Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Ikkevoldens grand old man er død
Fredsbilleder... Gene Sharp er død som 90-årig. Han var voldsomt præget af Gandhi, og udgav en række fagbøger om ikkevoldskamp. De vigtigste er trebindsværket "The Politics of Nonviolent Action" med de kendte " 198 Methods of Nonviolent Action", og den mest læste er "From Dictatorship to Democracy".
Gene Sharp var sammen med Bertrand Russell med til at organisere Londons første atommarch i 1958, og han arbejdede sammen med fredsforskerne Johan Galtung og Arne Næss. I 70erne var han medredaktør af den internationale fredsavis " Peace News". I en lang periode var han leder af Harvard Universitys " Center for International affairs". I 1982 inviterede han mig til Harvard for at holde foredrag om mine teser om " Ikkevold som strategi i klassekampen".
Gene Sharp var grundlægger af "The Albert Einstein Institution", en organisation baseret på frivillige bidrag, som beskæftiger sig med udviklingen af ikkevoldelige kampmidler. Han teorier fejrede i hans sidste år meget store triumfer. Jeg tænker her på de ikkevoldelige revolutioner, der fik Sovjetunionen til at bryde sammen.
Det betød at det amerikanske militær fik øjnene op for den kraft, der ligger i folkelige ikkevoldelige protester. De folkelige protester i Hviderusland og Ukraine var baseret på Gene Sharps teorier. I sine sidste år fik han støtte fra Ford Foundation og RAND Corporation. Begge var organisationer, som vi i ungdomsoprøret betragtede som ren CIA-finansiering. Oprøret på Maidan Pladsen i Ukraine var også baseret på Sharps teorier, og det amerikanske militær sikrede oprørerne telte, mad og kommunikationsmidler.
Jeg husker Gene Sharp som en karismatisk personlighed. Æret været hans minde.
Jens Thoft - februar 2018




Flere historier fra 2018...
Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...


>  Missilskjoldets fantomsikkerhed
Under den kolde krig arbejdede Sveriges navnkundige statsminister Olof Palme på at skabe en fælles sikkerhed for alle, såvel venner som mulige fjender. Palme forstod at sikkerhed i sin natur var udelelig. Hvis en alliancepart ensidigt ville øgede sin sikkerhed gennem opbygning af militær kapacitet, så måtte en anden alliance uvægerligt opleve sin sikkerhed som forringet, og føle sig nødsaget til at svare igen ved at følge trop med en oprustningsspiral af svar og gensvar til følge. Hvis fx Warszawapagten med Sovjetunionen i spidsen kun tænkte på at øge egen sikkerhed overfor forestillede angreb fra forestillede fjender, som fx NATO, igennem en ensidig militæropbygning, så ville det blot medføre at NATO-landene kunne føle sig mere usikre. Og omvendt på samme måde.
Aktuelt må således Rusland stille sig selv spørgsmålet om, hvilke interesser NATOs planlagte oprustning med et missilskjold med usårlighed til følge, så mon skal tjene? At bruge ressourcer på opbygning og vedligehold af et effektivt missilskjold måtte jo betyde at NATO-landene var usikre på Ruslands fredelige hensigter og faktisk bange for at blive truet med og måske angrebet af Rusland med atomvåben. Men ledelsen i Rusland ved jo, at NATO-landet USA til enhver tid kan svare igen på et militært angreb og smadre Rusland med et angreb med atomvåben - og mht. konventionelt militær så ved russerne, at NATO-landene har investeret for det tidobbelte af Rusland, så hvorfor vil NATO så bruge ressourcer på at opbygge et missilskjold, som ifølge al politisk og militær fornuft må ses som sikkerhedsmæssigt formålsløst og penge ud af lommen?
Den ansvarlige ledelse i Rusland må så blive nødt til at spørge, hvad så mon formålet kan være? Og dette vel ikke mindst set i lyset af at NATO siden murens fald har ekspanderet mod øst - stadigt tættere på det minimerede Ruslands grænser? Derfor - russisk fjendebillede af os eller ej - kan vi fortænke russere i at spørge hverandre, om virkelig NATO med USA i spidsen, snart siddende i sikkert ly bag missilskjoldet, kan tænkes at ville bruge denne nye usårlighed i aggressivt øjemed? Det kunne fx være til næsten omkostningsfrit, at føre en mere aggressiv nationalistisk udenrigspolitik og om nødvendigt true Rusland og alverden til at makke ret, næste gang der kommer uoverensstemmelser om ressourcer og geopolitik? Ja kan vi - med tanke på måske, at se især Donald Trump som USAs næste præsident - fortænke russerne i at føle sig ekstremt usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle-medie-akademiske kompleks, så kan hitte på?
På den baggrund må endog USAs atomvåben opleves som en mulig trussel? Og hvad gør en panisk russisk ledelse så for at beskytte sin befolkning? Forhåbentlig vil russerne henvise til Olof Palmes tanke om den fælles sikkerhed, og så må vi støtte det. Men vi må hellere tage sagen i vores egen hånd og straks stoppe opbygningen af missilskjoldet, og i stedet sætte gang i tillidsskabende foranstaltninger, som led i opbygningen af samarbejde om fælles sikkerhed. Gorbatjov sagde efter afslutningen på den kolde krig, at det var den brede fredsbevægelse i Vesten, der havde givet ham tillid til at det var muligt at stoppe den daværende dødsensfarlige atomvåbenkaprustning.
Arne Hansen - marts 2016



... Aktuelle Indlæg ...
... Indlæg fra 2014 ...
... Indlæg fra 2013 ...
AldrigMereKrig.dk ©2012