Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Våbenproducenter foretrækker Hillary Clinton
Fredsbilleder...
Dobbelt så mange våbenproducenter forudser en indbringende fremtid med Hillary Clinton, som med Donald Trump. Det viser en sammenligning af de personlige kampagnebidrag fra ansatte hos firmaer som Lockheed Martin and General Dynamics, der ved dette valg for første gang primært støtter Demokraternes kandidat til præsidentvalget. Beløbene er ikke voldsomme, men tendensen er klar.
Under præsident Obama har USA øget de illegale henrettelser med droneangreb rundt om på kloden, og Hillary Clinton blev som udenrigsminister kendt som en høg. Under valgkampen pressede Bernie Sanders hende i en fredeligere retning, men selv om både Clinton og Trump nu kritiserer Irakkrigen, har begge fremlagt krigeriske planer for fremtiden.
Når en virksomhed som fx en våbenproducent støtter en politiker, er det naturligvis for selv at få støtte, ellers ville det ikke være fradragsberettiget. Om formålet lykkes kan være svært at måle, men fx investeringerne i familien Clinton ser ud til at have givet bonus. Tidligere præsident Bill Clinton oprettede sammen med hustruen Hillary den almennyttig fond Clinton Foundation. Denne fond tog imod donationer fra det meste af verden, ægteparret gav pengene videre til velgørenhed, og derved fik mange rigtig gode projekter støtte.
Dette gode projekt tiltrak voldsomt tunge donorer, underligt nok også alle de store våbenproducenter, samt helt statslige sponsorater fra tvivlsomme regeringer. Dette gav god mening, for fra 2009-2013 var Hillary Clinton blevet udenrigsminister og sidenhen præsidentkandidat. Tyve udenlandske regeringer der gav støtte, fik efterfølgende godkendt kontroversiel våbeneksport af udenrigsministeriet.
I alt blev våbensalget til netop disse lande fordoblet under Hillary, sammenlignet med den forrige præsidentperiode. Al våbenhandel skulle ud fra et direktiv fra præsident Bill Clintons tid først vurderes i forhold til modtagerlandets forhold til menneskerettighederne. De nævnte lande var skarpt kritiserede, men under Hillary Clinton øgedes våbensalget til dem.
Millionerne til Clinton Foundation går som nævnt til velgørenhed, og familien Clinton modtager altså ingen umiddelbar personlig profit ved arrangementet - udover prestigen ved at sidde til gallamiddage med denne verdens personligheder. Men med Hillary som aktiv politiker består mistanken om at donorerne alligevel har modtaget ekstra hjælpsomhed for alle pengene.
I USA er det helt normalt direkte at give politiske poster til de personer, der har kastet flest penge ind i valgkampen. Således blev en donor anbragt i et sikkerhedsråd, der rådgiver regeringen om taktiske atomvåben. Manden sad sammen med videnskabelige eksperter og garvede embedsmænd, men kendte selv intet til emnet. til gengæld bliver 80 procent af de pensionerede højtstående militærfolk konsulenter for militærindustrien.
Tom Vilmer Paamand - september 2016





Flere historier fra 2016...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Beundret krigsforbryder endelig død
Henry Kissinger var sikkerhedspolitisk rådgiver mm i USA gennem et alt for langt liv, hvor han blandt andet medvirkede til sønderbombning af diverse asiatiske lande med ufattelige lidelser og ødelæggelser til følge.
Hans krumspring for at omgå menneskeret og anden hæmmende lovgivning efterlader desværre et grumt ekko, for Kissingers kynisme gennemsyrer USAs såkaldte krig mod terror, hvori USA fortsat påtager sig retten til frit at bombe rundt om i verden helt efter forgodtbefindende.
Underligt nok formåede han samtidig at være en beundret del af USAs kulturelle elite, hvilket prægede mediernes renvaskede nekrologer – med magasinet Rolling Stone’s rå gennemgang som flot undtagelse.
Tom Vilmer Paamand - november 2023








... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024