Samtlige indlæg ved beslutningen om militære bidrag... Anden og sidste behandling af B25, den 18.12.2014. Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til NATOs Resolute Support Mission i Afghanistan. “Formanden [10:51]: Der er ikke stillet ændringsforslag. ønsker nogen at udtale sig? Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning. Formanden [10:51]: Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse nu. Jeg slutter afstemningen. For stemte 100 (V, S, DF, RV, SF, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 8 (EL), hverken for eller imod stemte 0. Forslaget til folketingsbeslutning er vedtaget og vil nu blive sendt til udenrigsministeren.“ Tom Vilmer Paamand - december 2014
> Folkepres skabte etiske investeringer Alle investeringsselskaber tilbyder i dag mulighed for specificerede etiske fravalg, mere eller mindre halvhjertet. Hvilke investeringer de selv fravælger, eller giver kunder mulighed for til- eller fravalg af, følger efterhånden nogle ret ens og oftest internationale normer. Investeringsselskaber tænker sjældent selvstændigt - det er for svært at begrunde offentligt. Udover græsrodsagtige selskaber var pensionskasserne de første store, der blandede etik i investeringerne - efter langvarigt pres fra gode aktivister. Rigtig mange almindelige mennesker er nemlig medlemmer, eller medejere gennem a-kasser og lignende. Pensionskassernes etiske lister ligner efterhånden stort set hinanden, og er et af de ret få tilfælde, hvor presset nedefra har medført det kvantespring, at såkaldt ansvarlige investeringer nu kan trumfe et blindt fokus på økonomisk udbytte. Sampension har just offentliggjort en fin liste over deres 177 fravalg, der kan bruges som eksempel på omfang og begrundelser. I og med det er nyligt fravalgte, demonstrerer listen også hvem Sampension og alle kollegaerne tidligere gladeligt støttede med deres investeringer. Langt de fleste investeringer er sorteret fra af Klimahensyn. 57 er i gruppen for Våben, Menneskeret og Sanktioner. Desværre ikke Våben i bred forstand, men snævret ind til Kontroversielle våben - samt særskilt for Atomvåben, Klyngevåben og Landminer. Syv er valgt fra på grund af klyngevåben og øvrige kontroversielle våben. Internationale sanktioner har kun ramt Rusland, mens hensyn til menneskerettigheder har stoppet investering i elleve selskaber, først og fremmest fra Israel. Størst er gruppen på hele 29 selskaber, der er udelukket for atomvåben, de fleste fra USA. Ingen danske er fravalgt på denne del af listen. Det tætteste er firmaet Larsen & Toubro, der er oprettet af to danskere, men opererer i Indien, og her har modtaget en stor humanitær hæderspris - men også er førende indenfor våbenproduktion. Resten af flokken er stort set velkendte gangstere, som BAE, Northrop, Raytheon og Lockheed. Alle faste leverandører til det danske forsvar, der ikke er ret bundet af etiske bånd. De fleste danskere har altså i dag en del af deres penge bundet i investeringer med en etisk vurdering bag. En række af normerne er baseret på FN-konventioner, som efter et folkeligt pres har gjort atomvåben, klyngebomber og landminer til fy-ord, som ryggesløse investorer kan udskammes for. Men i modsætning til de to sidstnævnte tabuer, nægter vore danske regeringer fortsat at deltage i fordømmelsen af atomvåben - på trods af, at der et bredt og internationalt FN-forbud imod dem. Så vi må vist lige finde det der folkelige pres frem igen! Tom Vilmer Paamand - november 2020
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021