Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Også Danmark vil slås i Syrien
Fredsbilleder...
USA beder Danmark om endnu mere hjælp til den militære kamp mod ISIL, nu i Syrien. Eller mere korrekt, USA har spurgt en lang række lande, heriblandt Danmark. Det bekræfter udenrigsminister Kristian Jensen, der "ser positivt på henvendelsen", hvor USA beder om "jagerfly, specialstyrker, logistisk støtte, minerydning eller medicinsk kapacitet".
"ISIL er en trussel mod vores hverdag i Danmark. Jeg kan bekræfte, at vi kigger på hele rækken af værktøjer i den forsvarspolitiske værktøjskasse", siger Kristian Jensen - som kronisk kun kan få øje på militære løsninger, men dog ikke har "fantasi til at forestille sig, at danske landtropper bliver sendt af sted". USA har længe bombet i Syrien, og på det seneste er også England og Frankrig kommet med.Det ISIL-inspirerede terrorangreb i Paris kom kort efter, at Frankrig havde kastet sine første bomber mod ISIL i Syrien. Når diverse vestlige nationer kaster bomber over Syrien, er det folkeretsligt et angreb på landet, da der i modsætning til Irak ikke er en aftale om dette. På trods af ISIL som fælles fjende, er Syriens leder Assad ikke en allieret i kampen, da Vesten fortsat forsøger at få ham fjernet.
Danmark havde allerede valgt at blande sig i Syrien, da det er besluttet at sende en radar til Irak, der også skal overvåge det østlige Syrien. Umiddelbart har Danmarks bombeglade partier det problem, at vore nedslidte kampfly ikke er klar endnu, da de måtte trækkes hjem efter at have deltaget med voldsomme bombardementer i Irak. Et flertal i Folketinget støtter omgående muligheden for mere dansk krigsdeltagelse, med Dansk Folkeparti, Konservative, Socialdemokraterne og Venstre i front.
Radikale Venstre er fortsat en anelse skeptiske, mens Liberal Alliance endnu ikke har markeret sig. Alternativet afviser denne gang at være med: "Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi får skabt freden, og insistere på at bringe alle parterne til forhandlingsbordet - Iran, Saudi-Arabien, Rusland - og få Assad ud eller ind som nøglen til at løse konflikten". Det er SF enige i, og "anser det for udelukket, at vi kan støtte at sende F16-fly afsted", men afslutter med "i hvert fald lige i øjeblikket". Enhedslisten mener "diskussionen om at sende danske kampfly af sted virker som symbolpolitik", men fastholder i stedet deres gamle plan om danske våbentransporter til kurdiske militser i Syrien.
Tom Vilmer Paamand - december 2015





Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Statsmagten blev magtesløs, da folket ikke fulgte den
imageTysklands præsident Frank-Walter Steinmeier holdt en fint fredelig tale i Potsdam den 3. oktober ved 30-året for landets besværlige genforening. Her er et forkortet uddrag:
"... Den nationale samling i 1871 blev tvunget frem med jern og blod, efter krige med vore naboer, på en baggrund af preussisk dominans, militarisme og nationalisme.
For et par dage siden besøgte jeg Det Militærhistoriske Museum i Dresden, hvor utallige af den tids børnebøger hænger i snore fra loftet. De var om små drenge, der næppe kunne se ud over bordkanten, men som allerede stolt bar soldateruniform og entusiastiske var klar til at gå i krig. Denne forherligelse af militant nationalisme, denne forherligelse af krig og heltedød lige fra barndommen, det var denne epokes ulyksalige ånd. Det tyske imperiums grundlæggelse førte til den katastrofe, som Første Verdenskrig var.
Helt forskelligt fra dette er de billeder, som vi alle bærer indeni af forandringen for tredive år siden. Folk, der festede oven på Muren, med glædestårer og knus. Soldater og folkepolitiet, der kastede deres våben. Angsten havde skiftet side. Statsmagten var magtesløs, fordi folk ikke længere fulgte den.
Også noget andet var anderledes. Genforeningen i 1990 var ikke ledsaget af sabelraslen og erobringskrige. Den blev forhandlet internationalt, nedskrevet i en aftale og indlejret i en europæisk og international fredsorden. En orden som generationer af politikere, på trods af alle tilbageslag i de lange år med Den Kolde Krig, havde formået at skabe efter Den Anden Verdenskrig. ..."

Tom Vilmer Paamand - oktober 2020






... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024