DR: Tal ikke imod krig til dine børn! Den næste generation af værnepligtige frygter, hvad der venter dem. Sådan indleder DR pænt nok en nyhedsartikel, om at de har lavet en undersøgelse der viser, at "fire ud af ti børn i alderen 9-14 år ikke vil aftjene værnepligt, når de bliver ældre". Resten af DRs journalistik går så ud på, hvordan man dog kan lokke børn til i stedet at elske udsigten til at skulle i krig: "... Mange tror at værnepligt er lig med, at man skal i krig. Sådan er det ikke. Risikoen for krig er meget lille. Og den bliver endnu mindre, hvis der er mange motiverede unge, der gerne vil være soldater. For så stiger afskrækkelsens effekt, og så falder risikoen for krig - ifølge teorien", forklarer en af DRs udvalgte eksperter. Trods alt, point for det sidste led i sætningen... DRs næste ekspert advarer forældre imod at præge deres børn med for fredelige tanker: "... Nogle forældre er måske ligefrem imod værnepligten, men ifølge lektoren er det vigtigt, at vi ikke overfører vores holdninger til vores børn. Der er jo ikke noget, vi kan gøre for at ændre det, understreger hun." "Man kan med fordel fortælle børnene, at der sidder nogle voksne mennesker, politikere og folk i Forsvaret, som er ansat til at varetage det her. Det er altså ikke noget, vi som familie behøver at bekymre os". Øh... ikke med sådan en holdning til borgernes mulighed for at ændre vores verden i fredelig retning. Til afslutning inddrager DR naturligvis ikke en fredsforkæmper for at være alsidige, men en endnu mere forsvarsglad kilde, nemlig Forsvaret selv, der mener deres egne undersøgelser viser, at "... langt de fleste – som har gennemført værnepligten - vil anbefale den til andre". En ret meningsløs statistik, da Forsvaret egne tal godt nok viser viser, at nogle værnepligtige fortsætter ind i Forsvaret, men at 75 procent af dem har forladt det igen efter to år. Artiklen burde vist også have nævnt de voksnes holdning, hvor en nylig undersøgelse viste, at kun en tredjedel mente de ville gå i væbnet kamp for at forsvare landet. Men det synes DRs nøje udvalgte eksperter åbenbart ikke, at forældre ærligt må sige til deres børn. Tom Vilmer Paamand - oktober 2026
> Klart flertal imod atomvåben på dansk jord
68 procent af danskerne svarer klart NEJ til at tillade USA at placere atomvåben i Danmark, mens kun 16 procent er positive. Det viste en Gallup- meningsmåling for Berlingske, afsluttet den 4. marts. Målingen blev foretaget efter at Venstre og De Konservative begge havde erklæret sig åbne for muligheden, om USA skulle anmode om det.
Især Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen gik bombastisk ud med, at han “hellere vil have amerikanske end russiske kernevåben i Danmark“ og at det nu var tid til “helhjertet at stemple ind i NATO og i Europa på vores forpligtelser“.
Den socialdemokratiske regering har dog udelukket tanken. Tallene afspejler dette, da der er større accept i blå, end i rød blok - samt markant flere mænd end kvinder blandt de villige. Gallup-målingen viste også, at 60 procent er bange for atomkrig. Berlingskes opløftende måling af atommodstanden ligger bag betalingsmur, og er ikke blevet citeret i andre medier.
Diskussionen kommer efter regeringens pludselige åbning for, at USAs militær nu må benytte danske baser - hvilket fik selv Berlingske til slå fast, at aftaler med USA mod atomvåben historisk har vist sig ikke at blive overholdt.
At Putin nu udtrykkeligt truer med atomvåben er der kun een løsning på, nemlig at få udbredt FNs vedtagne forbud mod atomvåben til også at gælde for stormagter og andre slyngelstater. Det er så rigeligt, at Grønland i generationer har måttet leve tæt på atomtruslen fra en egenrådig USA-base, der beviseligt ikke har overholdt aftalerne med Danmark, ikke en gang de hemmelige.
Tom Vilmer Paamand - marts 2022
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021