Dansk prins bliver statsstøttet våbenpusher
Prins Joachim er blevet udnævnt til forsvarsattaché i Paris. Hermed kommer det danske kongehus med i en skandaleramt gruppe af kronede hoveder, der sælger våben på fædrelandets vegne. Forsvarsministeriet omtaler derfor prinsens nye funktion ret floromvundent, med at Joakim fra september skal “forstærke samarbejdet på det sikkerhedspolitiske område med Frankrig“.Danmarks militære støtte til Frankrigs fortsatte kolonikrige er kun en del af dette job. Udenrigsministeriet forklarer nemlig i deres mere omhyggelige stillingsbeskrivelse, at danske forsvarsattachéer i Frankrig også skal yde “støtte til danske forsvarsvirksomheder, der ønsker at komme ind på det franske marked“. Spørgsmålet er selvfølgelig i hvor høj grad Joachims nye dobbeltrolle, oven i at være begunstiget prins, vil blive søgt holdt adskilt fra forsvarsattachéens job med at støtte op bag det private erhvervslivs mest skamløse producenter - våbenpusherne.
Det virker dog sandsynligt, at prinsetitlens muligheder for generel reklame for danske våben vil blive brugt, så prinsen kommer til at optræde under Dannebrog på Frankrigs gigantiske våbenmesser, “såsom EuroSatory, EuroNaval og Paris Air Show“, som det klart uddybes i jobbeskrivelsen. Prins Joachim har en langvarig uddannelse indenfor militæret, og var blevet tildelt graden oberst af reserven, men bliver til den nye stilling ophøjet til brigadegeneral.
Stillingen er formelt ulønnet, for Kongehuset forventer at Joakim fortsat vil modtage sin kongelige bonus på 3,6 millioner kroner skattefrit om året. Intet er dog sparet ved denne ordning, selvom Forsvarsministeriet oven i yderligere betaler for Udenrigsministeriet nye prinseudgifter til tjenesterejser, kontor og repræsentation. Af hensyn til prinsens kongelige evner og øvrige aktivitet, er det nemlig nødvendigt også at ansætte en assisterende forsvarsattaché, der vel skal udføre det egentlige arbejde.
Prinsen har også nogle måske nyttige års erfaring fra det mere ordinære erhvervsliv, da han har arbejdet for A. P. Moller Maersk Group i Hongkong og Frankrig. Maersk er kendt for globale våbentransporter for hvemsomhelst - lige fra Nordkorea til USA s to sidste angrebskrige mod Irak.
Trods et statsligt job til prinsen fortsætter hermed privatiseringen af det danske kongehus, der jo længe har været opkøbt i bidder gennem nærkontakt med “gavmilde“ folk fra erhvervslivet. Det bliver interessant at se i hvor høj grad prins Joachim fortsat lader sig indfedte, nu fra en stilling hvor våbenhandlens indbyggede korruption kommer helt tæt på.
Tom Vilmer Paamand - juni 2020
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte “NATO-fodnoter“, en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse “fodnoter“ – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Tom Vilmer Paamand - maj 2021
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte “NATO-fodnoter“, en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse “fodnoter“ – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Se listen over det alternative fredsflertals fodnoter
Tom Vilmer Paamand - maj 2021
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer