Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Fredspris for arbejde mod kemiske våben
Fredsbilleder...
Nobels fredspris gik i år til den meget aktuelle Organization for the Prohibition of Chemical Weapons (OPCW). Nobel-komiteen benyttede omhyggeligt lejligheden til at pege fingre ad Rusland og USA for ikke selv at opfylde den destruktion af kemiske våben, som de nu presser Syrien til. Deres lagre af kemiske våben skulle have været endeligt destrueret i år, men dette er konstant blevet udskudt. OPWCs våbeninspektører overvåger afrustning af kemiske våben ud fra FNs konvention mod dem. Når Syrien kommer med, står kun seks slyngelstater udenfor, nemlig Angola, Egypten, Myanmar, Nordkorea, Sydsudan og Israel, der har underskrevet, men ikke ratificeret. OPWC er den kemiske fætter til IAEA, der overvåger afrustning af atomvåben, og fik Fredsprisen i 2005.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2013





Flere historier fra 2013...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Costa Rica fejrer 73 år uden hær
Militæret i Danmark har sin officielle flagdag, der ikke når meget ud over soldaternes egne familier. Også Costa Rica har en festdag til at mindes militæret i, men det sker i glæde over dets afskaffelse!
Costa Rica afskaffede sit militær allerede i 1948 på initiativ af daværende præsident José Figueres Ferrer. Han havde dog selv taget magten ved et militærkup, efter en borgerkrig på 44 dage, hvor 2000 døde – den mest voldelige begivenhed i landets nyere historie. Ved at nedlægge militæret kunne Ferrer undgå, at andre så kuppede ham – men hans begrundelser var dog bredere, og den nedlagte hær blev indskrevet i landets forfatning.
Efter 18 måneder gav Ferrer magten fra sig, og lige siden har Costa Rica haft demokratisk styre. Trivsel og forventet levetid er højere end i USA, med et miljømæssigt fodaftryk pr. indbygger på kun en tredjedel af USAs. Også læsefærdigheden er højere end i USA, og uddannelse er obligatorisk og gratis – trods at landet samtidig har en generelt haltende økonomi.
Den manglende hær har gjort Costa Rica til en fredelig undtagelse mellem naboerne Panama og Nicaragua. Naboskabet gav problemer i 1980erne, hvor USAs præsident Ronald Reagans støttede lokale terroristgrupper, kaldet Contraerne, i Nicaragua. USA pressede på for militære træningslejre i Costa Rica, som modydelse for bistand til landet, hvilket Costa Rica stod imod.
Costa Ricas vellykkede overgang fra militærkup til demokrati er en af de meget få gange, hvor en voldelig omvæltning har ført til et mindre militariseret samfund – militærkup plejer ellers kronisk at føre til kaserne-samfund.
Tom Vilmer Paamand - december 2021






... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024