Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Tysk alarm om russisk atomangreb
En russisk ubåd affyrede den 13. december 2020 fire interkontinentale atommissiler. Affyringen blev registreret af militærsatellitter, og USAs tyske militærbase i Ramstein gik i højeste alarmberedskab. Sirenerne lød og alle gik i dækning for det forventede luftangreb.
Efter nogle minutter blev alarmen dog afblæst, da affyringerne nu korrekt blev vurderet til at være sket under en russisk øvelse. USA har meddelt, at ingen fly nåede at blive sendt i luften til modangreb. Der er ingen oplysninger om hvorvidt USAs egne ubåde og andre interkontinentale affyringsramper blev gjorde klar til affyring, som det er den sædvanlige procedure.
Rusland havde dog varslet denne øvelse i god tid, så det er uklart hvorfor USA kortvarigt gik i fuld panik over nogle få missiler. I oktober var det tyske piloter, der trænede i at kaste atombomber, hvilket Rusland klagede over, men den øvelse så ikke ud til at udløse en tilsvarende panik.
De russiske missiler blev affyret udfor Japan, og ramte som planlagt et skydeområde tæt ved den finske grænse efter at have fløjet 5.000 kilometer på 15 minutter. Missilerne var til øvelsen ikke udstyret med atombomber, men fløj på en kurs, der kunne føres videre mod Tyskland. Ramstein er USAs største udenlandske militærbase, og husede tidligere et større antal atomraketter.
Der findes alt for lange lister over tilsvarende episoder, hvor vor verden igenigen balancerer på kanten af total ødelæggelse. Mest kendt er nok skæbnenatten i september 1983, hvor den russiske officer Stanislav Petrov valgte at trodse de avancerede varslingssystemer, og sige Njet! Her var signalet også, at en håndfuld atomraketter var på vej, og det beskedne antal var en af grundene til at Petrov ikke sendte advarslen videre til den russiske generalstab.
Tom Vilmer Paamand - december 2020






Flere historier fra 2020...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Nelson Mandela stod for grænseløs forsoning
Den kendte aktivist og senere præsident Nelson Rolihlahla Mandela døde den 5. december. Han tilbragte 27 år i fængsel for sin overbevisning, og var i perioder en varm forkæmper for ikkevold under Sydafrikas hårde apartheid-styre. Hans største arv bør blive Forsoningsdomstolen, som han opfandt sammen med Desmond Tutu for at skabe sammenhængskraft i stedet for et yderligere opsplittende retsopgør. Han mødte glad og smilende sine værste modstandere - selv de generaler, der havde stået i spidsen for grusomhederne under apartheid. Han var også meget bevidst om at være et menneske og dermed fuld af fejl, hvilket hjalp til hans forståelse af andre.
Mandela efterlader sig mange fine tekster med flot tænkte overvejelser om kampens metoder, ikke mindst hans forsvarstale fra 1964, hvor han stod anklaget med en mulig dødsstraf foran sig. Han arbejdede gennem befrielsesbevægelsen African National Congress, som Mohandas Gandhi oprindeligt havde grundlagt. De mange årtiers ikkevoldelige arbejde havde ikke ført til forbedringer af forholdene, og i lyset af Sharpeville-massakren hvor 69 fredelige demonstranter blev dræbt, oprettede Mandela i 1961 ANCs væbnede arm, som han dog længe søgte at fastholde som ubevæbnede sabotører. Han blev selv fængslet for at stå bag fire sabotageaktioner. Omtrent samtidig var Amnesty International blevet grundlagt og Mandela var i 1962 kommet med blandt foreningens første Samvittighedsfanger, men ANCs omsving bort fra ikkevold fik ham hurtigt slettet fra listen igen. Amnesty Internationals overvejelser fra 1964 er interessante for pacifister:
"1964 bragte det grundlæggende spørgsmål frem, om mænd som Nelson Mandela skulle støttes, når de gennem begivenhedernes pres havde set sig nødsaget til at anbefale en grad af magtanvendelse i modstanden mod Sydafrikas nationalistiske regering. Denne sag var særligt gribende, fordi Mandela tidligere havde været stærkt engageret i principperne om ikke-vold. Men selv med den største sympati besluttede AI sig alligevel til ikke at tildele titlen Samvittighedsfange, på grund af brugen af vold. Selvom det er sket under 'konventionel krigsførelse', må en vis grad af tilbageholdenhed udøves. Dette udelukker dog ikke andre, der har følt sig tvunget til symbolske fysiske handlinger, som for eksempel at rive flag ned eller ødelægge plakater, eller udelukker dem der har forsøgt at beskytte sig selv mod skydevåben."
Mandela kom således til at præge AI også som negativt eksempel. Efter sin løsladelse udnævnte AI ham til deres "Ambassador of Conscience". Hans store venlighed gjorde, at han holdt fast i kontakten selv til en perlerække af diktatorer og andre galninge, der havde støttet ANC under kampen. Og med sin bitch af en kone Winnie, der blev herostratisk berømt for i en tale at hylde levende afbrænding af mistænkte forrædere. Til sidst i sit liv fik Mandela desværre som præsident (ligesom Václav Havel) grisset fingrene godt til med nogle voldsomt grimme våbenhandler. Der var ihærdige danske forsøg på at påtvinge Sydafrika Standard Flex skibe med en argumentation om æresgæld for støtten til ANC under apartheid. I stedet gik Sydafrikas milliardindkøb af ubåde, skibe og krigsfly til engelsk, tysk og ikke mindst svensk industri - alle med en hulens masse bestikkelse. Et par af Mandelas personlige humanitære fonde skulle også være blevet forgyldt ved den lejlighed. Intet tyder dog på at han selv stod bag, mod bastant pengemagt er end ikke en Mandela nok.
Mandela efterlader sig trods dette et umådeligt smukt eftermæle. Et stort og smukt menneske - en tidligere terrorist, der nåede at gøre hele verden bedre gennem sit store eksempel.
Tom Vilmer Paamand - december 2013







... Aktuelle Indlæg
... Uaktuelle Indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2021