er en gråzone for antitankminer. Og danske væbnede styrker kan alligevel deltage i militære operationer med USA på trods af de forbudte våben - takket være en kringlet fortolkning beskrevet i militærets Manual om Folkeret: "Forbuddet forhindrer ikke danske styrker i militære operationer med stater, som ikke er forpligtede af forbuddet mod anvendelse af personelminer. En eventuel fordel, som måtte opnås ved andre staters udlægning af personelminer, vil ikke indebære en dansk overtrædelse under forudsætning af, at danske styrker har overholdt forbuddet mod at bistå, opmuntre eller tilskynde til handlinger, der er forbudt." FN-aftalen blev presset igennem i 1997 af den verdensomspændende Campaign to Ban Landmines, som AMK aktivt deltog i. Aftalen er nu underskrevet af 164 lande, her i blandt Danmark, der tidligere både brugte og producerede landminer. Kampagnen udløste Nobels Fredspris til de deltagende grupper - som nu må genoptage kampen. Tom Vilmer Paamand - februar 2020