Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Opgør mod USA-baser i Japan
Fredsbilleder...
Efter 2. Verdenskrig forlod USA ikke Japan, men byggede masser af baser. 32 af dem ligger på øen Okinawa, hvor de optager tyve procent af området. Baserne har altid været omstridte hos lokalbefolkning, men først nu har opgøret grebet om sig. Baserne hjælper ikke området økonomisk, og de fremmede soldaters opførsel er en plage.
USAs største luftbase Futenma ligger og støjer voldsomt midt i en travl by. øens forrige guvernør gav USA lov til at flytte basen ud i bugten, men blev væltet ved valget. Den nuværende guvernør lovede at gøre alt for at få basen fjernet helt, og vandt valget stort. Han stoppede omgående byggeriet ud fra, at det ødelægger områdets beskyttede koralrev. Japans regering erklærede stoppet for ulovligt, og nu har den populære guvernør så lagt sag an mod regeringen.
Tom Vilmer Paamand - april 2015








Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Grøde i fredsbevægelsen
I lyset af krigen i Ukraine og dens resulterende brede oprustning, er en række organisationer nu i færd med at stifte et “Fredsinitiativ for fælles at planlægge kampen for fred og nedrustning“. De gamle landsdækkende grupperinger, som AMK og Kvindefredsligaen, samt nykomlingerne Forbyd Atomvåben, Fredsministerium, Fredsvagten og Tid Til Fred har været med i det indledende arbejde. Fredsinitiativet har budt alle organisationer og enkeltpersoner velkomne, og ud over dedikerede fredsfolk har også forskellige græsrodsorganisationer og politiske grupperinger meldt sig.
Fredsinitiativet er i nærkontakt med den tilsvarende nystartede kampagne “ Nej Til Oprustning“, der ønsker “Ja til konfliktmægling, diplomati og gensidig nedrustning“, så et samarbejde er sandsynligt. Fredsinitiativets foreslåede grundlag “opfordrer til gensidig nedrustning og politiske forhandlinger for en fredelig løsning på konflikten i Ukraine“, “Ja til humanitær bistand“ og“Nej til konfliktoptrapning fra både Ruslands og NATOs side“, samt “Støtte til fredselskende kræfter i Rusland og Ukraine“.
Mere overordnet er der pt også andre aktuelle paroler med, om “Nej til atomvåben og amerikansk militær på dansk jord“ og “Nej til ophævelse af EU-forsvarsforbeholdet“, men ikke noget om “Danmark ud af NATO“ eller “Nej til USA's imperialisme“. De sidstnævnte emner skabte nemlig lidt diskussion. Aktuelt er danskernes opbakning til NATO større end nogensinde og nogle håber, at et bredere militært samarbejde i EU kunne svække USAs dominans.
Også lokalt spirer mindre fredsgrupper frem. Et græsrodsinitiativ for enkeltpersoner kaldet “ Fyn for fred“ vil “gå imod strømmen og arbejde for dialog og nedrustning“. De følger en model fra Kvinder I“ ved at lave mindre aktioner lokalt i fynske byer. I Midtsjælland kalder en gruppe sig “Almindelige mennesker for fred“, og i det sydjyske “ Sønderborg mod Krig og Terror“.
Landet rundt er gode borgere også gået ind i arbejdet med at tage imod de nye krigsflygtninge, og ligefrem at hjælpe dem herop, hvilket denne gang omfavnes af stort set alle politikere og erhvervslivet - en stærk kontrast til den tidligere mere forbeholdne modtagelse af andre flygtningegrupper.
Mere traditionelt får Folkemødet på Bornholm nu atter besøg af fredsfolk, arrangeret gennem Fredsministerium, der her i april kan holde 10-års jubilæum, hvor en bred kreds af aktivister og fagfolk samles for at kikke fremad.

Tom Vilmer Paamand - april 2022








... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer

AldrigMereKrig.dk ©2025