Nordisk Fredsalliance (Nordic Peace Alliance, NPA) blev stiftet i Helsingør for tre år siden som et samarbejde mellem mange og meget forskellige fredsorganisationer i næsten alle nordiske lande - i år udvidet med Færøernes nystartede fredsbevægelse. Alliancens årlige konference blev afholdt i Norge. Den har været på rundtur i Norden: Finland, eller rettere Ålandsøerne, og Sverige, og i år blev det så Norges tur. Vi afholdt konferencen fra den 31. juli til den 2. august på Hardangerakademiet for fred, utvikling og miljø i Jondal i nærheden af Bergen. Akademiet har i mange år været et center for udveksling og udvikling. Det blev stiftet af fredsforskeren Johan Galtung, og drives fortsat videre i hans ånd. I år faldt vores årsmøde og konference sammen med akademiets eget årlige fredssymposium. Det betød bl.a. at der var en del deltagere fra Norge, som ikke først og fremmest var kommet for vores årsmøde. Det gjorde at vi, sammen med deltagerne fra de øvrige lande, havde mulighed for at møde oplægsholdere vi ellers ikke ville have mødt, og at få mange gode samtaler og udveksling af erfaringer med hvordan fredsarbejdet gribes an rundt i Norden. Inden årsmødet benyttede vi selv anledningen til at tage helt op nord for Lofoten. Deroppe griber staten og NATO fredsarbejdet noget anderledes an. Som en del af den generelle militarisering af det nordlige Norge, er der en pænt stor militærlufthavn på Andøya, og et testcenter for raketopsendelse. Også Bodø er et militært hotspot, og Tromsø er forberedt for amerikanske atomubåde. Så selvom der var midnatssol deroppe, var det alligevel en positiv kontrast at komme til det regnfulde Hardanger ved Bergen. Konferencens oplæg fokuserede meget på hvordan man kunne leve sammen på trods af konflikt og interessemodsætninger. Her blev især EUs rolle og forholdet til Mellemøsten behandlet. Mulighederne for afspænding og atomtruslen i Arktis. Forholdet til Rusland. Her igen, afspænding og fælles sikkerhed, og at se hinanden som venner frem for som fjender. Under hele konferencen blev der udvekslet erfaringer, både i gruppearbejder og de uformelle snakke. Vi skulle så endelig beslutte, om vi skulle holde møde i Danmark til næste år. Der blev luftet forskellige muligheder for hvordan det kunne gribes an. Det bliver nu op til koordinationsgruppen at finde et forslag til. Alt i alt en fin tur, som nordmænd ville have udtrykt det. Martin Mørch - august 2026
> Rettidig kamp mod dræber-robotter nu
Dræberdronerne kom hurtigere i brug, end mange havde ventet, og har officielt dræbt næsten 5.000 mennesker. Nu forsøger aktivister at stoppe næste generation af drabsmaskineri. Gruppen har basis i organisationen Human Rights Watch, og blandt deltagerne er den amerikanske aktivist Jody Williams og mange andre fra den vellykkede kampagne mod landminer.
Forslaget går ud på forebyggende at få verdens regeringer til også at forbyde hvad gruppen kalder fuldt autonome våben - altså selvstændigt opererende robotvåben, der ikke som nu fjernbetjenes af en pilot, men er i stand til at vælge og skyde på mål uden menneskelig indgriben. Sådanne våben eksisterer ikke endnu, og ligger måske tyve år ude i fremtiden, men militærindustrien arbejder allerede nu med at give deres eksisterende fjernbetjente våben større autonomi på slagmarken. Gruppen har udgivet rapporten “Losing Humanity: The Case Against Killer Robots“ hvor de gennemgår problemet juridisk, teknologisk og etisk, og opfordrer til en international traktat, der forbyder udvikling, produktion og brug af fuldt autonome våben.
Tom Vilmer Paamand - februar 2013
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021