For stor tillid til militær teknologi Fra de meget omtalte UFO-klatter på kampflyenes IT-skærme, går en lige linje til militære computeres mere bogstavelige fejlskud. Massevis af døde civile, fordi militærets målsøgende computere tog fejl – igen og igen. De såkaldt "gyldige" mål bliver i fortsat højere grad udvalgt af computere. På skærmene analyseres billederne, og elektroniske kredsløb markerer grynede klatter som "tank" eller "bus", så operatøren ved, om han må skyde eller ej. Alt for ofte gætter systemet forkert, og nogen gange giver det op og så registreres klatten som en UFO, hvilket blot betyder noget så kedeligt som Uidentificeret Flyvende Objekt. Ligesom med de tågede UFO-billeder, har drone-bombernes instrumenter fortsat svært ved at skelne ven fra fjende. Danmark er i høj grad rodet ind i denne helt bevidste umenneskeliggørelse af kamphandlingen. Fyn er blevet center for våbenudvikling og forskning i ubemandede droner, støttet af skattepenge og universiteter. Også droner "tænker selv" for at kunne navigere, og udviklingen af deres kunstige intelligens (AI) har ført til en ny kategori af våben Dødbringende Selvtænkende Våbensystemer. USAs forsvar har givet Danmark plads i et særligt AI Partnership for Defense, hvor deltagerne skal dele "erfaringer med at udnytte kunstig intelligens til forsvarsmissioner". Europa-Parlamentet har udtalt sig klart negativt, og foreslår et direkte forbud mod såkaldte "dræberrobotter". På trods af påstandene om, at de militære systemer nu kan "tænke selv" og påvise UFOer, er der fortsat ingen grund til at have stor tiltro til militær elektronik. Danmark rider på to heste i denne sag, ved henholdsvis at vinke venligt til parlamentets stærke forbehold, samtidig med at Danmark har fedtet sig ind i udviklingen af droner og kunstig intelligens i et tæt samarbejde med USA. Generalernes og politikernes beslutninger bliver ikke mere gennemtænkte af at blive sendt gennem en computer. Alt for meget i denne verden lader sig ikke entydigt beregne, hvilket i særlig grad gælder på slagmarken. Tidligere er det lykkedes at få det meste af verden med i traktater mod landminer og atombomber. Forhåbentlig vil vore danske politikere alligevel satse mest på opfordringen fra Europa-Parlamentet, og arbejde for en solid regulering af også disse grimme våben. Læs den fulde historie på FRED.dk Tom Vilmer Paamand - juni 2021
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning... 1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs. Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik. Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid. Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa. Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter! Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget. Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.