Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Fra en tid med 'berufsverbot' mod militærkritik
Fredsbilleder... 7. februar døde Karl Otto Meyer, der var en kendt mand fra det danske mindretal i Sydslesvig. Han var uddannet lærer og sad som politiker 25 år i delstaten Slesvig-Holstens parlament, men blev også chefredaktør for Flensborg Avis.
Begge steder stod han frem som fredsaktivist, atomkraftmodstander og EU-skeptiker, hvilket som yngre betød at han fik statsligt forbud mod at arbejde som lærer. Sådanne berufsverbot (ansættelsesforbud) er i Tyskland forbud mod ansættelse i offentlige stillinger af personer, som er mistænkt for en "forfatningsfjendtlig" indstilling. Forordningen hedder officielt Radikalenerlass, altså ekstremistforordningen, og blev indført i det daværende Vesttyskland i 1972.
Meyer mistede sin stilling som skoleleder og fik forbud mod at undervise, da han offentligt i Sønderborg 1952 havde kritiseret vesttyske planer for genoprustning. Meyer mente også, at dansksindede sydslesvigere skulle nægte tysk militærtjeneste, da der fortsat var problemer med dette mindretals mulighed for at få dansk skoleundervisning og politisk indflydelse på landspolitikken.
Delstatens kulturminister erklærede, at sådanne holdninger stred mod den loyalitetspligt over for staten, som kræves af offentligt ansatte, og fik Meyer fyret. Forbuddet betød at han stod uden arbejde og indtægt, men han kæmpede videre mod forbuddet ved domstolene – og vandt efter to års sit job tilbage.
Fyringen af Meyer gjorde ham kendt, for gennem årene blev officielt kun 328 vesttyskere ramt på samme vis. Selv om retspolitiske organisationer anslår tallet til op mod 1250, er formålet med forordningen primært at skræmme til passivitet og lydighed, og flere millioner tyskere er blevet undersøgt. At gøre dette kræver omfattende overvågning og enorme arkiver hos sikkerhedstjenesterne.
Siden 2003 er dog kun en enkelt lærer blevet nægtet statslig ansættelse, da han havde deltaget i demonstrationer mod nazisme og tysk krigsdeltagelse, samt var talsmand for den autonome antikrigsgruppe Antifaschistischen Initiative. Han vandt sin genansættelse i 2007. Selvom sjældent brugt er truslen om berufsverbot fortsat en mulighed, da kun to delstater helt har afskaffet ordningen.
Tom Vilmer Paamand - februar 2016





Flere historier fra 2016...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Myten om behovet for kampfly
Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden.
Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.
I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer.
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden.
Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.
En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor "deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler".
- En meget længere version med mere dokumentation blev bragt i Politiken. Se den på FRED.dk.

Tom Vilmer Paamand - august 2015





... Aktuelle Indlæg
... Indlæg fra 2017
... Indlæg fra 2016
... Indlæg fra 2015
... Indlæg fra 2014
... Indlæg fra 2013
... Indlæg før 2013

AldrigMereKrig.dk ©2012