Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Danskerne var dårlige som agenter, syntes CIA
Fredsbilleder...
CIAs interne tidsskrift Studies in Intelligence udgav i 1971 en mistrøstig beskrivelse af forsøgene på at gøre danskere til hemmelige agenter:
Danmark har ikke udkæmpet en krig siden 1864, som var den sidste af en række ydmygende nederlag. Siden da har pacifisme og neutralitet været stærke faktorer i dansk politik og personlig filosofi. Danskeren nærer en dyb antipati over for vold af enhver art, og betragter den som en manifestation af menneskelig vildfarelse. Han har en oprigtig tro på fuldkommengørelse af mennesket gennem broderskab og internationalt samarbejde, der manifesterer sig i en idealiseret holdning til FN og lignende fredsskabende organisationer. Ledetråden er kompromisset. Denne ikke rokke båden-filosofi gennemsyrer alle relationer. Det er næsten orientalsk i sin udførelse: ikke argumentere - det forstyrrer folk; ikke slås, det er det ikke værd. Når man overvejer danskeren som agent, finder vi både negative og positive faktorer. Den stærkeste motivationsfaktor for at acceptere ansættelsen - eller, som danskeren ville foretrække det, samarbejdet - er at det sætter lidt krydderi på hans middelklasseliv. Groft sagt findes der meget sjældent tilfælde, hvor danskeren vil samarbejde ud fra en moralsk forpligtelse over for sin sagsbehandler. Så længe de opgaver, der kræves af ham, ikke er i konflikt med hans kultur eller samfund, vil han villigt samarbejde, men uden et moralsk engagement. At slås mod sovjetisk imperialisme, eller at forsvare den vestlige kultur, optænder simpelthen ikke den gennemsnitlige dansker. Danskeren baserer sin vilje til at arbejde med sagsbehandleren på gensidig respekt og samarbejde. Hvis hans grundlæggende kulturelle eller personlige liv er truet af dette forhold, vil han trække sig ud. Vores erfaring viser, at vi har kunnet rekrutteret en række villige samarbejdspartnere, men meget få agenter i klassisk forstand.
Tom Vilmer Paamand - marts 2015





Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Verdens militære forbrug falder fortsat!
imageDen optimistiske grønne streg på grafen illustrerer, at den brune streg med verdens militære udgifter kan aflæses med en vis optimisme. For selvom der har været en del udsving, har byrden set over tid været faldende siden 1960.
Faldet, målt som relativ andel af bruttonationalproduktet, er også afspejlet herhjemme, vist i den danske blå stregs mere beskedne udsving.
Det er dog også tydeligt, at verden kun i for kort tid fik gavn af den såkaldte fredsdividende. Efter den kolde krig skulle alle have haft glæde af at spilde færre penge på våben - så fra et forbigående grimt hop opad midt i 1980erne, drattede kurven igen pænt nedad.
Dette gode fald er desværre bremset. Bortset fra et ryk opad i 2010, og et tilsvarende nu igen fra 2020, har kurven de sidste årtier omtrent ligget vandret. Nu finder en ny Kold Krig næring efter Ruslands angreb på Ukraine, men selv med NATOs nu påtvungne 2% på vej også i Danmark, er der fortsat meget langt op til 1960ernes voldsomt meget højere tal.
I absolutte tal ser tallet naturligvis meget mere alarmerende ud, men ved i stedet at fokusere på nationernes overordnede budgetter bliver det tydeligt, at de færreste af dem bruger mere end nogle få procent af deres BNP på oprustning. Men lige så indlysende er det, at resultatet er så rigeligt med militær - for selv relativt få bøller kan ødelægge al fred.
Beregningerne er fra SIPRIs forskere, der læner sig op ad officielle militære budgetter og justerer dem til en fælles standard. Fx når SIPRI frem til højere tal for Kina, end de officielle oplysninger, og også USA forputter udvikling af atomvåben mm. Forskerne anser dog, at sådanne skjulte tal afspejles i de officielle, så dette ikke rokker ved den påpegede generelle nedgang.
Tom Vilmer Paamand - april 2022






... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024