Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Kommentarer
Share button


AMK til konference i Nordic Peace Alliance
Fredsbilleder...
I konferencen deltog omkring 50 interessante fredsfolk, otte fra Danmark. Fordelt på officielle deltagere var det herhjemmefra udover AMK også Forbyd Atomvåben og Kvindefredsligaen. Fra Norge Fredsinitiativet og Internasjonal Kvinneliga, fra Sverige Artister For Fred, Kvinnor For Fred og Svenska Kvinnors Vansterforbund, og fra Finland Sadankomitea, Finnish Peace Committee og Finlands Fredsforbund.
Det var rejsen helt til Skåne værd, for det gav gode kontakter og høflig debat i en lang række workshops. Der blev vedtaget resolutioner om international afspænding, og for et atomvåbenfrit Norden mm – og Tom Vilmer Paamand fra AMK er nu med i alliancens koordinationskomite.
Ia Bjarten fra Sverige var hovedarrangør, og er også kendt som jævnlig deltager i danske fredsmøder. Næste konference bliver om et år i Norge.
Læs mere om NordicPeaceAlliance.org
Tom Vilmer Paamand - juli 2025








Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Dansk prins bliver statsstøttet våbenpusher
image Prins Joachim er blevet udnævnt til forsvarsattaché i Paris. Hermed kommer det danske kongehus med i en skandaleramt gruppe af kronede hoveder, der sælger våben på fædrelandets vegne. Forsvarsministeriet omtaler derfor prinsens nye funktion ret floromvundent, med at Joakim fra september skal “forstærke samarbejdet på det sikkerhedspolitiske område med Frankrig“.
Danmarks militære støtte til Frankrigs fortsatte kolonikrige er kun en del af dette job. Udenrigsministeriet forklarer nemlig i deres mere omhyggelige stillingsbeskrivelse, at danske forsvarsattachéer i Frankrig også skal yde “støtte til danske forsvarsvirksomheder, der ønsker at komme ind på det franske marked“. Spørgsmålet er selvfølgelig i hvor høj grad Joachims nye dobbeltrolle, oven i at være begunstiget prins, vil blive søgt holdt adskilt fra forsvarsattachéens job med at støtte op bag det private erhvervslivs mest skamløse producenter - våbenpusherne.
Det virker dog sandsynligt, at prinsetitlens muligheder for generel reklame for danske våben vil blive brugt, så prinsen kommer til at optræde under Dannebrog på Frankrigs gigantiske våbenmesser, “såsom EuroSatory, EuroNaval og Paris Air Show“, som det klart uddybes i jobbeskrivelsen. Prins Joachim har en langvarig uddannelse indenfor militæret, og var blevet tildelt graden oberst af reserven, men bliver til den nye stilling ophøjet til brigadegeneral.
Stillingen er formelt ulønnet, for Kongehuset forventer at Joakim fortsat vil modtage sin kongelige bonus på 3,6 millioner kroner skattefrit om året. Intet er dog sparet ved denne ordning, selvom Forsvarsministeriet oven i yderligere betaler for Udenrigsministeriet nye prinseudgifter til tjenesterejser, kontor og repræsentation. Af hensyn til prinsens kongelige evner og øvrige aktivitet, er det nemlig nødvendigt også at ansætte en assisterende forsvarsattaché, der vel skal udføre det egentlige arbejde.
Prinsen har også nogle måske nyttige års erfaring fra det mere ordinære erhvervsliv, da han har arbejdet for A. P. Moller Maersk Group i Hongkong og Frankrig. Maersk er kendt for globale våbentransporter for hvemsomhelst - lige fra Nordkorea til USA s to sidste angrebskrige mod Irak.
Trods et statsligt job til prinsen fortsætter hermed privatiseringen af det danske kongehus, der jo længe har været opkøbt i bidder gennem nærkontakt med “gavmilde“ folk fra erhvervslivet. Det bliver interessant at se i hvor høj grad prins Joachim fortsat lader sig indfedte, nu fra en stilling hvor våbenhandlens indbyggede korruption kommer helt tæt på.
Tom Vilmer Paamand - juni 2020








... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer

AldrigMereKrig.dk ©2025