Ikke alle ingeniører bliver terrorister
Ingeniører er almindelige at finde i terrorgrupper, hvilket tyder på at en underliggende faktor må gøre dem mere sandsynlige som militante. Dette fremgår af den ny bog “Engineers of Jihad“ fra Princeton University Press, hvor to sociologer undersøger sammenfaldet. De fremlægger stærk dokumentation for, at ingeniører er mere tilbøjelige til at blive terrorister på grund af deres særlige verdensopfattelse. Ingeniører er nemlig langt mere tilbøjelige til at være konservative, end folk med andre uddannelser - og overraskende nok også langt mere religiøse.
I forhold til fx sociologi-uddannede er ingeniører med syv gange så stor en sandsynlighed både religiøse og konservative. Disse holdninger bliver hos ingeniører så parret med en markant forkærlighed for meget firkantede svar - hvilket også er en klar tendens hos radikalt religiøse smågrupper. På trods af dette viser undersøgelsen også, at kun en nærmest umålelig lille del af ingeniører bliver terrorister.
Mængden af ingeniører der blot lever som almindelige mennesker er voldsomt stor, ikke mindst set i forhold til denne verdens meget få terrorister. Der er altså ingen statistisk indlysende årsag til generelt at fordømme ingeniører, eller at være nervøs over at have en ingeniør som nabo. Det helt samme gælder i øvrigt også ved tilsvarende beregninger over tendenser i andre befolkningsgrupper. Statistisk set er der derfor lige så ringe grund til at bekæmpe radikaliseringstendenser specifikt hos ingeniører, som fx blandt lige præcis muslimer.
Tom Vilmer Paamand - august 2015
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Ny DR-guide: Stater “henretter“, terrorgrupper “myrder“
Danmarks Radio har skrevet en række sprog-guides, der skal øge den sproglige bevidsthed blandt radioens medarbejdere. Indholdet er nyttig læsning, og rummer blandt andet en række overvejelser om sprogets rolle ved omtale af krig og konflikt.
Guiderne er belærende, men stiller oftest meget åbne spørgsmål uden klare svar. Nogle få steder dikterer guiden dog, så det lugter af Den Kolde Krigs censorer: “En stat, der begår drab på sine indbyggere med hjemmel i statens love, 'henretter'. Hvad enten lovene er sympatiske eller ej. Militser, terrorbevægelser og andre ikke-statslige grupper 'henretter' ikke, de derimod 'dræber', 'myrder' eller 'slår ihjel'“.
Logikken bag er at ville undgå værdidomme, så det virker underligt at anbefale et ladet ord som myrde til at beskrives ikke-statslige myrderier neutralt. Dansk militærs brug af “legale“ drab i diverse krige ser også ud til at påvirke Statsradiofoniens afvejninger, hvor det åbenbart er nødvendigt med en lang udredning om forskellen på snigskytte, finskytte og skarpskytte. Det indskærpes, at kun de sidste to begreber må bruges om “hærens egne soldater, der har modtaget træning“ - men dog også at “ordenes betydning kan overlappe“.
Modsat bør ord som ondskabens akse og slyngelstat kun bruger i citat med klar afsender, da de er “nedsættende og i høj grad tendentiøse“. I eksempler med såkaldte tendensord efterspørges omhu, så der skelnes mellem militær kampagne og bombninger. Det uddybes, at der er forskel “på en 'militant gruppe', en 'milits', en 'terrorcelle', en 'oprørsgruppe', en 'separatistbevægelse' og på 'krigsherre' og 'militsleder'“.
En god pointe er at “'folkemord' er et juridisk begreb, det er 'krigsforbrydelse' også“. DR anbefaler, at “man bruger begrebet i overensstemmelse med FNs definition“, hvorimod“'folkemord' ifølge Den Store Danske har en bredere betydning end 'folkedrab'“. AMK har tidligere grebet fat i diverse ministres misbrug af disse begreber, hvilket udløste en FN-skideballe til de ansvarlige.
En af guidens længste definitioner er om terror, hvor DR “anbefaler, at man bruger ordet med forsigtighed og så vidt muligt kun i citat“, da “ordet og dets nøjagtige betydning er omstridt“ - da der kan være uenighed om hvorvidt der ved den slags myrderier er “tale om 'terrorisme' (negativ valør) eller fx 'frihedskamp' (positiv valør)“. Guiden tillader sig at nævne de jødiske terrorgrupper “forud for Israels dannelse i 1948“, og så for balancens skyld “Hizbollahs væbnede kamp mod israelske tropper og civile mål i Israel“.
