Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle AMK Kommentarer.
Share button


Helger og Larsen hædret for ukrudtsbekendelser

Foreningen Aldrig Mere Krig har tildelt skuespillerne Anne Marie Helger og Peter Larsen foreningens Fredsrose, for med fredfyldte antimilitaristiske ukrudts-bekendelser at gøgle imod krig.
"Anne Marie Helger og Peter Larsen får Fredsrosen for deres ihærdighed, for når regeringen igen og igen kalder til krig, står de to gøglere altid klar til at protestere. Det gør vi andre også, men det bliver altid meget hyggeligere, sjovere og langt mere gennemtrængende, når deres struber og mimik er med til at understrege budskabet", sagde Tom Vilmer Paamand, formand for Aldrig Mere Krig, under overrækkelsen. "Anne Marie Helger og Peter Larsen møder frem, ikke kun fordi der kaldes - men fordi de selv mener noget med det, som højlydt erklærede pacifister og militær-nægtere. Så tak for al den ballade i fredens navn!"
Fredsprisen blev uddelt på Den Internationale Højskole i Helsingør, hvor Aldrig Mere Krig mandag markerede sit 90 års jubilæum. I nyere tid er Fredsrosen givet til så forskellige modtagere som fredsaktivist Ulla Røder, fredsforsker Jan Øberg, musiker Henrik Goldschmidt, ingeniørfirmaet Rambøll og den tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl - og består af et indrammet diplom med en malet fredsrose.
"Det fine er, at Anne Marie Helger og Peter Larsen ikke kun stiller op på de opstillede scener, men også velvilligt er med i mindre sammenhænge og bag kulisserne. Da Aldrig Mere opstillede en mindesten i Gribskov for militærnægterloven fra 1917, mødte de frem. Og senest hjalp Helger og Larsen med under Folkemødet på Bornholm, hvor vi sammen erobrede al opmærksomheden på den store festplads til en tale om fred", fortæller Tom Vilmer Paamand.
Få foto i højere opløsning samt pressemeddelelse og Fredsrose-diplom.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2016





Flere historier fra 2016...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


Den fredelige befrielse af Danmark...
Danskerne havde ikke forventet en fredelig befrielse, og kun tilfældigheder i krigens sidste dage afgjorde dette. Et gigantisk allieret luftangreb var den 2. april 1945 på vingerne mod Danmark. En flåde på 1.300 bombe- og jagerfly skulle ramme seks tyske flyvepladser i Danmark for at sikre allieret luftherredømme, men kort før Jylland vendte de om. Sigtbarheden var for ringe, så risikoen for mere omfattende civile skader var for stor.
Næste dag forsøgtes igen, men det dårlige vejr fortsatte. Planen blev så aflyst - og Danmark slap helt for dette omfattende bombardement, der trods de anførte hensyn ville have fået de senere Sovjet-bombede byer på Bornholm til at ligne et par mindre detaljer. Kun Skrydstrup Flyveplads blev bombet igennem ved to angreb i ugerne efter. I årene inden var andre flyvepladser, fabrikker og andre tyske støttepunkter i Danmark blevet ramt af mere end 25.000 bomber fra allierede fly. En del af dem var nærmest tilfældige, hvor bombemaskiner skulle have tømt lasten på vej hjem fra angreb i Tyskland.
En dansk kvinde blev den 4. september 1939 det første civile offer for luftangreb i Vesteuropa under 2. Verdenskrig, da en vildfaren engelsk bombemaskine kastede bomber over Esbjerg. Der var jævnligt mindre engelske flyangreb mod tog- og landevejstrafikken. Mest kendt er et par "blodige søndage" i krigens sidste år, hvor 45 blev dræbt og mange såret. I dagene lige op til Befrielsen sænkede englænderne skibe i et voldsomt omfang i den sydlige del af Danmark. De samlede tabstal er ikke kendte, men fx blev to tyske transportskibe ramt ud for Lübeck, hvorved 7.000 evakuerede kz-fanger døde.
Tysklands øverstbefalende i Danmark forberedte fortsat ihærdigt frem til maj forsvaret mod englænderne, og gravede så sent som i april Die Kriemhild-Stellung, et forsvarsanlæg på tværs af det nordlige Sønderjylland. Og kort før befrielsen lød ordren, at alle samfundsvigtige anlæg som elektricitetsværker, havne og broer i Danmark skulle sprænges i luften.
Den 5. maj kom alligevel den kendte erklæring om at "De tyske tropper i Danmark har overgivet sig", men dette var ikke helt korrekt. Kapitulationen gjaldt kun til den 21. Britiske Armégruppe, der fortsat var 200 km fra at nå den dansk-tyske grænse. Den gjaldt heller ikke for Bornholm, hvor tyskerne altså fortsat befandt sig i krig mod angribende styrker fra Sovjet.
I resten af Danmark bevarede Tyskland kontrollen over egne styrker, der fortsat var fuldt bevæbnede. De henrettede fx den 6. maj i Sønderborg elve tyske marinesoldater for mytteri. Hverken den danske stat eller den nu meget synlige modstandsbevægelse havde nogen formel magt over deres slagne fjende, og den tyske værnemagt ville ikke lade sig stoppe af selvbestaltede danske patruljer.
Befrielsesdagen blev Besættelsens blodigste døgn, og de voldsomme sammenstød fortsatte indtil den 7. maj, hvor de engelske styrker nåede frem til Danmark, og kunne forhandle kapitulationen på plads. Samtidigt overgav de tyske styrker på Bornholm sig til Sovjet, men først efter sønderbombninger af Nexø og Rønne, hvor 10 danskere blev dræbt. Den tyske generalstab arbejdede videre efter befrielsen i hovedkvarteret i Silkeborg, men nu med at ordne evakueringen i samarbejde med de engelske tropper. Først da dette var på plads den 6. juni, blev den tyske øverstkommanderende endeligt afsat.
Tom Vilmer Paamand - maj 2015




... Aktuelle Indlæg ...
... Indlæg fra 2014 ...
... Indlæg fra 2013 ...
AldrigMereKrig.dk ©2012