Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


USA overvejede atomvåben mod Irak
Fredsbilleder...
I 2003 bad USAs daværende vicepræsident Dick Cheney om en vurdering af hvor mange taktiske atomvåben, det ville kræve at eliminere en division af Saddam Husseins Republikanske Garde. Og før krigsudbruddet besøgte Cheney ofte CIA for at mobbe dem til mere krigeriske udmeldinger om truslen fra Iraks påståede masseødelæggelsesvåben, som CIA så gav til regering og præsident. Cheney havde uforholdsmæssig megen indflydelse som vicepræsident, bemyndiget af George W. Bush selv.
Dette fremgår af en ny biografi af den tidligere præsident George Herbert Bush, faderen til George W. Bush: “Destiny and Power: the American Odyssey of George Herbert Walker Bush“. I øvrigt var svaret, at 17 atombomber ville være nok mod en enkelt division, som der var i alt otte af.
Tom Vilmer Paamand - november 2015








Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Officeren der blev pacifist
logo Aldrig Mere Krigs forhenværende formand Geert Grønnegaard er død, 84 år gammel. Den sprælske fredskæmpe døde passende nok på et plejehjem bygget på Ringsteds nu nedlagte kaserne. Som barn kom Geert ellers på Herlufsholms ret militaristiske kostskole, hvorpå han blev flyverløjtnant i Værløse, derpå civilingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt og reserveofficer.
Dette ændredes af rektor Aage Bertelsen s pacifistiske bog “Her er dit våben“ i 1960. Officeren meldte sig nu som militærnægter, og blev aktivist i foreningen Aldrig Mere Krig, hvor han langt senere i 1997 blev formand. Geert kom med i påskemarcherne mod atomvåben og kampen mod Vietnamkrigen, startede et register over dansk våbenhandel, og skrev læserbreve og henvendelser til Folketinget i en lind strøm.
Særlig kendt blev han for en række spektakulære fredshappenings : Geert agerede garderobevagt i Københavns Domkirkes våbenhus og inddrog sabler fra de kongelige gæster. Han blev bortvist fra et dyrskue, hvor forsvaret var talstærkt udstillet, og ikke kunne lide hans Rustoskop, der med rullende tal optalte militærbyrden.
Geert blev i 1964 opstillet for Fredspolitisk Folkeparti, som ikke kom i Folketinget. Han var i 1976 konsulent for daværende landsformand K. Helveg Petersen for Det Radikale Venstre, til hjælp med en ny lov om våbenproduktion. Blandt det vedtagne blev, at arbejdsløse kunne sige nej til våbenproduktion uden tab af dagpenge.
Ved siden af et næsten fuldtidsarbejde som aktivist, spillede Geert ihærdigt bridge på højt niveau, var ansat i en række ingeniørfirmaer og bl.a. udsendt i udviklingsprojekter for at bygge skoler i Tanzania og kyllingefarme i Libyen. Privat nåede han at fejre guldbryllup med sin kone Loulou, som han fik tre sønner med.
- Hør Geert selv fortælle om et langt liv som aktivist.
Tom Vilmer Paamand- december 2019








... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer

AldrigMereKrig.dk ©2025