Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Kommentarer
Share button


Tale til Mellemfolkeligt Samvirkes 75-års jubilæum

logo Midt under Den Anden Verdenskrig mødtes nogle danske aktivister for at forberede fremtidens fred. Ikke som i spillet mellem småstater og stormagter, men som småfolk. De vidste, at mange små aktivister med en rigtig god vision kan udrette store ting. Og at gode menneskers gode handlinger er en nødvendighed, når skårene skulle klinkes efter det store slagsmål.
75 år senere har denne spæde fredstanke så vokset sig stor under navnet “Mellemfolkeligt Samvirke“. Logoet for jeres mange år er en kollage af aktive mennesker, der har forsøgt at ændre verden til det bedre. Markant i toppen af kollagen folder fredens faner sig ud, og det fredshåb er vi hos Aldrig Mere Krig glade for at se i jeres plakat.
AMK er selv er en af de sejlivede overlevere - nu med 93 år på bagen. Fortsat med en grundtanke om kraften i pacifisme, forsoning og fredshåb som det bærende. Vi er allerede IMOD den næste krig - men allermest er vi FOR FRED. Vi går hellere på gaden for at foreslå en løsning, end for at blot at sige NEJ. ...
Vi er stolte, på Danmarks vegne, over det arbejde som Mellemfolkeligt Samvirke har udført gennem tiden. Og vi er triste, på Danmarks vegne, over at vore regeringers fokus nu er mere på krig, end på udvikling. Det behøver jo ikke at være sådan - for igennem 90erne faldt de danske forsvarsudgifter. Og samtidig voksede dansk udviklingsbistand - så de nærmede sig et fælles niveau.
I en bedre verden havde de to linjer krydset hinanden. I en bedre verden var det den danske udviklingsbistand, der pludselig fik tilført ekstra milliarder. Og forsvarsudgifterne, der havde fortsat deres fald. I stedet er det gået omvendt. Set globalt, er verden overoprustet, mens FNs Verdensmål er underfinansierede. Og de tal må vendes helt om. Dette kunne være et af de punkter, hvor Aldrig Mere Krig og Mellemfolkeligt Samvirke har fælles interesser.
Danmark burde gå i front. Ikke kun med et fornyet fokus på udviklingsbistand, men ved at omruste til ikke-militær konfliktløsning. Og ikke mindst ved at udvikle sådanne løsninger - i modsætning til nu, hvor dansk fredsforskning simpelthen er nedlagt. Fremtidens stigende klimaødelæggelser skaber konflikter, og vil øge verdens ulighed. Uddannede mediatorer med de rigtige værktøjer kunne mindske problemerne gennem lokal mægling.
En dansk indsats med konfliktløsning og forebyggelse kræver, at dette i højere grad sker ud fra FNs værdier. Og altså ikke til fremme for dansk erhvervsliv, eller under NATO-flag. Og slet ikke som i Afghanistan, hvor danske soldater “betalte“ de lokale med en vandhane, hvis de altså ville sladre om “fjenden“. Mellemfolkelig Samvirke er allerede i gang på nogle af disse områder. Aldrig Mere Krig vil gerne hjælpe med til at styrke det mere direkte fredspolitiske.
I håbet om, at vi kan skabe en fredeligere verden. Med drømmen om at opbygge en fredskultur. For fred er meget mere end blot fravær af krig. Jeg ser frem til at fejre med jer, når vi har opnået alt dette. For det har vi nok klaret til Mellemfolkelig Samvirkes 100 års jubilæum. Eller gerne lidt tidligere. Tak - og tillykke med jubilæet!
Læs teksten uforkortet

Tom Vilmer Paamand - juni 2019








Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Klart flertal imod atomvåben på dansk jord
68 procent af danskerne svarer klart NEJ til at tillade USA at placere atomvåben i Danmark, mens kun 16 procent er positive. Det viste en Gallup- meningsmåling for Berlingske, afsluttet den 4. marts. Målingen blev foretaget efter at Venstre og De Konservative begge havde erklæret sig åbne for muligheden, om USA skulle anmode om det.
Især Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen gik bombastisk ud med, at han “hellere vil have amerikanske end russiske kernevåben i Danmark“ og at det nu var tid til “helhjertet at stemple ind i NATO og i Europa på vores forpligtelser“.
Den socialdemokratiske regering har dog udelukket tanken. Tallene afspejler dette, da der er større accept i blå, end i rød blok - samt markant flere mænd end kvinder blandt de villige. Gallup-målingen viste også, at 60 procent er bange for atomkrig. Berlingskes opløftende måling af atommodstanden ligger bag betalingsmur, og er ikke blevet citeret i andre medier.
Diskussionen kommer efter regeringens pludselige åbning for, at USAs militær nu må benytte danske baser - hvilket fik selv Berlingske til slå fast, at aftaler med USA mod atomvåben historisk har vist sig ikke at blive overholdt.
At Putin nu udtrykkeligt truer med atomvåben er der kun een løsning på, nemlig at få udbredt FNs vedtagne forbud mod atomvåben til også at gælde for stormagter og andre slyngelstater. Det er så rigeligt, at Grønland i generationer har måttet leve tæt på atomtruslen fra en egenrådig USA-base, der beviseligt ikke har overholdt aftalerne med Danmark, ikke en gang de hemmelige.
Tom Vilmer Paamand - marts 2022







... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer

AldrigMereKrig.dk ©2025