Færre bliver dræbt i krig end nogensinde før
På trods af al verdens meget omtalte ufred, bliver der reelt dræbt færre og færre i krige. Harvard-professor Steven Pinker præsenterede sin forskning om dette i bogen "The Better Angels of Our Nature" i 2011, og fastholder fortsat analysen. I bogens statistik er krig en voldelig konflikt med mere end 1.000 døde om året, og selv hvis der måles i tiårs-afsnit på tiden efter Anden Verdenskrig, befinder verden sig nu i sin fredeligste periode. til gengæld er der en stigende mængde mindre oprør, og Pinkers optimisme forholder sig ikke til fx det ufredelige i at leve under strukturel vold i et aggressivt samfundssystem, hvor magthaverne har lært at undertrykke med bløde våben uden for mange dødsfald.
Tom Vilmer Paamand - august 2015
> Venstres nye fodfejl og løgne om krigene UDREDT: Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup erkender efter udgivelsen af den historiske krigsudredning, at der blev begået "nogle fodfejl" op til Irak-krigen. Men han fastholder som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, at "spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben ikke er nævnt" i det skriftlige grundlag, som Folketinget stemte om: "Vi gik ind i krigen på baggrund af, at Saddam Husseins regering ikke ville overholde FN's resolutioner. Man kan ikke stille spørgsmålstegn ved det grundlag". Her er så alligevel et spørgsmålstegn. Den allerkorteste version af beslutningsgrundlag B 118 fra den 21. marts 2003 lyder korrekt nok kun: "Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak". Men det reelt fremsatte forslag, som Folketinget stemte om, har en del flere linjer. Her i blandt at "et militært bidrag vil samtidig være i overensstemmelse med den hidtidige danske politik over for Irak og med den danske ikke-spredningspolitik i relation til masseødelæggelsesvåben". Oven i rummer den daværende regerings officielt fremlagte bemærkninger til forslaget yderligere ti direkte henvisninger til masseødelæggelsesvåben. Og under debatten i salen om folketingsbeslutningen blev masseødelæggelsesvåben nævnt 82 gange mere, også af Venstres egen ordfører. Hvilket blev yderligere skåret ud i pap i den tale, som Fogh selv holdt efter vedtagelsen af forslaget. På trods af udenrigsordførerens manipulation, når også den historiske udredning til samme indlysende konklusion: "At det var Iraks masseødelæggelsesvåben, der var den grundlæggende årsag, understreges af ... den første begrundelse for regeringens beslutning". Venstre har derfor absolut ingen grund til sin glade udmelding om at rapporten frikender partiet for at have misinformeret. I stedet fortsætter Venstres udenrigsordfører dumstædigt med samme uheldige praksis. Venstres påstand om at Folketinget ikke stemte om masseødelæggelsesvåben, er dokumenterbart ikke korrekt - og denne kritik kan nu læses i den historiske udredning, som Venstre selv bestilte. Tom Vilmer Paamand - februar 2019