Her huskes høfligt på, at det også kan være “et sygt menneskes handling, selvom voldshandlingen i øvrigt har terrorens kendetegn“. Men der blev ikke plads til at omtale ubalancen mellem, at “muslimske“ galninge kronisk kaldes terrorister, mens deres “kristne“ kollegaers tilsvarende handlinger mest bortforklares med “mentale problemer“.
Et andet eksempel er, at “inden for militæret kan man støde på begrebet 'at rense op'“. Det “betyder at rydde et område for fjender og fjendtlige våben, om nødvendigt ved at slå ihjel“, og så spørges der uden svar: “Findes der et begreb, der dækker præcis det samme?“ Konklusionen lyder lidt henkastet, at “vi bør finde en anden måde at sige det på“.
Tom Vilmer Paamand - april 2018
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Ny DR-guide: Stater “henretter“, terrorgrupper “myrder“
Danmarks Radio har skrevet en række sprog-guides, der skal øge den sproglige bevidsthed blandt radioens medarbejdere. Indholdet er nyttig læsning, og rummer blandt andet en række overvejelser om sprogets rolle ved omtale af krig og konflikt.Guiderne er belærende, men stiller oftest meget åbne spørgsmål uden klare svar. Nogle få steder dikterer guiden dog, så det lugter af Den Kolde Krigs censorer: “En stat, der begår drab på sine indbyggere med hjemmel i statens love, 'henretter'. Hvad enten lovene er sympatiske eller ej. Militser, terrorbevægelser og andre ikke-statslige grupper 'henretter' ikke, de derimod 'dræber', 'myrder' eller 'slår ihjel'“.
Logikken bag er at ville undgå værdidomme, så det virker underligt at anbefale et ladet ord som myrde til at beskrives ikke-statslige myrderier neutralt. Dansk militærs brug af “legale“ drab i diverse krige ser også ud til at påvirke Statsradiofoniens afvejninger, hvor det åbenbart er nødvendigt med en lang udredning om forskellen på snigskytte, finskytte og skarpskytte. Det indskærpes, at kun de sidste to begreber må bruges om “hærens egne soldater, der har modtaget træning“ - men dog også at “ordenes betydning kan overlappe“.
Modsat bør ord som ondskabens akse og slyngelstat kun bruger i citat med klar afsender, da de er “nedsættende og i høj grad tendentiøse“. I eksempler med såkaldte tendensord efterspørges omhu, så der skelnes mellem militær kampagne og bombninger. Det uddybes, at der er forskel “på en 'militant gruppe', en 'milits', en 'terrorcelle', en 'oprørsgruppe', en 'separatistbevægelse' og på 'krigsherre' og 'militsleder'“.
En god pointe er at “'folkemord' er et juridisk begreb, det er 'krigsforbrydelse' også“. DR anbefaler, at “man bruger begrebet i overensstemmelse med FNs definition“, hvorimod“'folkemord' ifølge Den Store Danske har en bredere betydning end 'folkedrab'“. AMK har tidligere grebet fat i diverse ministres misbrug af disse begreber, hvilket udløste en FN-skideballe til de ansvarlige.
En af guidens længste definitioner er om terror, hvor DR “anbefaler, at man bruger ordet med forsigtighed og så vidt muligt kun i citat“, da “ordet og dets nøjagtige betydning er omstridt“ - da der kan være uenighed om hvorvidt der ved den slags myrderier er “tale om 'terrorisme' (negativ valør) eller fx 'frihedskamp' (positiv valør)“. Guiden tillader sig at nævne de jødiske terrorgrupper “forud for Israels dannelse i 1948“, og så for balancens skyld “Hizbollahs væbnede kamp mod israelske tropper og civile mål i Israel“.
Her huskes høfligt på, at det også kan være “et sygt menneskes handling, selvom voldshandlingen i øvrigt har terrorens kendetegn“. Men der blev ikke plads til at omtale ubalancen mellem, at “muslimske“ galninge kronisk kaldes terrorister, mens deres “kristne“ kollegaers tilsvarende handlinger mest bortforklares med “mentale problemer“.
Et andet eksempel er, at “inden for militæret kan man støde på begrebet 'at rense op'“. Det “betyder at rydde et område for fjender og fjendtlige våben, om nødvendigt ved at slå ihjel“, og så spørges der uden svar: “Findes der et begreb, der dækker præcis det samme?“ Konklusionen lyder lidt henkastet, at “vi bør finde en anden måde at sige det på“.
Tom Vilmer Paamand - april 2018
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer