Skal krigeren Fogh i Nobels fredskomite? Den tidligere angrebskriger i Irak og senere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er i spil til at besætte en ledig plads i Nobelfredskomiteen, der udvælger hvem der skal have Nobels fredspris. Som en af mange tusinde nobelfredsprismodtagere igennem deltagelse i ICAN-kampagnen for forbud mod og afskaffelse af atomvåben, fik jeg godt nok eftermiddagskaffen galt i halsen ved denne nyhed. Hvis det lykkes græsrodsinitiativet Tribunalforeningen at samle kapaciteter til at dokumentere daværende statsminister Anders Foghs meriter i forbindelse med Danmarks deltagelse i den ifølge FNs vedtægter ulovlige start af krig mod Irak i 2003, så er de fleste folkeretskyndige enige i, at Fogh vil kunne dømmes som krigsforbryder ved den internationale straffedomstol. Det barokke i det norske Fremskridtspartis kandidatforslag ligger også i at Fogh jo i fem år var generalsekretær i NATO, som i 2017 boykottede Nobelprisuddelingen til ICAN. Og det var fordi ICAN-kampagnen fik fredsprisen for sin indsats for at det lykkedes at få et massivt flertal i FN for en traktat med et globalt forbud imod atomvåben. Hvad værre er, er at NATO med USA i spidsen hele vejen har modarbejdet fredsarbejdet i FN for et forbud, hvilket er logisk fordi NATO-landenes militære trusselsstrategi stadig bygger på at NATO vil være parat til som de første at bruge atomvåben. Men denne strategi er ikke traktatfæstet så NATO-lande som Danmark kan juridisk sagtens tilslutte sig FNs forbudstraktat. Lægernes internationale fredsorganisation “International Physicians for the Prevention of Nuclear War“ har dokumenteret,at selv en total udtømning af bare Indiens og Pakistans atomvåben i en konflikt, udover den direkte forårsagede massedød og ødelæggelse vil være nok til at afstedkomme en såkaldt atomvinter med permanente frostgrader i nok ti år med voldsom hungerdød til følge. Skulle det lykkes det norske Fremskridtsparti at få puttet Fogh i Nobelfredspriskomiteen og på denne måde gøre Nobelfredsprisen til grin, så har vi bare tilbage at håbe, at den grundige Fogh sætter sig ned og uhildet læser IPPNWs rapport om atomvinteren og så vender på en tallerken, som da han i sin tid på Venstres landsmøde lancerede et paradigmeskifte og højlydt erklærede at vi nu skulle til at tage klimakrisen alvorligt. UPDATE: Fogh blev heldigvis vraget,og en forsker fra Det Norske Nobelinstitut valgt i stedet. Arne Hansen - februar 2018
> AMKs fredshilsen til oprøret! Foreningen Aldrig Mere Krig fordømmer Ruslands angreb på Ukraine. Som altid er AMK indlysende nok mod krig, uanset hvem der har våbnene i hænderne. AMK hilser derfor også oprøret mod yderligere amerikansk militarisering af Danmark stort velkommen. Det er så rigeligt, at Grønland i generationer har måttet leve med en egenrådig USA-base, der også burde lukkes. Krig, vold og især trusler om atomvåben, er aldrig en løsning. Selv i denne forfærdelige situation hjælper det ikke at udråbe den ene militære stormagt til en større global trussel end den anden. Historien har vist, at der er rigelig med blod på alles hænder. Situationen puster til gamle fjendebilleder og sætter turbo på militariseringen, senest med Folketingets vedtagelser om at sende yderligere dansk militær til Baltikum - og det på et opskruet krigerisk mandat. Dette går hånd i hånd med småskinger nationalisme og massiv økonomisk indsprøjtning til krigsindustrien. Lyt til din egen indre og gode dømmekraft. Som pacifister husker vi klart, at det aldrig er de samme mennesker, der står og skal slå ihjel, som dem, der har besluttet, at der skal slås ihjel. Og det er heller ikke dem, der vinder magt og tjener på krigsproduktionen. Ligesom vi skal huske de mange tusinde kvinder, børn og andre civile, der altid ryger med i købet, som “utilsigtede følgeskader“. Tving Rusland til forhandlingsbordet og ud af Ukraine med ikkevoldelige metoder og diplomatisk kraft. Sæt oprustning og optrapning i Øst og i Vest på pause. Brug i stedet alle kræfter på at føre åbne og inkluderende forhandlinger om fred og nedrustning. Afhold dem i en dialog mellem alle statslige og ikke-statslige parter i konflikterne, og med solid inddragelse af civilsamfundets aktører. Aldrig Mere Krig! Aldrig Mere Krig - februar 2022
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021