En halv milliard til Danmarks internet-krigere
Det danske militærs elektroniske enheder vil ikke nøjes med at overvåge, men skal nu også kunne angribe fjendtlige nationer. Forsvarsforliget gav 465 millioner kroner til projektet over de næste par år til at opbygge en "militær kapacitet, der kan gennemføre defensive og offensive militære operationer i cyberspace".
Forsvarsministeriet vil give de nye muligheder til Forsvarets Efterretningstjeneste, der i forvejen råder over Center for Cyberkriminalitet, der skal stoppe hackerangreb. Nu vendes bøtten så, når de selv vil ansættes deciderede hackere. De skal kunne angribe og lamme andre landes infrastruktur, såsom fabrikker, vandværker og flyvepladser, ved at hacke de vitale computere bag.
Inden hackerne kommer for godt i gang, kræver sådanne angreb formelt samtykke fra Folketinget, da cyberangreb betragtes som brug af militær magt, og altså er militære angreb. Forsvarsminister Nikolaj Wammen mener dog at det er en vurderingssag fra gang til gang, om et cyberangreb kræver Folketingets samtykke. Angrebene kan udføres forholdsvist diskret. USA har fx været meget tavs om den såkaldte Stuxnet-orm, som var et fjernstyret angreb på computere i iranske atomanlæg. Alle eksperter har sporet konstruktionen til USA og England, men disse lande har ikke taget ansvaret for angrebet.
Samtidig skræmmes vi med historier om hvad andre nationer kunne finde på. Medierne fortæller at "Russiske cyberkrigere vil mørklægge Europa", fordi de i "begyndelsen til enhver væbnet konflikt vil tage elværker, kraftværker, hospitaler, kontroltårne, kommunikation og presse ud af funktion". Men det er åbenbart helt i orden, når Danmarks eget militær står bag den slags hærværk...
Tom Vilmer Paamand - marts 2015
> Ikke slaver, men krigsprofit, gjorde Danmark rigt Danmarks riges velstand i 1700-tallet er ofte forklaret med slavehandel, men svaret er i stedet den tids gullaschbaroner, der profiterede på krig. Ny forskning viser nemlig, at danske købmænd var elendige til at skabe ordentlige overskud på at sælge sorte mennesker. Men i den samme periode forholdt Danmark sig neutral i de omfattende krige mellem den tids stormagter, og kunne derfor ubekymret tjene fedt på international handel - også med de krigsførende parter. Skibene under dansk flag var beskyttet fra krigens rasen som neutrale, og kunne dermed frit besejle de krigsførendes oversøiske kolonier - udover hvad der også foregik af mere lyssky handel. Danmark fik tiltusket sig handelskolonier på Guldkysten, Trankebar og de Vestindiske Øer, så danske skibe fik sikre havne og handelsruter til de årelange sejladser i jagten på krydderier, sukker og andre værdifulde råstoffer - samt desværre også slaver. Selve slavehandlen gav dog underskud. En par kongelige rapporter konkluderede sidst i 1700-tallet, at man roligt kunne ophæve den danske slavehandel, da den ikke bidrog til statens økonomi. Danmark afbrød derfor sin transatlantiske slavehandel i 1792, men dog ikke selve slaveriet. Her var Danmark sent ude, og gjorde først dette nødtvungent i 1848 under et slaveoprør i Vestindien. Dårligt købmandskab undskylder naturligvis ikke de århundreder, hvor Danmark ubekymret deltog i en omfattende slavehandel. I 1807 blev Danmark rodet ind i Napoleonskrigene, og så gik de store handelshuse fallit - men deres svulstige bygninger dominerer fortsat bybilledet i København. Slavetiden er trukket frem igen, også internationalt og fortsat i ret ukorrekt form, som en del af den såkaldte identitetsdebat, da aktivister fra kunstakademiet Charlottenborg aktionerede ved at smide en kongebuste i en kanal - ud fra overdrevne oplysninger om Danmarks dystre fortid. Dette understreger nødvendigheden af at dobbelttjekke de grundlæggende fakta, før der males bannere mm! Tom Vilmer Paamand - februar 2021