Nobels Litteraturpris 2015 blev en fredspris Forfatteren Svetlana Aleksijevitj fra Hviderusland modtog Nobels Litteraturpris, for “hennes mångstämmiga verk, ett monument över lidande och mod i vår tid“. Hendes senest oversatte bog på dansk hedder “Krigen har ikke et kvindeligt ansigt“, og består af pluk fra interviews hun har lavet med Sovjets kvinder, der deltog aktivt i Anden Verdenskrig. I hendes lange takketale fortalte hun blandt meget andet at: “Jeg skriver en bog om krigen - Hvorfor om krigen? Fordi vi er krigsmennesker - enten har vi været i krig, eller også har vi forberedt os på krig. Hvis man kigger efter, så tænker vi alle sammen krigsagtigt. Hjemme, og når vi er ude. Derfor er et menneskeliv så lidt værd hos os. Alting er, ligesom i krig.“ “Dette var en krig, som jeg ikke kendte. Kvindernes krig. Den handlede ikke om helte. Ikke om, hvordan nogle mennesker heltemodigt slog andre mennesker ihjel. Jeg kan huske en af kvindernes klage: 'Jeg gik hen over engen efter slaget. Og der lå de - Alle sammen unge og så smukke. De lå og kiggede op i himlen. Jeg havde ondt af både vores egne og de andre.' Det var dette 'både vores egne og de andre', der sagde mig, hvad min bog skulle handle om. Om at krig - det er drab.“ “Kvinderne taler allermest om det, der forsvinder, om, hvor hurtigt alting forvandles til ingenting i krig. Både mennesket og den menneskelige tid. Ja, de bad selv om at komme til fronten, da de var 17-18 år, men de ønskede ikke at slå ihjel. Men de var parate til at dø. til at dø for fædrelandet. Og de var også parate til at dø for Stalin - det kan man ikke slette fra ordenes historie. I to år kunne bogen ikke udgives, den blev ikke udgivet før Gorbatjov. 'Efter Deres bog er der jo ingen, der vil gå i krig længere', blev jeg belært af en censor.“ Tom Vilmer Paamand - december 2015
> Mest aggressive adfærd i nyere tid? Russiske kampfly fløj tæt på et krigsskib fra USA, der var sejlet helt til Østersøen ud for flådebasen i den russiske provins Kaliningrad. Med gode telelinser udviklede historien sig til, at kampfly simulerede angreb blot få meter over krigsskibet. Trods dette fastholder officielle kilder, at flyene var ubevæbnede. Udenrigsminister John Kerry så åbenbart kun videoerne, og erklærede at krigsskibet havde haft ret til at skyde flyene ned. USAs militær beskriver flyvningerne som den mest aggressive adfærd i nyere tid. Alligevel er der fortilfælde fx for blot få år siden, hvor selvsamme krigsskib fra USA lavede tilsvarende manøvrer ved den russiske flådebase på Krim, og også der blev mødt af ubevæbnede kampfly 3-400 meter fra skibet. Her skabte russerne en flot vandrehistorie, om at sømænd ombord blev så skræmte af flyets blokering af skibets overvågning, at de i stort tal forlod Søværnet efter episoden. Under Den Kolde Krig sejlede også danske krigsskibe ofte lige til grænsen, for så at kunne aflæse hvorledes det militære apparat reagerer på trusler. Krigsskibet USS Donald Cook er forsynet med alt det nyeste i elektronisk overvågning kaldet Aegis, og i den russiske fortælling om episoderne hedder det modsat, at USA foretog provocative and aggressive wartime maneuver sailing at full combat speed towards Russian waters. USA beskylder russerne for at overtræde en Sovjet-traktat fra 1972, der skulle bremse den slags optrapninger - som de så nok også selv burde prøve at overholde. USA plejer lisså nærtagende at piske tilsvarende udenlandske flådebesøg omkring USA op til nærmest at være krigshandlinger, men mener selv de har lov til at sejle overalt. Russernes svar er, at USAs frihed til at sejle ikke ophæver Ruslands frihed til at flyve, og anser sådanne forbiflyvninger som ren rutine. Spændingerne i Østersøen er stigende, hvor USA også har besluttet at udstationere F15-kampfly i det neutrale Finland ved den russiske grænse. International moral er en meget fleksibel størrelse, men det er militært idioti af stormagterne gensidigt at lege “chicken“ med vores alle sammens jordklode som indsats. Og det er politisk idioti at overlade diplomati til generaler - som når osse Danmark mener det er en militær opgave at bede piloter opføre sig pænt i luftrummet over os. Tom Vilmer Paamand - april 2016
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021