Nedrustningsaftalerne ramler
Rusland får nyt atommissil og EU-lande får USAs forbedrede atombomber, så atommagterne skælder igen ud på hinanden over hvem der først overtrådte hvilke aftaler. Aktuelt har Rusland brudt nedrustningsaftalen INF om mellemdistanceraketter med et nybygget krydsermissil, hævder USA. Og smækker uventet trumf på ved at præsident Trump så vil opsige aftalen. Modsat - og dårligt nok rapporteret i de vestlige medier - påstår Rusland, at USA bryder nedrustningsaftalen NPT om ikke-spredning af atomvåben. Europa har nemlig fortsat et par hundrede af USAs sprængklare atombomber stående - og disse vil i løbet af de næste år blive opgraderet til langt værre og mere effektive udgaver.Et andet anklagepunkt drejer sig om opstillingen af en landbaseret version af det såkaldte missilforsvarsskjold der skulle kunne skyde fjendtlige raketter ned fra “slyngelstater“. Baserne i Polen og Rumænien har nemlig fået et kompliceret afskydningssystem, der teoretisk er i stand til at affyre USAs Tomahawk-missiler, som kan være atombevæbnede.
Nedrustningsaftalerne lader altså til at være i fare, og det lover ikke godt for Europa, for de udskældte våbensystemer er placeret lige rundt omkring os, hvor de i givet fald også vil tørne sammen. Samtidig med at USA beklager sig over Ruslands nye missiler, arbejder Pentagon selv på at udvikle nye jordbaserede raketter. Efter Murens Fald blev de fleste af USAs atomraketter i Europa ellers fjernet, så kun Frankrigs og Storbritanniens egne atomraketter stod på land her. Der er pt ingen konkrete planer om at vi i Europa oven i de nævnte atombomber også skal belemres med USAs fremskudte atomraket-baser igen, men risikoen vokser dag for dag.
I oktober 2018 var USAs nationale sikkerhedsrådgiver på besøg i Rusland - den altid krigsbegejstrede John Bolton. Han forsikrede Moskva om, at USA “has not yet decided whether it will deploy missiles in Europe“. Sådan en fesen afvisning virker slet ikke beroligende, så måske er det snart tiden til at afhente de gamle bannere på museerne - Yet!
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord :
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problem er, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
“Ha ha ha,“ jeg hører allerede brølet, “hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!“
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.
Tom Vilmer Paamand - april 2015
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord :
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problem er, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
“Ha ha ha,“ jeg hører allerede brølet, “hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!“
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.
Tom Vilmer Paamand - april 2015
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer