Myten om behovet for kampfly
Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden.
Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.
I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer.
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden.
Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.
En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor “deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler“.
Tom Vilmer Paamand - august 2015
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Berlingske inviterer til fredsmøde mod atomtruslen
“Hvis man tilhører de yngre generationer i dag, kan det opfattes som en overdreven frygtsomhed, grænsende til det hysteriske. Men for os, der var der dengang, var angsten reel nok. Koldkrigsmistroen var allestedsnærværende. Og hvad værre var - der var noget at have frygten i“, skriver Berlingske-koncernens butik Rejseliv.
“At en tåbelig misforståelse skulle udløse et atomragnarok og lægge kloden øde, var en bekymring, især mange andre unge havde dengang. Men som bekendt endte det hele jo godt. Berlinmuren faldt i 1989, Jerntæppet blev trukket fra (selv om Vladimir Putin er begyndt at trække det for igen), atombombearsenalerne blev formindsket.“
Så for at fejre afslutningen på Den Kolde Krig inviterede Berlingske læserne til “en af de mest spektakulære aktiviteter i forbindelse med fejringen af 25-året for Murens fald. Her vil 8.000 mennesker fra hele verden den 9. november 2014 danne en 15 km lang menneskemur langs det område, hvor betonmuren i sin tid delte byen. Hver deltager vil holde en stor, hvid og oplyst heliumballon i hånden, og på slaget 20 lade de 8.000 balloner stige til himmels i aftenmørket som et symbol på fred.“
Berlingske når dog at nævne, at arsenalerne med atombomber blot blev formindsket - men ikke at truslen fra atomvåben stadig både er reel og overhængende. I følge Bulletin of the Atomic Scientists råder verden i dag fortsat over omkring 16.300 atomvåben spredt på 100 placeringer i 14 lande. Rusland og USA har langt de fleste, mens resten er ejet af Frankrig, Indien, Israel, Kina, Nordkorea, Pakistan og Storbritannien.
Sydafrika har vist at det er muligt for en nation at opgive sine atomvåben, sammen med de tidligere sovjetrepublikker Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine, der også frivilligt lod sig afvæbne efter Sovjetunionens sammenbrud.
10.000 af de resterende atombomber står fortsat rundt om i verden på militære baser, 4.000 af dem er sprængklare. De farligste 1.800 står altid klar på startramper, og venter blot på at nogen trykker på den røde knap - eller snubler over ledningen. En del af USAs atomvåben er officielt sendt på pension, men ikke destruerede - ud fra en tåget forklaring om at de kunne bruges mod truende asteroider...
Tom Vilmer Paamand - oktober 2014
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Berlingske inviterer til fredsmøde mod atomtruslen
“Hvis man tilhører de yngre generationer i dag, kan det opfattes som en overdreven frygtsomhed, grænsende til det hysteriske. Men for os, der var der dengang, var angsten reel nok. Koldkrigsmistroen var allestedsnærværende. Og hvad værre var - der var noget at have frygten i“, skriver Berlingske-koncernens butik Rejseliv.
“At en tåbelig misforståelse skulle udløse et atomragnarok og lægge kloden øde, var en bekymring, især mange andre unge havde dengang. Men som bekendt endte det hele jo godt. Berlinmuren faldt i 1989, Jerntæppet blev trukket fra (selv om Vladimir Putin er begyndt at trække det for igen), atombombearsenalerne blev formindsket.“
Så for at fejre afslutningen på Den Kolde Krig inviterede Berlingske læserne til “en af de mest spektakulære aktiviteter i forbindelse med fejringen af 25-året for Murens fald. Her vil 8.000 mennesker fra hele verden den 9. november 2014 danne en 15 km lang menneskemur langs det område, hvor betonmuren i sin tid delte byen. Hver deltager vil holde en stor, hvid og oplyst heliumballon i hånden, og på slaget 20 lade de 8.000 balloner stige til himmels i aftenmørket som et symbol på fred.“
Berlingske når dog at nævne, at arsenalerne med atombomber blot blev formindsket - men ikke at truslen fra atomvåben stadig både er reel og overhængende. I følge Bulletin of the Atomic Scientists råder verden i dag fortsat over omkring 16.300 atomvåben spredt på 100 placeringer i 14 lande. Rusland og USA har langt de fleste, mens resten er ejet af Frankrig, Indien, Israel, Kina, Nordkorea, Pakistan og Storbritannien.
Sydafrika har vist at det er muligt for en nation at opgive sine atomvåben, sammen med de tidligere sovjetrepublikker Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine, der også frivilligt lod sig afvæbne efter Sovjetunionens sammenbrud.
10.000 af de resterende atombomber står fortsat rundt om i verden på militære baser, 4.000 af dem er sprængklare. De farligste 1.800 står altid klar på startramper, og venter blot på at nogen trykker på den røde knap - eller snubler over ledningen. En del af USAs atomvåben er officielt sendt på pension, men ikke destruerede - ud fra en tåget forklaring om at de kunne bruges mod truende asteroider...
Tom Vilmer Paamand - oktober 2014
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer