Nobel-komiteen skriver om fredsprisen til en oppositionsleder fra Venezuela: ”Maria Corina Machado oppfyller alle de tre kriteriene i Alfred Nobels testamente. Hun har samlet opposisjonen. Hun har stått prinsippfast mot militariseringen av det venezuelanske samfunnet. Hun har arbeidet utrettelig for en fredelig overgang til demokratisk styre og vist at demokratiets virkemidler også er fredens virkemidler.” Det lyder jo umiddelbart godt, for i det nusiddende regime i Venezuela er forsvarsministeren selv general for hæren, der har fået for stor politisk magt og besynger absolut loyalitet for præsidenten Maduro. Alligevel virker det groft set som om komiteen var under pres fra den norske regering, og derfor fandt en modtager som Trump er glad for – så han selv kunne fravælges uden repressalier. Machado ringede da også omgående til Trump og roste ham, men kritiserede ikke Trumps militære trusler mod landet – en meget underlig udeladelse, når hun nu skulle fremstå som fredsforkæmper. I stedet har hun en ret udtalt drøm om at blive indsat ved et USA-kup – for som fredsprisvinderen selv siger det, er USAs militære trusler ”den eneste måde at tvinge Maduro til at forstå, at dette er tiden til at gå af” . USA har sendt verdens største hangarskib mod Venezuela, og gjort alt for at provokere regimet med stribevis af krigsforbryderiske angreb på påstået narkosmuglende småbåde, i håb om at udløse et brugbart påskud for en omfattende militær konfrontation. Naturligvis må nobelprisen nytænkes ind i en skiftende verden – spørgsmålet er blot, hvor absurd dette gøres. Meget venligt set, burde Machado måske så have haft en demokratipris i stedet. Da der er meget få tunge fredspriser, bør disse nemlig målrettes rigtige fredsforkæmpere. Fx er fhv præsident Obama et dårligt eksempel, og modsat var prisen til Japans atombombeofre et pletskud. En konkret fredsorienteret priskomite kunne have opløftet en bedre modtager, hvor støtten kunne have givet mulighed for et fremadrettet kompromis for et bedre samfund. I stedet ser Machado ud til at kunne blive en ny handskedukke for USA, der kan give Trump magt over Venezuela og landets omfattende oliereserver. Trump har senest erklæret, at Venezuelas luftrum er lukket, i endnu en fjendtlig og aggressiv handling. Danmark burde stå sammen med Venezuela her, ikke i en støtte til landets uduelige regering, men i en nødvendig sympatierklæring – for næste skridt er måske en tilsvarende opmarch mod Grønland. Tom Vilmer Paamand - november 2025
> Mange i EU vil ikke med i støttekrig for NATO Op mod halvdelen af Englands, Spaniens og Tysklands borgere støtter ikke op bag NATOs såkaldte musketer-ed. De tre lande er splittet mellem fra 43-53 procent imod, til 40-46 procent for, ved spørgsmålet om deres eget lands militær skulle kæmpe med, hvis Rusland angreb et af sine nabolande. Også i Frankrig er et stort mindretal imod, mens opbakningen modsat er ret massiv i Holland og Polen. På den anden side af Atlanten støtter Canadas og USAs borgere op med fra 58-62 procent. Meningsinstituttet PEW fremlagde undersøgelsen under den jublende overskrift: “NATO's Image Improves on Both Sides of Atlantic“, efterfulgt af mere prosaiske “European faith in American military support largely unchanged“. Tallene viser også at skillelinjen i USA ligger helt modsat af Europas, for i USA støtter et voldsomt flertal af “liberals“ NATO, mens kun under halvdelen af “conservatives“ er for. Undersøgelsen dækker kun de større EU-lande, så Danmark er ikke nævnt. Undersøgelsen er lavet mens NATO-landene er ved at tilslutte sig kravet om hvad der skal blive en fordobling af de fleste landes militærbudgetter. Pt ligger de fleste lande på under 1,2 procent ligesom Danmark. Procenttallet er en meningsløse målestok, da fx Grækenland af lokale grunde bruger meget mere på militær end Danmark, men trods dette har svært ved at deltage i NATOs missioner, hvor Danmark altid villigt stiller op. Kravet om de to procent vil gøre NATO voldsomt stærkere end sine titulære modstandere, så fx Tyskland får et større militærbudget end hele Rusland. En anden målestik for at støtte global sikkerhed er FNs fredsbevarende styrker, hvor Danmark tidligere har spillet en stor rolle. I dag er denne indsats stort set overladt til ikke-vestlige lande, med Bangladesh, Etiopien, Indien, Nepal, Pakistan og Rwanda i front, der alle har mellem 5-8.000 tropper sendt ud. Gennem de sidste 50 år havde Danmark ofte selv mere end 1.000 ude, men i dag er tallet nede på 36 udsendte - hvilket kun er halvt så mange som USA. Rusland har 95, mens Kina har 3.000 afsted.
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021