Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Danmark halter bagud mod atomvåben
Fredsbilleder...
Østrig har taget initiativ til en national forpligtelse om at arbejde for en konvention, der forbyder atomvåben. 115 stater har tilsluttet sig, og Danmark har talt varmt for, men har - sammen med atommagterne - ikke selv tilsluttet sig.
Under FNs "The Review Conference of the Parties to the Treaty on the Nonproliferation of Nuclear Weapons" (NPT) lykkedes det i år ikke at blive enige om et slutdokument, selv om indholdet i forslaget var betydelig svagere end tidligere, igen fordi atommagterne strittede imod. Den danske udenrigsminister er derfor blev bedt om at forklare, hvorfor Danmark endnu ikke er med i Østrigs initiativ mod atomvåben. Bag henvendelsen står Danske Læger Mod Kernevåben som led i International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN), der i Danmark består af bl.a. Aldrig Mere Krig - og vi har hjulpet med teksten.
OPDATERING: Udenrigsminister Kristian Jensen har svaret afvisende: "Danmark og de øvrige NATO-lande er helt enige i målet om en verden uden atomvåben, men det er regeringens opfattelse, at dette mål alene vil kunne realiseres, hvis atommagterne bakker op om bestræbelserne, herunder er med til at sikre den nødvendige verifikation. Eftersom dette ikke er tilfældet mener jeg ikke, at Østrigs forslag er fremmende for målet om en verden uden atomvåben. Derfor ønsker regeringen ikke, at Danmark skal være medforslagsstiller til den nævnte resolution."
Tom Vilmer Paamand - august 2015





Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  En container fyldt med fred til børn
imageAalborg har fået sig en Fredscontainer. Projektet er en rejsende udstilling for børn, søsat af Fredsby Aalborg. Formålet med udstillingen i containeren er at skabe opmærksomhed på, at konflikter altid vil ske. Og at det er vores reaktion på konflikten, der har betydning for om denne optrappes eller forløser sig.
Udstillingen skal hjælpe børn til at forstå baggrunden for, hvorfor konflikter optrappes, og hvordan børnene selv kan handle, når dette sker. Containeren ledsages af et fint inspirationsmateriale for lærere og pædagoger, så de kan planlægge undervisning og opgaver om konflikthåndtering.
Første led er, at børnene præsenteres for tre overordnede måder at håndtere konflikter på: Ved at gå, slå eller stå. Måderne at reagere på er vist gennem forskellige dyr, der skal få børnene til at reflektere over deres egne roller. Forslag til aktivitet er fx at tegne et fantasidyr, der ligner dig, når du er værst i en konflikt og et andet, for når du opfører dig bedst i en konflikt.
Vejledningen lægger godt op til fredsudstillingen i containeren, hvor diverse objekter pirker til børnenes nysgerrighed såsom en Batman-dukke. Alt opfordrer til dialog, hvor konfliktforståelse spejles ned i vore egne små og store problemer.
Konflikttrappen er flot illustreret fra uoverensstemmelse, personificering, problemet vokser og dialog er opgivet til fjendebilleder, åben fjendtlighed og polarisering. I containeren kravler trappen grafisk op ad en væg, for der er tænkt meget på at skabe både liv og ro i formidlingen.
Udstillingen fortæller også hvordan sprog kan optrappe og nedtrappe konflikter, og opfordrer så til gruppeøvelse med rollen konfliktmægler, baseret på et problem fra børnenes eget fælles liv. Projektet lægger op til, at konflikthåndtering kan blive en mulighed og et ansvar for børnene selv, og giver dem en værktøjskasse til at kunne løse små problemer i deres dagligdag. Fredscontaineren er skabt lokalt i Aalborg, men burde spredes på landsplan.
Tom Vilmer Paamand - november 2022






... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2023