Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Fogh frygtede ikke dom som krigsforbryder
Fredsbilleder... UDREDT: Anders Fogh Rasmussen spurgte sine embedsmænd, om han kunne blive retsforfulgt for dansk deltagelse i Irakkrigen. Dette fremgår af Jesper Tynells bog "Mørkelygten" fra 2014. Men måske er dette at gøre skarn uret, for kilderne kan også læses med et helt andet resultat.
Anekdoten om den bange statsminister er næsten for god til at pille ved, men den passer ikke helt til mandens rigeligt stålsatte og kronisk bedrevidende natur. Per Stig Møller kaldte denne gode sviner for helt vild, og sagde han ikke havde hørt om den før - men heller ikke dette er helt korrekt.
Spørgsmålet var slet ikke så ukendt dengang. selv om den historiske krigsudredning kun nævner lidt af forhistorien. Nemlig at den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen den 14/3 2003 havde vurderet, at da krigen ville foregå uden om FN og således var ulovlig, kunne danske soldater, diplomater og statsoverhoved retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol.
Også Ole Wæver, professor i statskundskab, kaldte krigsdeltagelsen for uholdbar. Spørgsmålet om danske soldaters rolle som mulige krigsforbryder blev diskuteret i vide kredse, herunder i soldaternes fagforeninger. For at berolige soldaterne udsendte Danmark som det eneste land derfor også en formel krigserklæring - hvilket i øvrigt slet ikke er nævnt i Krigsudredningen.
Trods Per Stig Møller blafrende hukommelse, måtte han dengang svare på netop dette spørgsmål i Folketinget. Her blev det ikke stillet af Fogh, men af Villy Søvndal fra SF dagen efter Ole Espersens udspil (og på vegne af diverse fredsaktivister): "Vil udenrigsministeren redegøre for sandsynligheden for, at danske politikere, der har sendt danske soldater afsted i en USA-ledet krig mod Irak uden opbakning fra FN, vil kunne sættes for Den Internationale Straffedomstol?".
Per Stig Møller læste et længere svar fra sine embedsmænd op, der nok ikke helt tilfældigt rummer de samme ord, som Tynell i sin bog udelukkende vinkler på Fogh: "Det betyder, at ICC indtil videre ikke er kompetent til at retsforfølge personer for at have begået forbrydelsen aggression", samt at "selv i den usandsynlige situation, hvor et dansk regeringsmedlem direkte beordrer danske styrker til at begå forbrydelser underlagt ICC's jurisdiktion, må risikoen for retsforfølgning ved denne domstol altså i praksis anses for udelukket".
Dette tyder på, at Tynells notat nok ikke helt er opstået som angivet i hans bog - med en frygtsom Fogh bag. Tynell skriver dog også, at den engelske premierminister Tony Blair på samme tid bekymrede sig. Det er muligt, men det var i marts 2003, så dette flytter blot tidsrammen til flere uger efter, at SF bad om svar i Danmark.
Nogle år senere blev Den Internationale Straffedomstols mandat udvidet med de såkaldte Kampalaændringer om aggressionsforbrydelser. Disse gør det netop muligt at straffe politikere for aggression, dog ikke med tilbagevirkende kraft til fx 2003, og kun såfremt deres eget land har tilsluttet sig muligheden.
Dette har vor nusiddende regering i december 2018 afvist at ratificere med følgende stolte erklæring: "Danmark er således et af få lande, der vurderer, at magtanvendelse uden mandat fra Sikkerhedsrådet for at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb (humanitær intervention) i helt ekstraordinære tilfælde kan være juridisk forsvarligt."
Tom Vilmer Paamand - februar 2019






Flere historier fra 2019...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015





... Aktuelle Indlæg
... Indlæg fra 2017
... Indlæg fra 2016
... Indlæg fra 2015
... Indlæg fra 2014
... Indlæg fra 2013
... Indlæg før 2013

AldrigMereKrig.dk ©2012