Militæret hugger fra besparelserne
Det tegner til, at det snart bliver alvor med besparelser på forsvaret. Jeg gætter på, at man i praksis vil afskaffe værnepligten og dermed hele militærnægterordningen. Det må dog ses som en vigtig delsejr efter snart 90 års AMK-arbejde. Når det så bliver et rent professionelt militær, kan det kun styres politisk ligesom man gør med grønlandske slædehunde: Man skal sulte dem så meget, at de nok knurrer, men ikke bider. Forsvaret, der har indset, hvad klokken er slået, er selv kommet med et par små bud til spareøvelsen.
Man nedlægger et par kaserner og sælger noget af udstyret. Med kasernerne vil man først se et rend af borgmestre, som vil klage over at miste gode skatteydere, men ellers er det da i orden. Så bliver der åbnet for salg af bygninger og øvelsesarealer. I Ninn Hansens tid som forsvarsminister - og både før og efter fik man indført et helt nyt langt ord og begreb i det danske sprog: "Provenufinansieringsordningen". Man (Ninn Hansen) benævnte de nedlagte kaserner "Forsvarets Arealer", og fortsatte med at provenuet fra deres salg selvfølgelig skulle tilgå forsvaret til yderligere rationalisering, dvs. oprustning.
Men det skulle da bare mangle. At en lejer/bruger bare lige skulle kunne udbyde og sælge hele molevitten og indkassere salgsprisen. Disse "arealer", næsten 30.000 hektar af Danmarks jord, havde vores forfædre købt og stillet til rådighed for militære øvelser. Når så jord og bygninger ikke mere skal bruges af militæret, står det ejeren/folket/samfundet frit til at bestemme deres ny anvendelse. Aldrig Mere Krig gjorde i l990erne en stor indsats for at præcisere dette forhold, og fik medhold af flere politikere. Især Ekstra Bladet var dygtige til at skære det ud i pap. Det endte med at man i et par korte år før 2000 ikke talte om og brugte provenufinansiering.
Men så kom det dog alligevel igen, direkte nævnt i de to seneste forsvarsforlig. Det bliver dog ikke rigtigere af den grund. Måske vil vi igen blive nødt til at kæmpe for folkets råderet over egen jord og bede Ekstra Bladet om at hjælpe os. Så er der det med udstyret - våben og krigsmateriel. Her kommer den radikale Niels Helveg Petersen ind fra sin tid som udenrigsminister i 1997. Da skrev han (eller ambassadøren) i FN under på en anbefaling til alle medlemslande om at lade alle våben destruere, som var blevet udfaset fra landenes væbnede styrker, så de ikke skulle falde i hænderne på illegale eller kriminelle. Kort tid derefter orienterede Niels Helveg Folketinget om beslutningen, og fik den dermed ratificeret.
De våbenansvarlige indenfor Forsvaret, Hjemmeværnet og Politiet har imidlertid været meget tungnemme overfor denne beslutning. Den kunne da vel ikke gælde for "deres" våben? Forsvaret har solgt/foræret af de udfasede våben til baltiske lande og Zimbabwe, og Politiet under Lene Espersen solgte alle 10.000 af deres gamle tjenestepistoler til genbrug.
Selv da hun blev gjort opmærksom på destruktionsforpligtelsen, og der kun var en container tilbage med pistoler, skulle den da også liiige sælges først, "for en aftale er en aftale". Inden de kommer for godt i gang med et nyt udsalg, må Niels Helveg og Co. derfor minde dem om, at hans aftaler altså også er aftaler.
Geert Grønnegaard - november 2012
> Fesen opfølgning på krigsudredning Hvad kan regeringen oplyse om opfølgningen på krigsudredningen? Dette rigeligt neutrale spørgsmål har udenrigsministeren og forsvarsministeren skullet besvare, som stort set sidste punkt i Folketinget for året 2019. Den tre timer lange debat bragte kun de gammelkendte synspunkter frem, hvor fx Socialdemokratiet nu i regering ikke længere støtter kravet om to tredjedeles flertal for krig (dette er kun opnået to gange de sidste 30 år). Libyen blev trukket frem som et kedeligt eksempel på, at selv et meget bredt flertal ikke beskytter imod en dårlig beslutning.Udenrigsminister Jeppe Kofod gentog mekanisk den tomme påstand, om at "et militært indgreb er det sidste middel i værktøjskassen, for man skal forsøge alle andre midler først".Han lovede fremover en grundig erfaringsopsamling i forbindelse med internationale operationer.Og der bliver nok at tage fat på, for regeringen agter at føre en "endog meget aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, fordi det sikrer stabilitet og fred ude i verden og dermed tryghed og sikkerhed herhjemme". Til afslutning blev fremsat to forslag. Begge opfordrede "den til enhver tid siddende regering til at sikre tidlig, løbende og fyldestgørende inddragelse af Folketinget ved beslutninger om dansk deltagelse i internationale militære operationer, hvor både formålet med det danske bidrag, den samlede strategi med kobling til andre ikkemilitære spor og påtænkte exitstrategier beskrives". Det enstemmigt vedtagne forslag tilføjede kun en opfordring om at "den til enhver tid siddende regering til, med udgangspunkt i det forudsatte formål, at give en grundig gennemgang og evaluering af indsatsen i Det Udenrigspolitiske Nævn, når et større bidrag fra en international operation er hjemtaget eller hvert femte år for længerevarende bidrag". Samt at "den til enhver tid siddende regering bør søge bred opbakning til indsatsen i Folketinget". ALT, EL og SF fik afvist et mere specifikt forslag, hvor regeringen opfordredes "til at indføre et princip om to tredjedele flertal i Folketinget ved udsendelse af danske soldater". Oven i skulle den opfølgende evaluering af indsatsen ikke gemmes bort i Det Udenrigspolitiske Nævn, men gives til hele Folketinget. Dette blev afvist af flertallet, der heller ikke ville beklage, at "regeringen har valgt ikke at genåbne Irakkommissionen". Resultatet blev altså nogle løfter om mere offentlighed, men mest gemt væk i et nævn, der per definition er lukket land og hvor medlemmerne har stram tavshedspligt... Læs en længere gennemgang på FRED.dk Tom Vilmer Paamand - januar 2020