Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Genefke-pris til Tribunal om Danmarks krige

illustrationInge Genefke-prisen 2018 blev givet til arbejdet for et tribunal om Danmarks krige. Bag prisen står Anti-Tortur Støttefonden med ildsjælen Inge Genefke som formand:
- I år har vi valgt et flot dansk initiativ, nemlig arbejdet for at få realiseret et tribunal om Danmarks krige i Afghanistan og Irak, fortalte Inge Genefke ved overrækkelsen. Det er første gang, at prisen uddeles til et dansk projekt:
- To ting var afgørende. For det første, at kriges lovlighed, overholdelse af konventioner og retsforfølgelse af de ansvarlige er tæt forbundet med tortur og vigtige bidrag til arbejdet mod tortur. For det andet tribunalets høje faglige og saglige integritet, der tillige har en solid, mangeårig baggrund i det danske arbejde mod tortur.
Helge Ratzer, der er formand for Tribunalforeningen, takkede for prisen. Udover æren fik Tribunalforeningen 10.000 $ (omkring 63.000 kroner) som et velkomment bidrag til realisering af Tribunalet, der afholdes som en offentlig høring i København den 10.-11. november 2018.
En tribunalgruppe af fremtrædende danske eksperter har påbegyndt arbejdet. De vil især undersøge tre spørgsmål om krigene i Irak og Afghanistan:
- Var krigene lovlige i forhold til international og national lovgivning?
- Overholdt danske soldater og aktører krigens love?
- Kan resultatet af undersøgelsen få retslige konsekvenser?
Tribunalets fem medlemmer er Bjørn Elmquist (advokat, journalist og tid­ligere MF), Bente Rich (speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri), Christen Sørensen (professor i nationaløkonomi og tidligere overvismand), Ole Hartling (overlæge, dr.med. og tidligere formand for Etisk Råd) og Preben Søegaard Hansen (jurist med fokus på humanitær folkeret og menneskeret). Tom Vilmer Paamand er tilknyttet som researcher for Tribunalet.
Tribunalet er frivilligt og ulønnet, og arbejder uafhængigt af Tribunalforeningen, der står for alt det praktiske og stiller sekretariatsbistand mm til rådighed. Tribunalforeningen blev oprettet i 2016 som en protest mod, at den statslige kommission om krigene blev nedlagt. Læs mere i foreningens projektbeskrivelse - og overvej at støtte som medlem. Hør også radio om projektet.
Tom Vilmer Paamand - juli 2018






Flere historier fra 2018...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Statsmagten blev magtesløs, da folket ikke fulgte den
imageTysklands præsident Frank-Walter Steinmeier holdt en fint fredelig tale i Potsdam den 3. oktober ved 30-året for landets besværlige genforening. Her er et forkortet uddrag:
"... Den nationale samling i 1871 blev tvunget frem med jern og blod, efter krige med vore naboer, på en baggrund af preussisk dominans, militarisme og nationalisme.
For et par dage siden besøgte jeg Det Militærhistoriske Museum i Dresden, hvor utallige af den tids børnebøger hænger i snore fra loftet. De var om små drenge, der næppe kunne se ud over bordkanten, men som allerede stolt bar soldateruniform og entusiastiske var klar til at gå i krig. Denne forherligelse af militant nationalisme, denne forherligelse af krig og heltedød lige fra barndommen, det var denne epokes ulyksalige ånd. Det tyske imperiums grundlæggelse førte til den katastrofe, som Første Verdenskrig var.
Helt forskelligt fra dette er de billeder, som vi alle bærer indeni af forandringen for tredive år siden. Folk, der festede oven på Muren, med glædestårer og knus. Soldater og folkepolitiet, der kastede deres våben. Angsten havde skiftet side. Statsmagten var magtesløs, fordi folk ikke længere fulgte den.
Også noget andet var anderledes. Genforeningen i 1990 var ikke ledsaget af sabelraslen og erobringskrige. Den blev forhandlet internationalt, nedskrevet i en aftale og indlejret i en europæisk og international fredsorden. En orden som generationer af politikere, på trods af alle tilbageslag i de lange år med Den Kolde Krig, havde formået at skabe efter Den Anden Verdenskrig. ..."

Tom Vilmer Paamand - oktober 2020






... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024