Ikke slaver, men krigsprofit, gjorde Danmark rigt Danmarks riges velstand i 1700-tallet er ofte forklaret med slavehandel, men svaret er i stedet den tids gullaschbaroner,der profiterede på krig. Ny forskning viser nemlig, at danske købmænd var elendige til at skabe ordentlige overskud på at sælge sorte mennesker. Men i den samme periode forholdt Danmark sig neutral i de omfattende krige mellem den tids stormagter, og kunne derfor ubekymret tjene fedt på international handel - også med de krigsførende parter. Skibene under dansk flag var beskyttet fra krigens rasen som neutrale, og kunne dermed frit besejle de krigsførendes oversøiske kolonier - udover hvad der også foregik af mere lyssky handel. Danmark fik tiltusket sig handelskolonier på Guldkysten, Trankebar og de Vestindiske Øer, så danske skibe fik sikre havne og handelsruter til de årelange sejladser i jagten på krydderier, sukker og andre værdifulde råstoffer - samt desværre også slaver. Selve slavehandlen gav dog underskud. En par kongelige rapporter konkluderede sidst i 1700-tallet, at man roligt kunne ophæve den danske slavehandel, da den ikke bidrog til statens økonomi. Danmark afbrød derfor sin transatlantiske slavehandel i 1792, men dog ikke selve slaveriet. Her var Danmark sent ude, og gjorde først dette nødtvungent i 1848 under et slaveoprør i Vestindien. Dårligt købmandskab undskylder naturligvis ikke de århundreder, hvor Danmark ubekymret deltog i en omfattende slavehandel. I 1807 blev Danmark rodet ind i Napoleonskrigene, og så gik de store handelshuse fallit - men deres svulstige bygninger dominerer fortsat bybilledet i København. Slavetiden er trukket frem igen, også internationalt og fortsat i ret ukorrekt form, som en del af den såkaldte identitetsdebat,da aktivister fra kunstakademiet Charlottenborg aktionerede ved at smide en kongebuste i en kanal - ud fra overdrevne oplysninger om Danmarks dystre fortid. Dette understreger nødvendigheden af at dobbelttjekke de grundlæggende fakta, før der males bannere mm! Tom Vilmer Paamand - februar 2021
> Et godt valg for freden! Den borgerlige valgsejr ved folketingsvalget er godt nyt for freden. De fredelige kræfter havde ikke en chance i det forrige Folketing, men nu er der håb forude - for Socialdemokratiet har altid været til større gavn for freden i opposition, end i regering. Danmarks krige var tabu under valgkampen. Alle fløje i Folketinget holdt borgfred, så det slet ikke kunne diskuteres, om oprustning og krig er det eneste svar på terror. Nu har borgfreden store chancer for at blive brudt - uden snærende bånd som det regerende parti plejer socialdemokraterne at finde de gamle militærkritiske toner frem igen. Socialdemokratiet har stolte traditioner som fredsparti - i opposition. Allerede i 1909 lavede Socialdemokratiet et lovforslag om Danmarks afrustning - og de fleste kan huske de mange NATO-kritiske dagsordener fra 80erne. Desværre ser det ikke ud til, at der denne gang bliver mulighed for et alternativt sikkerhedspolitisk flertal. Alligevel tyder alt på, at freden får bedre kår takket være den store borgerlige sejr. Allerede på valgaftenen sang socialdemokraterne pludselig igen de gamle fredshymner “Where have all the Flowers gone“ og “Kringsat av fiender“! Alle de ovenstående ord er citeret fra AMKs blad tilbage i 2001, hvor folketingsvalget også blev udskrevet af en socialdemokratisk statsminister. Det bragte de borgerlige til magten til et årti med ufred og dansk krigsdeltagelse. Set i lyset af de seneste år med en socialdemokratisk statsminister, kan vi kan dog nu se tilbage på tiåret som en mere krigskritisk periode. Også selvom det var lige oven på terrorangrebet den 11. september 2001 i USA, og Danmark lod sig rive med i angreb på Afghanistan og Irak, var hangen til at støtte krigsbeslutninger ikke entydig. Mest markant stemte S, RV og KD imod krigserklæringen til Irak marts 2003. EL og SF var oftere imod krigene, men stemte også for. RV stemte flere gange sammen med dem, og også et par modige socialdemokrater gik imod krig og partilinje. Der er altså muligheder, ikke for helt at stoppe de krigeriske strømninger, men med disse partier kan der trods alt være håb om en fredeligere opposition - med langt flere muligheder i, end vi har haft under en socialdemokratisk regering. Om det bliver muligt at rokke ved indkøbet af nye krigsfly er tvivlsomt, men det er vel blevet en anelse mere realistisk nu... Tom Vilmer Paamand - juni 2015
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021