Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Kommentarer
Share button


Aflivede mink og Den Kolde Krigs massegrave...
I disse dage handler ordet massegrav ikke om krigsforbrydelser i fjerne lande, men om pelsdyr. Mink avles for at blive dræbt og svøbt om rige mennesker, men coronaen fik regeringen til at forlange en rigeligt hurtig aflivning af de mange millioner mink i Danmark.
Tonsvis af døde dyr fik pludselig embedsværket sat på kreativt arbejde med logistikken omkring henrettelser i stor skala, transport af lig samt ikke mindst massegrave til ligbunkerne - og overraskende nok også af soldater til overvågning af drabene. Metodikken fik nogle af minkavlernes støtter til at drage grove paralleller til nazi-tiden, men Danmark har selv i nyere tid planlagt massegrave i denne størrelsesorden – til menneskekroppe.
I slutningen af 1970erne blev alle kommuner nemlig pålagt at udpege områder til de forventede massebegravelser, som en atomkrig ville medføre. Rettidig omhu, for Den Kolde Krig var på sit højeste, og atomraketterne stod kampklare i Sovjet og USA - alle ventede blot med tilbageholdt åndedræt på at ulykken skete.
Diverse ministerier etablerede derfor hvad der med bevidst abstrakt sprogbrug blev kaldt Civilregionernes Hygiejniske Beredskab. Ordene dækkede over et akut behov for at få placeret mindst 300 nødbegravelsespladser på landkortet. Vel at mærke ikke som en øvelse, for som det blev uddybet, skulle det være pladser, der kan anvendes til virkelige massebegravelser i krigssituationer.
Lige som med de aktuelle massegrave, var der mange hensyn på spil. Først og fremmest risikoen for grundvandsforurening – også af radioaktive materialer – og dermed krav om rimelig lav grundvandsstand i de udpegede områder samt god afstand til vandindvinding. En anden vigtig detalje var gode tilkørselsmuligheder – naturligvis var også DSB involveret i overvejelserne, for togtransport har altid været en effektiv del af masseudryddelser.
Landets dygtige embedsfolk blev sat på opgaven, der trods omfanget blev søgt gennemført diskret. Men med tusinder af involverede, var det ikke muligt. Der kom alligevel store overskrifter i landets aviser, presset frem af nævenyttige fredsfolk, der mente energien burde bruges på at afværge atomkrig, ikke på at planlægge livet efter ragnarok.
I dag er tusinder af affyringsklare atomvåben fortsat klar til krig, men de aktuelle ligbunker er heldigvis kun døde mink, og de er ikke endt i koldkrigens nødgrave. I stedet ligger de og stinker bag hegnet på diverse militære anlæg. Beredskabsstyrelsen har nemlig ikke længere overblik over landets potentielle massegrave.
Her i nutiden er vore skiftende regeringer holdt op med at planlægge dybe huller til krigens dræbte på Danmarkskortet, og har også nedlagt de mange lokale bunkers, hvorfra både civilbefolkningens og krigens ve og vel skulle styres. Dog bortset fra regeringens egen lille bunker i Hellebæk ved Helsingør, der fortsat står klar til at redde dem selv og udvalgte embedsmænd.
Ligesom under Den Kolde krig gør danske regeringer intet aktivt for at stoppe atomkrigen. I stedet er den slidte parole fortsat, at Danmark er med i NATO, og så længe der findes kernevåben, skal og vil NATO vedblive med at være en nuklear alliance.
Den nuværende forsvarsminister Jeppe Kofod har sleske ord i munden, men ser intet behov for at markere Danmark i kampen mod atomvåben. Imens kan vi andre så pippe lidt imod ved at skrive under på kravet om at Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten...
Find mere viden om kommunale massegrave i Hjørring Kommunes offentligt arkiv!
Tom Vilmer Paamand - november 2020




Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Svingdøren mellem Forsvaret og våbenhandlerne
Velfungerende demokratier har normalt en fast karenstid for offentligt ansatte fra tunge jobs, før de må skifte til det private erhvervsliv. Den slags regler findes i Danmark kun i kontrakter hos større firmaer. Derfor kan selveste forsvarschef Bjørn Bisserup ubekymret forlade det danske forsvar, og hoppe direkte over på den modsatte side af bordet - hvor Bisserup nu mod god betaling beriger våbenkrejlere på baggrund af sin viden om de allermest interne og hemmeligtstemplede overvejelser i militærets top.
Den nu tidligere forsvarschef blev nemlig stort set omgående samlet op af lobbyistfirmaet Rud Pedersen, der helt tilfældigt har haft det danske forsvar med Bisserup i front som god kunde. Et samarbejde, der lige så tilfældigt tidligere medførte, at forsvarschefens egen datter er ansat i samme firma, hvor hun i nogle år har kunnet hjælpe farmand med gode tilbud på rådgivning.
Jobskiftet kommer derfor ikke som en overraskelse for Bisserup, der har kunnet bruge sin sidste tid i forsvaret på direkte at hjælpe sin kommende arbejdsgiver - eller rettere, han har intet gjort for at mistanken om sådant urent trav ikke vil hænge ved ham fremover.
AMK har før beskrevet den aktive svingdør mellem det danske forsvar og våbenkrejlerne. Bisserups forgænger som forsvarschef var lige så klar til at bytte loyalitet, og skiftede derfor kontorstol til et højtlønnet job hos Terma, der samtidig fik chefen for Forsvarsministeriets Indkøbsstyrelse med.
Også viceforsvarschef Per Ludvigsen arbejdede først tæt sammen med konsulenterne Struensee og Co, og flyttede derpå ind hos dem. Kommunikationsfirmaet Primetime indkøbte oberst Eigil Schjønning, for at bruge hans forbindelser som tidligere chef for Hærens Kampskole mm - og således fortsætter de tætte forbindelser mellem våbensælgere og tidligere offentligt ansatte beslutningstagere...
Tom Vilmer Paamand - december 2020







... Aktuelle Indlæg
... Indlæg fra 2017
... Indlæg fra 2016
... Indlæg fra 2015
... Indlæg fra 2014
... Indlæg fra 2013
... Indlæg før 2013

AldrigMereKrig.dk ©2012