Ingen fred? Ingen fisse!
En ny fortolkning af Aristofanes drama “
Kvindernes oprør“ hedder “
Chi-Raq“, og i denne film er sproget lige så bramfrit som overskriften her.
I den
klassiske tekst stoppede kvinder på begge sider af fronten en krig ved at nægte deres mænd sex. Instruktøren Spike Lee har flyttet handlingen til bandeopgør i nutidens Chicago, fortsat med den firkantede præmis, at kvinder vil
fred og mænd krig.
Han har desværre forplumret filmens budskab ved interviews med uigennemtænkte forslag om at samme metode også ville være effektiv mod den udbredte voldtægt, der foregår ved universiteter i USA. Ideen bag “
Kvindernes oprør“, eller “
Lysistrate“ som det også kaldes, fungerede netop ved at der var tætte bånd mellem de indblandede, så med disse udspil er Spike Lee selv med til at ødelægge budskabet i sin film.
Tanken om at fredelige kvinder med en
sexstrejke kan ændre verden har været forsøgt
mange steder i tidens løb, og resultatet er langt fra entydigt. Inspirationen fra virkeligheden er en meget omtalt sexstrejke i
Colombia i 2006, hvor veninder af gangsterne forsøgte at stoppe bandevolden, men det løb ud i sandet.
Mest kendt er aktivisten
Leymah Gbowee for sin sexstrejke mod volden i Liberia. Eller rettere, som hun selv fortæller, var de kortvarige sexstrejker i sig selv betydningsløse, men var en fremragende måde at få medierne opmærksomhed på. Gbowees vigtigere indsats var i 2003 at starte en ikkevoldelig bevægelse med både kristne og muslimske kvinder, der stærkt bidrog til at afslutte Liberias altødelæggende borgerkrig - og som hun fik Nobels fredspris for.
Blandt succeshistorierne er den filippinske landsby
Dado,hvor kvinder i 2011 fik stoppet de voldelige kampe om en vigtig vej, som førte til markedspladsen i næste by. I 2013 lykkedes en anden vejkamp ved den colombianske by
Barbacoas,hvor kvindernes krydsede ben endelig fik mændene til at reparere en livsfarlig og nedslidt vej. Herhjemme er det gået stik
modsat,hvor kvinder som stats-, forsvars- og udenrigsministre samt partiledere har sendt Danmark i
krig - uden at deres mænd eller særlig mange andre protesterer.
Tom Vilmer Paamand - december 2015
Flere historier fra de sidste år...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> I 1986 blev atomvåben næsten afskaffet...
Præsident Donald Trump gik fra en raketaftale, eller blev smidt ud af Nordkoreas leder Kim Jong-un. Trumps sammenbrudte forhandling bliver nu
hyldet som et “
Reagan-øjeblik“, i en henvisning til forhandlingerne om nedrustning med Sovjet i oktober 1986. Dette passer dog kun som en hån, for episoden dengang viste Reagan som en forhandler, der lige som Trump ikke helt har styr på
The Art Of The Deal.
Under en vigtig forhandling med Sovjets sidste leder Mikhail Gorbatjov, fik Reagan
et tilbud om at få samtlige atomraketter fjernet, og ikke kun de interkontinentale missiler, som de hidtil havde forhandlet om. Reagan accepterede ideen og foreslog, at de to ledere skulle gå hele vejen, og fjerne alle deres atomvåben!
Hvis verden skulle forandres til det bedre, var det de
samme to varyler, der var medansvarlige for al den uhæmmede oprustning, der sad på magten til at
stoppe galskaben. Og denne fantastiske aftale var tæt på at være forhandlet på plads - men så slog Reagan pludselig kontra, og klamrede sig til sit Star Wars-projekt. Reagan sagde altså nej til total atom-afrustning, blot for at fastholde et raketforsvarssystem, der alligevel snart ville blive endnu mere
meningsløst.
Dette er uden tvivl en af de største forpassede muligheder i nogen forhandling om våbenkontrol - omend begge statsledere også skulle have kæmpet afrustningsaftalen igennem i deres parlamenter, og bagefter hos de små atommagter. Hos Reagan-fans bliver episoden i stedet hyldet som et eksempel på, at Reagan gjorde det rigtige ved
stejlt at udvandre fra denne verdenshistoriske mulighed:
I diktaturer som Sovjets vinder man nemlig kun ved at sætte hårdt mod hårdt, som det fortsat påstås.
Myten om Reagan udelader også den vigtige detalje, at hans ønske om at få udryddet alle atomvåben faktisk var
ærligt og
inderligt - hvilket nok overrasker alle, der har gennemlevet 80erne. Og at fiaskoen på dette første topmøde medførte, at de to nationer blev langt mere fleksible og viste stor vilje til kompromis i deres senere forhandlinger. Parterne mødtes nemlig snart igen, og underskrev året efter INF-traktaten, der forbød alle mellemdistanceraketter, og indførte en række vigtige kontrolfunktioner.
Tre år senere blev START-traktaten underskrevet, der fra 1991 beskar USAs og Sovjets atomarsenaler med 80% i løbet af det næste årti. USA købte de fleste af Sovjets kasserede atombomber, og
brændte dem af i atomkraftværker ved de samme byer, de tidligere skulle ramme. Udbyttet svarede til hele USAs varmeforbrug i to år, hvilket fortæller lidt om hvor enorme ressourcer atombomber ellers sluger.
INF-traktaten trak USA sig ud af i februar 2019, efterfulgt af Rusland. To år efter vil START-traktaten også stå
for skud, med mindre verdens ledere vågner op til et folkeligt pres, der igen kan stoppe deres galskab. Glem aldrig, at alle atomvåben kunne være elimineret for længst - selv en sådan drøm er
ikke umulig !
Tom Vilmer Paamand - februar 2019
...
Aktuelle indlæg
...
Uaktuelle indlæg
...
Aktuelle kommentarer
...
Uaktuelle kommentarer