Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Kommentarer
Share button


En pacifistisk våbenfabrik?
Fredsbilleder...
Livet som våbenfabrikant bliver nemmere at holde ud gennem livsløgne, om alt det gode som produktionen i virkeligheden gør. I Danmark holder våbenkrejlerne sig for det meste også langt væk fra journalister og mulige distraherende spørgsmål, men taler så mere frit til lokalavisernes mikrofonholdere.
En nylig artikel i netmediet LystrupLIV illustrerer dette på fornemmeste vis: Virksomheden Composhield i Lystrup producerer panser, men “selvom Composhields varer bliver brugt i krigs- og konfliktzoner, er virksomheden pacifistisk“, forklarer direktøren. “Hvis ikke vi arbejdede i forsvarsindustrien, ville soldaterne enten blive slået ihjel, eller også ville andre levere det i stedet.“
Direktøren understreger, at “det ikke er tilladt at sælge til lande, der er involveret i konflikter“. Panseret sælges derfor kun til køretøjer for “EU, FN og NATO-allierede“. Og altså ikke til angrebsbrug, men derimod for “at beskytte dem, der sidder i vognen“, for sådan en “pansret mandskabsvogn indeholder ikke en kanon eller andre våben“.
Artiklen er illustreret med firmaets prale-model af en panservogn, og trods direktørens forsikringer om det modsatte, er denne udstyret med maskinkanon. Panservognen er fra De Forenede Arabiske Emirater, og her har Composhield i følge eget reklamemateriale en lokal afdeling. På grund af Emiraternes indblanding i Yemens blodige borgerkrig, er der dansk eksportforbud til landet.
Samme type panservogn bliver brugt i Sudan til nedslagtning af demonstranter. Firmaet har også rakt ud til andre slyngelstater, og fik i 2014 en eksporttilladelse for våben til Pakistan på mere end 400 millioner kroner. I stedet for at prale med succesen, søgte Composhield at holde salget hemmeligt.
Fabrikken ligger i en forstad til Aarhus, men har udviklet sit særlige beskyttelsespanser i kompositmaterialer med hjælp fra forskere og Phd-studerende på Aalborg Universitet og U, og virksomhedens medarbejdere er hentet sammesteds.
Tom Vilmer Paamand - september 2022








Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Den fredelige befrielse af Danmark...
Danskerne havde ikke forventet en fredelig befrielse, og kun tilfældigheder i krigens sidste dage afgjorde dette. Et gigantisk allieret luftangreb var den 2. april 1945 på vingerne mod Danmark. En flåde på 1.300 bombe- og jagerfly skulle ramme seks tyske flyvepladser i Danmark for at sikre allieret luftherredømme, men kort før Jylland vendte de om. Sigtbarheden var for ringe, så risikoen for mere omfattende civile skader var for stor.
Næste dag forsøgtes igen, men det dårlige vejr fortsatte. Planen blev så aflyst - og Danmark slap helt for dette omfattende bombardement, der trods de anførte hensyn ville have fået de senere Sovjet-bombede byer på Bornholm til at ligne et par mindre detaljer. Kun Skrydstrup Flyveplads blev bombet igennem ved to angreb i ugerne efter. I årene inden var andre flyvepladser, fabrikker og andre tyske støttepunkter i Danmark blevet ramt af mere end 25.000 bomber fra allierede fly. En del af dem var nærmest tilfældige, hvor bombemaskiner skulle have tømt lasten på vej hjem fra angreb i Tyskland.
En dansk kvinde blev den 4. september 1939 det første civile offer for luftangreb i Vesteuropa under 2. Verdenskrig, da en vildfaren engelsk bombemaskine kastede bomber over Esbjerg. Der var jævnligt mindre engelske flyangreb mod tog- og landevejstrafikken. Mest kendt er et par “blodige søndage“ i krigens sidste år, hvor 45 blev dræbt og mange såret. I dagene lige op til Befrielsen sænkede englænderne skibe i et voldsomt omfang i den sydlige del af Danmark. De samlede tabstal er ikke kendte, men fx blev to tyske transportskibe ramt ud for Lübeck, hvorved 7.000 evakuerede kz-fanger døde.
Tysklands øverstbefalende i Danmark forberedte fortsat ihærdigt frem til maj forsvaret mod englænderne, og gravede så sent som i april Die Kriemhild-Stellung, et forsvarsanlæg på tværs af det nordlige Sønderjylland. Og kort før befrielsen lød ordren, at alle samfundsvigtige anlæg som elektricitetsværker, havne og broer i Danmark skulle sprænges i luften.
Den 5. maj kom alligevel den kendte erklæring om at “De tyske tropper i Danmark har overgivet sig“, men dette var ikke helt korrekt. Kapitulationen gjaldt kun til den 21. Britiske Armégruppe, der fortsat var 200 km fra at nå den dansk-tyske grænse. Den gjaldt heller ikke for Bornholm, hvor tyskerne altså fortsat befandt sig i krig mod angribende styrker fra Sovjet.
I resten af Danmark bevarede Tyskland kontrollen over egne styrker, der fortsat var fuldt bevæbnede. De henrettede fx den 6. maj i Sønderborg elve tyske marinesoldater for mytteri. Hverken den danske stat eller den nu meget synlige modstandsbevægelse havde nogen formel magt over deres slagne fjende, og den tyske værnemagt ville ikke lade sig stoppe af selvbestaltede danske patruljer.
Befrielsesdagen blev Besættelsens blodigste døgn, og de voldsomme sammenstød fortsatte indtil den 7. maj, hvor de engelske styrker nåede frem til Danmark, og kunne forhandle kapitulationen på plads. Samtidigt overgav de tyske styrker på Bornholm sig til Sovjet, men først efter sønderbombninger af Nexø og Rønne, hvor 10 danskere blev dræbt. Den tyske generalstab arbejdede videre efter befrielsen i hovedkvarteret i Silkeborg, men nu med at ordne evakueringen i samarbejde med de engelske tropper. Først da dette var på plads den 6. juni, blev den tyske øverstkommanderende endeligt afsat.
Tom Vilmer Paamand - maj 2015




Red klimaet - stop krigen!
Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu


Red klimaet - stop krigen!
Fredsbilleder...
De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse:
- Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger.
- Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima.
- Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilmManden der reddede verden“.
Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge.
Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere.
Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag.
Arne Hansen - november 2015








Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Storbritannien bryder med atomtraktat
Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden.
I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”.
Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder:
”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.”
Fredsministerium - marts 2021








... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer

AldrigMereKrig.dk ©2025