Det er kommet frem at nogle danske feltpræster i Afghanistan efter at have lyst velsignelsen over soldaterne, gør V-tegn og slår sig for brystet som aber har for vane. Dette mener flere af biskopperne er for militaristisk. Som modstander af en hvilken som helst militær foreteelse, mener jeg at kirken og kirkelige organisationer bør forsage militær som den onde selv. Her kan man bruge Grundtvigs ord (fra hans digt "Menneske først og kristen så" fra 1838): "Og djævelskab til kristendom, kan almagt selv ej skabe om". Pacifistiske og antimilitaristiske holdninger har tidligere været ret udbredte blandt folkekirkens præster. Da Dansk Fredsforening blev stiftet, den 28. november 1882 var der fra dag et, præster med, og i marts 1917 skrev 491 præster under på et krav til regering og folketing om, at Danmarks burde indføre en militærnægterlov som den England havde fået året før.
Dette førte til militærnægterloven af 13. december 1917, der var den anden militærnægterlov i verden. Der var i alle årene op til 2. verdenskrig unge teologer i militærnægterlejrene, og disse blev vist nok uden undtagelse aktive i fredsarbejdet hele livet. Da jeg midt i 1950erne var i militærnægterlejr var der i de tre militærnægterlejre, der var dengang, flere teologistuderende og de var for de flestes vedkommende aktive i fredsbevægelsen. De der endnu lever fra dengang er for længst pensionerede. Derimod er ikke så af de relativt mange teologer der i 70erne og 80erne var militærnægtere, der er i præsteembeder. Militærnægterloven var nu ændret, så de ikke kom i særlige lejre; men blev udstationeret til forskelligt socialt og kulturelt arbejde ofte i kirkelige organisationer. De pågældende præster har alle været bekvemmelighedsnægtere, sådan at forstå, at ingen af dem er gået ind i det organiserede fredsarbejde, (ej heller er der kvindelige præster i Kvindernes Fredsliga), og de er tavse som graven for de faldne soldater, når det gælder om at tale mod vort folks militarisering og vort lands tragiske krigsdeltagelse. Det at kirken driver med på militarismens strøm, er en af årsagerne til medlemsflugten fra folkekirken.
Flere historier fra 2012...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Myten om behovet for kampflyAndre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som
selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden.
Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som
Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant
eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på
samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.
I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid
opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også
nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt
Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer.
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt
anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på
fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden.
Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.
En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til
NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor "
deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler".
En meget længere version med mere dokumentation blev bragt i
Politiken. Se den på
FRED.dk.
Tom Vilmer Paamand - august 2015
...
...