Fredssang fra folketingets talerstol!
Christian Juhl (EL) fandt god plads til fredsparoler på folketingets talerstol, da Nye Borgerlige den 22. april ville have flertal og planer for at “forøge forsvarsbudgettet til 2 pct. af bnp“. Juhl gik ti gange på talestolen som ordfører for Enhedslisten, blandt andet for at synge(!) imod forslaget:
“Gid jeres børn selv engang vil sige
far og mor de var nu tem'lig lige
og de fik ikke men af nogen krige
selvom der var våben og tossehoveder nok“.
Det er en lille sang,som en lokal silkeborgenser, der hedder Lars Lilholt,i 1982 skrev, og som er fra albummet “og fanden dukked op og sagde ja!“. Det kommer forhåbentlig ikke som en lammende overraskelse, at vi ikke kan støtte et forslag om at bruge flere penge på militæret.
Vi tror helt grundlæggende ikke på, at verden bliver et bedre sted af, at vi og andre lande opruster mere og mere på militær og våben. Det skaber ikke stabilitet at købe sig fattig hos bl.a. den amerikanske og israelske våbenindustri, og krigen i Afghanistan og Irak har tydeligt vist, at de militære aktioner oftest ikke bringer fred.
De største trusler mod menneskeheden og vores planet og det, der skaber mest konflikt, usikkerhed og krig, er klimakrisen, den galoperende globale ulighed og også den globale sundhedskrise, som vi står midt i. Her hjælper mere isenkram og støtte til NATO ikke.
Hvis Danmark skulle hæve forsvarsbudgettet så meget, ville det betyde, at vi allerede i år skulle lægge 10-15 mia. kr. mere i den kasse. Det er rigtig meget, og så kan man selv gange tallene op. Finansloven viser jo tydeligt, hvordan man forventer bnp stiger.
Især i en tid, hvor vores velfærd er dybt presset af corona, vil det gøre rigtig ondt at skulle hæve forsvarsbudgettet, og hvis vi ser det i et internationalt perspektiv, så tænk på, hvordan de penge kunne bruges på fredsarbejde, på klimaindsats, på udvikling og stabilisering og på vaccinationer til verdens fattigste.
Det er alt sammen noget, som ville øge den globale sikkerhed i langt højere grad end militær oprustning – hvis det overhovedet øger nogen sikkerhed. Især hvis vi ser på Arktis, kan Danmark sammen med Grønland spille en vigtigere rolle for freden ved at bidrage til nedrustning og politiske aftaler om stabilitet og f.eks. forsvare Ilulissataftalen i stedet for at være med til at bryde den.
Det er den retning, vi skal i med vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. Flere våben sikrer ikke færre flygtninge i verden. Flere våben sikrer ikke færre, der sulter, og færre, der ikke går i skole. Enhedslisten kan ikke støtte Nye Borgerliges forslag.
Christian Juhl argumenterede også grundigt for i det mindste atter at binde forsvarsudgifterne til udviklingsbistanden, så de ville stige i samme takt. Også NBs forslag blev i øvrigt skudt til hjørne - videresendt til Forsvarsudvalget.
Tom Vilmer Paamand - april 2021
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord :
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problem er, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
“Ha ha ha,“ jeg hører allerede brølet, “hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!“
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.
Tom Vilmer Paamand - april 2015
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord :
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problem er, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
“Ha ha ha,“ jeg hører allerede brølet, “hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!“
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.
Tom Vilmer Paamand - april 2015
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer