Frankrig fortrænger en anden massakre i Paris
Frankrig og resten af Vesten er fortsat i panik efter de brutale nedskydninger af flere hundrede mennesker i Paris. Nedslagtningerne bliver kaldt det "største terrorangreb siden Anden Verdenskrig", og så er det på tide med en historisk fodnote fra Frankrigs effektivt glemte fortid - om et blodbad på niveau med det aktuelle, for 54 år siden.
Frankrig fastholdt sine kolonier rundt om på kloden længe, hvilket ofte skete med brutal militær magt. For det meste lykkedes det at holde de værste episoder på pæn afstand af selve Frankrig, som da demonstranter i Algier straks efter Anden Verdenskrig krævede at få den frihed, som de var blevet lovet i bytte for at være franske soldater.
Officielt blev 45.000 algeriere og 100 europæere dræbt under dette oprør. Algier er Afrikas største land, men det indre er næsten ubeboet ørken - hvor Frankrig afprøvede en række atombomber. I årene frem til Algiers uafhængighed i 1962 blev områderne mod Middelhavet administreret som en integreret del af Frankrig.
I denne franske region blev tusinder dræbt i en voldsomt blodig blanding af undertrykkelse, bombeangreb og guerillakrig under den langvarige frihedskamp, hvor alle parter brugte terror som våben. Den algierske oprørsbevægelse begyndte at sprænge bomber mod politistationer i selve Frankrig, der så slog brutalt og bredt ned på samtlige derboende algeriere. Konflikten spidsede til efter et fast udgangsforbud fra aften til morgen blev indført, rettet udelukkende mod muslimer fra Algier, på trods af at de omkring 150.000 algeriere bosatte i Paris alle var franske statsborgere.
Værst gik det ud over deltagerne i en fredelig demonstration i Paris den 17. oktober 1961. Stærkt bevæbnede politistyrker gennemtævede brutalt tusinder - og dræbte flere hundrede. Først i 2012 indrømmede præsident Francois Hollande, at myrderierne overhovedet havde fundet sted. Det præcise antal ofre er ukendt, for medierne fik forbud mod at beskrive massakren, og Frankrigs arkiver om episoden er fortsat lukkede.
Tom Vilmer Paamand - november 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Statsmagten blev magtesløs, da folket ikke fulgte den
Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier holdt en fint fredelig tale i Potsdam den 3. oktober ved 30-året for landets besværlige genforening. Her er et forkortet uddrag:
"... Den nationale samling i 1871 blev tvunget frem med jern og blod, efter krige med vore naboer, på en baggrund af preussisk dominans, militarisme og nationalisme.
For et par dage siden besøgte jeg Det Militærhistoriske Museum i Dresden, hvor utallige af den tids børnebøger hænger i snore fra loftet. De var om små drenge, der næppe kunne se ud over bordkanten, men som allerede stolt bar soldateruniform og entusiastiske var klar til at gå i krig. Denne forherligelse af militant nationalisme, denne forherligelse af krig og heltedød lige fra barndommen, det var denne epokes ulyksalige ånd. Det tyske imperiums grundlæggelse førte til den katastrofe, som Første Verdenskrig var.
Helt forskelligt fra dette er de billeder, som vi alle bærer indeni af forandringen for tredive år siden. Folk, der festede oven på Muren, med glædestårer og knus. Soldater og folkepolitiet, der kastede deres våben. Angsten havde skiftet side. Statsmagten var magtesløs, fordi folk ikke længere fulgte den.
Også noget andet var anderledes. Genforeningen i 1990 var ikke ledsaget af sabelraslen og erobringskrige. Den blev forhandlet internationalt, nedskrevet i en aftale og indlejret i en europæisk og international fredsorden. En orden som generationer af politikere, på trods af alle tilbageslag i de lange år med Den Kolde Krig, havde formået at skabe efter Den Anden Verdenskrig. ..."
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Statsmagten blev magtesløs, da folket ikke fulgte den
Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier holdt en fint fredelig tale i Potsdam den 3. oktober ved 30-året for landets besværlige genforening. Her er et forkortet uddrag: "... Den nationale samling i 1871 blev tvunget frem med jern og blod, efter krige med vore naboer, på en baggrund af preussisk dominans, militarisme og nationalisme.
For et par dage siden besøgte jeg Det Militærhistoriske Museum i Dresden, hvor utallige af den tids børnebøger hænger i snore fra loftet. De var om små drenge, der næppe kunne se ud over bordkanten, men som allerede stolt bar soldateruniform og entusiastiske var klar til at gå i krig. Denne forherligelse af militant nationalisme, denne forherligelse af krig og heltedød lige fra barndommen, det var denne epokes ulyksalige ånd. Det tyske imperiums grundlæggelse førte til den katastrofe, som Første Verdenskrig var.
Helt forskelligt fra dette er de billeder, som vi alle bærer indeni af forandringen for tredive år siden. Folk, der festede oven på Muren, med glædestårer og knus. Soldater og folkepolitiet, der kastede deres våben. Angsten havde skiftet side. Statsmagten var magtesløs, fordi folk ikke længere fulgte den.
Også noget andet var anderledes. Genforeningen i 1990 var ikke ledsaget af sabelraslen og erobringskrige. Den blev forhandlet internationalt, nedskrevet i en aftale og indlejret i en europæisk og international fredsorden. En orden som generationer af politikere, på trods af alle tilbageslag i de lange år med Den Kolde Krig, havde formået at skabe efter Den Anden Verdenskrig. ..."
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024