Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Fogh frygtede ikke dom som krigsforbryder
Fredsbilleder... UDREDT: Anders Fogh Rasmussen spurgte sine embedsmænd, om han kunne blive retsforfulgt for dansk deltagelse i Irakkrigen. Dette fremgår af Jesper Tynells bog "Mørkelygten" fra 2014. Men måske er dette at gøre skarn uret, for kilderne kan også læses med et helt andet resultat.
Anekdoten om den bange statsminister er næsten for god til at pille ved, men den passer ikke helt til mandens rigeligt stålsatte og kronisk bedrevidende natur. Per Stig Møller kaldte denne gode sviner for helt vild, og sagde han ikke havde hørt om den før - men heller ikke dette er helt korrekt.
Spørgsmålet var slet ikke så ukendt dengang. selv om den historiske krigsudredning kun nævner lidt af forhistorien. Nemlig at den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen den 14/3 2003 havde vurderet, at da krigen ville foregå uden om FN og således var ulovlig, kunne danske soldater, diplomater og statsoverhoved retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol.
Også Ole Wæver, professor i statskundskab, kaldte krigsdeltagelsen for uholdbar. Spørgsmålet om danske soldaters rolle som mulige krigsforbryder blev diskuteret i vide kredse, herunder i soldaternes fagforeninger. For at berolige soldaterne udsendte Danmark som det eneste land derfor også en formel krigserklæring - hvilket i øvrigt slet ikke er nævnt i Krigsudredningen.
Trods Per Stig Møller blafrende hukommelse, måtte han dengang svare på netop dette spørgsmål i Folketinget. Her blev det ikke stillet af Fogh, men af Villy Søvndal fra SF dagen efter Ole Espersens udspil (og på vegne af diverse fredsaktivister): "Vil udenrigsministeren redegøre for sandsynligheden for, at danske politikere, der har sendt danske soldater afsted i en USA-ledet krig mod Irak uden opbakning fra FN, vil kunne sættes for Den Internationale Straffedomstol?".
Per Stig Møller læste et længere svar fra sine embedsmænd op, der nok ikke helt tilfældigt rummer de samme ord, som Tynell i sin bog udelukkende vinkler på Fogh: "Det betyder, at ICC indtil videre ikke er kompetent til at retsforfølge personer for at have begået forbrydelsen aggression", samt at "selv i den usandsynlige situation, hvor et dansk regeringsmedlem direkte beordrer danske styrker til at begå forbrydelser underlagt ICC's jurisdiktion, må risikoen for retsforfølgning ved denne domstol altså i praksis anses for udelukket".
Dette tyder på, at Tynells notat nok ikke helt er opstået som angivet i hans bog - med en frygtsom Fogh bag. Tynell skriver dog også, at den engelske premierminister Tony Blair på samme tid bekymrede sig. Det er muligt, men det var i marts 2003, så dette flytter blot tidsrammen til flere uger efter, at SF bad om svar i Danmark.
Nogle år senere blev Den Internationale Straffedomstols mandat udvidet med de såkaldte Kampalaændringer om aggressionsforbrydelser. Disse gør det netop muligt at straffe politikere for aggression, dog ikke med tilbagevirkende kraft til fx 2003, og kun såfremt deres eget land har tilsluttet sig muligheden.
Dette har vor nusiddende regering i december 2018 afvist at ratificere med følgende stolte erklæring: "Danmark er således et af få lande, der vurderer, at magtanvendelse uden mandat fra Sikkerhedsrådet for at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb (humanitær intervention) i helt ekstraordinære tilfælde kan være juridisk forsvarligt."
Tom Vilmer Paamand - februar 2019






Flere historier fra 2019...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Myten om behovet for kampfly
Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden.
Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.
I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer.
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden.
Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.
En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor "deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler".
- En meget længere version med mere dokumentation blev bragt i Politiken. Se den på FRED.dk.

Tom Vilmer Paamand - august 2015





... Aktuelle Indlæg
... Indlæg fra 2017
... Indlæg fra 2016
... Indlæg fra 2015
... Indlæg fra 2014
... Indlæg fra 2013
... Indlæg før 2013

AldrigMereKrig.dk ©2012