USA overvejede atomvåben mod Irak
I 2003 bad USAs daværende vicepræsident Dick Cheney om en vurdering af hvor mange taktiske atomvåben, det ville kræve at eliminere en division af Saddam Husseins Republikanske Garde. Og før krigsudbruddet besøgte Cheney ofte CIA for at mobbe dem til mere krigeriske udmeldinger om truslen fra Iraks påståede masseødelæggelsesvåben, som CIA så gav til regering og præsident. Cheney havde uforholdsmæssig megen indflydelse som vicepræsident, bemyndiget af George W. Bush selv.
Dette fremgår af en ny biografi af den tidligere præsident George Herbert Bush, faderen til George W. Bush: "Destiny and Power: the American Odyssey of George Herbert Walker Bush". I øvrigt var svaret, at 17 atombomber ville være nok mod en enkelt division, som der var i alt otte af.
Tom Vilmer Paamand - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium: I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktatens artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021