Retten til militærnægtelse under pres Ukrainske mænd mellem 23 og 60 kan ikke længere få opholdstilladelse i Danmark - med mindre de kan bevise, at de er fritaget for ukrainsk militærtjeneste. Hvilket er umuligt, da lovlig militærnægtelse i Ukraine er suspenderet. Alligevel vedtog Folketinget netop dette i august, som en skærpelse af særloven for ukrainske flygtninge. Kun Alternativet, Enhedslisten og løsgængeren Jacob Harris stemte imod. AMK gjorde en stor indsats for at påpege de principielle grunde, som burde have bremset loven. EU har vedtaget noget tilsvarende, men Danmark burde have brugt sit retsforbehold til at skubbe positivt til EU, og dermed genskabe lidt af vores tidligere ry som humanitær stormagt - ved at gøre lovforslaget positivt. Danmark kunne i stedet have stillet krav til Ukraine om at genåbne sin nu suspenderede militærnægterordning, og udbygge den med fornuftige vilkår. Kombineret med en udsættelse af alle hjemsendelser af krigsflygtninge, indtil Ukraine lever op til disse humanitære krav. En model, som EU så burde efterligne. Efter Ruslands angreb på Ukraine, er det AMKs fortsatte fokus i de to lande, at støtte retten til militærnægtelse, samt al aktiv ikkevoldelig modstand mod krigen. Mange hundredtusinder er døde nu, og ifølge den tidligere forsvarsminister Mykhajlo Fedorov er to millioner mænd eftersøgt for at have unddraget sig militærtjeneste. Danmark bør tilbyde Ukraine støtte til at udvikle en bedre tilgang til konflikten, med fuldt fokus på diplomati og fredelig konfliktløsning. Danmark har desværre ikke selv ressourcer til dette, men kan indgå i et nordisk samarbejde med vore naboer, der har kompetencen. Det er naivt at tro, at endnu flere soldater kan stoppe denne grusomme krig. Debatten om dette lovforslag viste desværre også, at vore politikere ved for lidt om militærnægtelse. Dermed kan vedtagelsen være et tegn på, at muligheden for at nægte også i Danmark kan blive indskrænket, så snart tallet stiger. Tom Vilmer Paamand - august 2026
> Socialdemokratiet skrotter ny Irak-kommission
Irak-kommissionen bliver ikke genåbnet,da udenrigsminister Jeppe Kofod (S)mener,at den stærkt begrænsede Krigsudredning gav det nødvendige indblik. Og støttepartierne ærgrer sig. Mange fredsfolk er fortsat uenige i den beslutning, og ser i stedet Krigsudredningen som en god trædesten,som påviste en masse muligheder for forbedringer - der omgående blev skudt ned. Men der er åbenbart konsensus blandt Folketingets krigspartier om at der intet behov er for at blive klogere,fx på hvorfor samtlige de danske felttog har været fejlslagne.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2019
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021