Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Ingen fred? Ingen fisse!
Fredsbilleder... En ny fortolkning af Aristofanes drama "Kvindernes oprør" hedder "Chi-Raq", og i denne film er sproget lige så bramfrit som overskriften her.
I den klassiske tekst stoppede kvinder på begge sider af fronten en krig ved at nægte deres mænd sex. Instruktøren Spike Lee har flyttet handlingen til bandeopgør i nutidens Chicago, fortsat med den firkantede præmis, at kvinder vil fred og mænd krig.
Han har desværre forplumret filmens budskab ved interviews med uigennemtænkte forslag om at samme metode også ville være effektiv mod den udbredte voldtægt, der foregår ved universiteter i USA. Ideen bag "Kvindernes oprør", eller "Lysistrate" som det også kaldes, fungerede netop ved at der var tætte bånd mellem de indblandede, så med disse udspil er Spike Lee selv med til at ødelægge budskabet i sin film.
Tanken om at fredelige kvinder med en sexstrejke kan ændre verden har været forsøgt mange steder i tidens løb, og resultatet er langt fra entydigt. Inspirationen fra virkeligheden er en meget omtalt sexstrejke i Colombia i 2006, hvor veninder af gangsterne forsøgte at stoppe bandevolden, men det løb ud i sandet.
Mest kendt er aktivisten Leymah Gbowee for sin sexstrejke mod volden i Liberia. Eller rettere, som hun selv fortæller, var de kortvarige sexstrejker i sig selv betydningsløse, men var en fremragende måde at få medierne opmærksomhed på. Gbowees vigtigere indsats var i 2003 at starte en ikkevoldelig bevægelse med både kristne og muslimske kvinder, der stærkt bidrog til at afslutte Liberias altødelæggende borgerkrig - og som hun fik Nobels fredspris for.
Blandt succeshistorierne er den filippinske landsby Dado, hvor kvinder i 2011 fik stoppet de voldelige kampe om en vigtig vej, som førte til markedspladsen i næste by. I 2013 lykkedes en anden vejkamp ved den colombianske by Barbacoas, hvor kvindernes krydsede ben endelig fik mændene til at reparere en livsfarlig og nedslidt vej. Herhjemme er det gået stik modsat, hvor kvinder som stats-, forsvars- og udenrigsministre samt partiledere har sendt Danmark i krig - uden at deres mænd eller særlig mange andre protesterer.
Tom Vilmer Paamand - december 2015





Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015





... Aktuelle Indlæg
... Indlæg fra 2017
... Indlæg fra 2016
... Indlæg fra 2015
... Indlæg fra 2014
... Indlæg fra 2013
... Indlæg før 2013

AldrigMereKrig.dk ©2012