Klø til NATO for militærbedrag "Danmark får klø for sine militærbidrag i ny NATO-rapport", skrev vort lands aviser. Vi fredsfolk kritiserer også Danmarks militærbedrag, men af ganske andre årsager - og NATO burde være enig i vores kritik. NATOs meget sjældent citerede formål er nemlig at "leve i fred med alle nationer", "bilægge enhver international strid ved fredelige midler" og "afstå fra trusler og magtanvendelse"! Organisationen havde ved sin start i 1949 meget svært ved at finde opbakning, og valgte derfor at basere sig på FNs fine målsætninger - omend praksis hurtigt viste sig at være markant anderledes. Alligevel er NATOs officielle mål fortsat de nævnte fredelige, ligesom det danske forsvar har som overordnet mål at "forebygge konflikter og krig". NATOs formål burde spænde ben for alle organisationens efterfølgende rent militære krav, fx om at Danmark indkøber flere og flere våben. Danmark burde derfor besvare NATOs kritik med et markant svar om hvor mange penge, vi i stedet har brugt på at bilægge strid ved fredelige midler. Og afkræve resten af NATO-landene tilsvarende fredelige opgørelser, for hvordan milliarderne brugt på militært isenkram kan leve op til NATOs erklærede fredsmål. Ligesom med NATOs bizarre krav om procentmål, lever Danmark dog heller ikke op til NATOs officielle mål om fred endnu, hvorimod især Norge ville stå flot med deres omfattende initiativer for en fredelig udvikling rundt om på kloden. Danmark har desværre masser af forspildte muligheder at genbruge eller lære af - for få årtier siden steg udviklingsbistanden mere end bevillinger til bomber, men nu går det den gale vej igen. Den verdenskendte indsats med tusinder udsendt til FNs fredsbevarende Blå Baretter er afviklet, og i stedet er Danmark blevet krigsførende i USAs skørter - oftest i samarbejde med det ene diktatur i krigen mod et andet. Danmark opruster i Arktis, våbeneksporten blomstrer og de påkrævede EU-rapporter om den er nedlagt. Og al dansk fredsforskning er afskaffet. Folketinget burde derfor presse på for at Danmark kunne levere langt flottere styrkemål for en fredelig indsats, i stedet for fejlagtigt at støtte NATOs fortsatte vildveje væk fra sin egen målsætning. I 80erne turde modige danske politikere møde op hos NATO, der i teorien består af ligestillede medlemmer, og argumentere mod militære planer, der ville lede direkte til en altødelæggende atomkrig. Siden nedrustede verden til færre atombomber, men der er fortsat så rigeligt til at det nemt går helt galt - for os alle. Danske regeringer har ikke siden markeret selvstændige holdninger, hverken om atomvåben eller om fredsskabelse. Uanset hvordan verdens lande i øvrigt opfører sig, har de alle skrevet under på FNs 75 år gamle vision om at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". En menneskealders kriser og konflikt senere er det på høje tid at få dette gjort til virkelighed. Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
> Politisk sameksistens i USA efter stormen? Den voldsomme ballade i USA ved præsidentskiftet viser et USA med en fortsat mere og mere radikalt splittet befolkning. Anne Applebaum fra tidsskriftet The Atlantic har samlet nogle fine forslag til en mulig bedre fremtid. Her er en kort sammenfatning:
21 procent støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side. Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde. Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader. En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden. Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at bringe oprørere fra de Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat. USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem. Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job. Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum, men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!
Dette er en kort sammenfatning, men hele Anne Applebaums lange analyse bør læses (her). Hendes bøn om en sådan aktiv sameksistens bliver ikke mødt med den eftertænksomme imødekommenhed, som hun efterspørger - og da slet ikke fordi hun effektfuldt trækker paralleller fra USA til alverdens mislykkede stater. Men Applebaums eksempler fra Nordirland og Colombia dokumenterer, at den foreslåede sameksistens faktisk har vist sig mulig. Det betyder ikke blindt at slå en streg over fortidens ugerninger, men er et forsøg på at sørge for, at en grim fortid ikke fastholder samfund i en voldsspiral i al fremtid. Heller ikke Danmark har som fokus at være med til at udvikle sådanne virksomme alternativer, der kunne forberede en hel befolkning på at stoppe gensidig blodhævn - men det var da et fornuftigt mål at stile efter. Tom Vilmer Paamand - januar 2021