Militæret hugger fra besparelserne
Det tegner til, at det snart bliver alvor med besparelser på forsvaret. Jeg gætter på, at man i praksis vil afskaffe værnepligten og dermed hele militærnægterordningen. Det må dog ses som en vigtig delsejr efter snart 90 års AMK-arbejde. Når det så bliver et rent professionelt militær, kan det kun styres politisk ligesom man gør med grønlandske slædehunde: Man skal sulte dem så meget, at de nok knurrer, men ikke bider. Forsvaret, der har indset, hvad klokken er slået, er selv kommet med et par små bud til spareøvelsen.
Man nedlægger et par kaserner og sælger noget af udstyret. Med kasernerne vil man først se et rend af borgmestre, som vil klage over at miste gode skatteydere, men ellers er det da i orden. Så bliver der åbnet for salg af bygninger og øvelsesarealer. I Ninn Hansens tid som forsvarsminister - og både før og efter fik man indført et helt nyt langt ord og begreb i det danske sprog: “Provenufinansieringsordningen“. Man (Ninn Hansen) benævnte de nedlagte kaserner “Forsvarets Arealer“, og fortsatte med at provenuet fra deres salg selvfølgelig skulle tilgå forsvaret til yderligere rationalisering, dvs. oprustning.
Men det skulle da bare mangle. At en lejer/bruger bare lige skulle kunne udbyde og sælge hele molevitten og indkassere salgsprisen. Disse “arealer“, næsten 30.000 hektar af Danmarks jord, havde vores forfædre købt og stillet til rådighed for militære øvelser. Når så jord og bygninger ikke mere skal bruges af militæret, står det ejeren/folket/samfundet frit til at bestemme deres ny anvendelse. Aldrig Mere Krig gjorde i l990erne en stor indsats for at præcisere dette forhold, og fik medhold af flere politikere. Især Ekstra Bladet var dygtige til at skære det ud i pap. Det endte med at man i et par korte år før 2000 ikke talte om og brugte provenufinansiering.
Men så kom det dog alligevel igen, direkte nævnt i de to seneste forsvarsforlig. Det bliver dog ikke rigtigere af den grund. Måske vil vi igen blive nødt til at kæmpe for folkets råderet over egen jord og bede Ekstra Bladet om at hjælpe os. Så er der det med udstyret - våben og krigsmateriel. Her kommer den radikale Niels Helveg Petersen ind fra sin tid som udenrigsminister i 1997. Da skrev han (eller ambassadøren) i FN under på en anbefaling til alle medlemslande om at lade alle våben destruere, som var blevet udfaset fra landenes væbnede styrker, så de ikke skulle falde i hænderne på illegale eller kriminelle. Kort tid derefter orienterede Niels Helveg Folketinget om beslutningen, og fik den dermed ratificeret.
De våbenansvarlige indenfor Forsvaret, Hjemmeværnet og Politiet har imidlertid været meget tungnemme overfor denne beslutning. Den kunne da vel ikke gælde for “deres“ våben? Forsvaret har solgt/foræret af de udfasede våben til baltiske lande og Zimbabwe, og Politiet under Lene Espersen solgte alle 10.000 af deres gamle tjenestepistoler til genbrug.
Selv da hun blev gjort opmærksom på destruktionsforpligtelsen, og der kun var en container tilbage med pistoler, skulle den da også liiige sælges først, “for en aftale er en aftale“. Inden de kommer for godt i gang med et nyt udsalg, må Niels Helveg og Co. derfor minde dem om, at hans aftaler altså også er aftaler.
Geert Grønnegaard - november 2012
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Statsmagten blev magtesløs, da folket ikke fulgte den
Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier holdt en fint fredelig tale i Potsdam den 3. oktober ved 30-året for landets besværlige genforening. Her er et forkortet uddrag :
“... Den nationale samling i 1871 blev tvunget frem med jern og blod, efter krige med vore naboer, på en baggrund af preussisk dominans, militarisme og nationalisme.
For et par dage siden besøgte jeg Det Militærhistoriske Museum i Dresden, hvor utallige af den tids børnebøger hænger i snore fra loftet. De var om små drenge, der næppe kunne se ud over bordkanten, men som allerede stolt bar soldateruniform og entusiastiske var klar til at gå i krig. Denne forherligelse af militant nationalisme, denne forherligelse af krig og heltedød lige fra barndommen, det var denne epokes ulyksalige ånd. Det tyske imperiums grundlæggelse førte til den katastrofe, som Første Verdenskrig var.
Helt forskelligt fra dette er de billeder, som vi alle bærer indeni af forandringen for tredive år siden. Folk, der festede oven på Muren, med glædestårer og knus. Soldater og folkepolitiet, der kastede deres våben. Angsten havde skiftet side. Statsmagten var magtesløs, fordi folk ikke længere fulgte den.
Også noget andet var anderledes. Genforeningen i 1990 var ikke ledsaget af sabelraslen og erobringskrige. Den blev forhandlet internationalt, nedskrevet i en aftale og indlejret i en europæisk og international fredsorden. En orden som generationer af politikere, på trods af alle tilbageslag i de lange år med Den Kolde Krig, havde formået at skabe efter Den Anden Verdenskrig. ...“
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Statsmagten blev magtesløs, da folket ikke fulgte den
Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier holdt en fint fredelig tale i Potsdam den 3. oktober ved 30-året for landets besværlige genforening. Her er et forkortet uddrag :“... Den nationale samling i 1871 blev tvunget frem med jern og blod, efter krige med vore naboer, på en baggrund af preussisk dominans, militarisme og nationalisme.
For et par dage siden besøgte jeg Det Militærhistoriske Museum i Dresden, hvor utallige af den tids børnebøger hænger i snore fra loftet. De var om små drenge, der næppe kunne se ud over bordkanten, men som allerede stolt bar soldateruniform og entusiastiske var klar til at gå i krig. Denne forherligelse af militant nationalisme, denne forherligelse af krig og heltedød lige fra barndommen, det var denne epokes ulyksalige ånd. Det tyske imperiums grundlæggelse førte til den katastrofe, som Første Verdenskrig var.
Helt forskelligt fra dette er de billeder, som vi alle bærer indeni af forandringen for tredive år siden. Folk, der festede oven på Muren, med glædestårer og knus. Soldater og folkepolitiet, der kastede deres våben. Angsten havde skiftet side. Statsmagten var magtesløs, fordi folk ikke længere fulgte den.
Også noget andet var anderledes. Genforeningen i 1990 var ikke ledsaget af sabelraslen og erobringskrige. Den blev forhandlet internationalt, nedskrevet i en aftale og indlejret i en europæisk og international fredsorden. En orden som generationer af politikere, på trods af alle tilbageslag i de lange år med Den Kolde Krig, havde formået at skabe efter Den Anden Verdenskrig. ...“
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer